Det var foran fjernsynet, at Fatema endegyldigt besluttede sig for, at hun og hendes datter måtte søge beskyttelse på et krisecenter. Et nyhedsindslag på en landsdækkende tunesisk tv-kanal fortalte om de nye krisecentre, som de seneste år har åbnet dørene for voldsramte og socialt udsatte kvinder og deres børn.
Fatemas mand var de seneste år begyndt at drikke meget. Han udsatte hende oftere og oftere for slag, spark og psykisk vold.
“Sådan en opvækst kunne jeg ikke acceptere for min datter. Det var på tide at komme væk,” fortæller Fatema.
Hun checkede ind på et krisecenter på en hemmelig adresse i en forstad til hovedstaden, Tunis.
Her har Fatema og hendes datter nu boet siden september 2017. Centret er drevet af en af Tunesiens ældste kvinderettighedsorganisationer AFTURD og støttet af danske Danner med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.