Sikkerhedsstyrker i Myanmar har indledt en ny offensiv i Rakhine-delstaten i den nordvestlige del af landet, hvor en stor del af befolkningen tilhører det muslimske rohingya-mindretal.
Offensiven kommer efter, at en gruppe, der kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA), formodes at stå bag et blodigt angreb mod sikkerhedsstyrkerne.
Ifølge den engelsksprogede netavis Irrawaddy angreb personer bevæbnet med knive og hjemmelavede sprængstoffer ikke færre end 30 af politiets og militærets kontrolposter og andre mål natten til fredag. 12 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne meldes dræbt, og lørdag skriver flere internationale medier, at dødstallet er steget til omkring 90. De dræbte er først og fremmest formodede militante medlemmer af rohingya-mindretallet.
Anden militæroperation inden for et år
Lørdag er der meldinger i internationale medier om, at tusindvis af rohingyaer forsøger at flygte i sikkerhed over grænsen til Bangladesh.
Grænsepoliti siger til nyhedssitet bdnews24, at politi i Myanmar har skudt efter nogle af de flygtende mennesker.
Flere af flygtningene fortæller ligeldes, at sikkerhedsstyrker har skudt mod dem og brændt flere huse ned i landsbyer, hvor rohingyaerne bor.
Ifølge rapporter fra menneskeretsorganisationer og FN har hæren begået alvorlige brud på menneskerettighederne og formentlig også krigsforbrydelser.
Aung San Suu Kyi, der har titel af blandt andet udenrigsminister, men som betragtes som landets reelle leder, har fordømt angrebet mod sikkerhedsstyrkerne i Rakhine.
Suu Kyi, der tidligere har modtaget Nobels fredspris for sit arbejde for demokrati i Myanmar, har gentagne gange fået kritik fra udlandet for ikke at gribe ind over for de overgreb, rohingyaerne udsættes for, eller gøre noget for at stoppe hærens overgreb, der er dokumenteret i rapporter fra FN og talrige menneskerettighedsorganisationer.
Guterres: Underliggende årsager må addresseres
Suu Kyi: Vi er i gang med tiltag
Torsdag, få timer inden den bevæbnede gruppe angreb sikkerhedsstyrker i Rakhine-delstaten, afleverede et rådgivende udvalg under ledelse af tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan en rapport med anbefalinger til, hvordan man kan begynde arbejdet med at løsne op for de spændinger, der præger Rakhine-delstaten.
Kofi Annan-udvalget kritiserer blandt andet en lov der forhindrer, at rohingyaerne kan få statsborgerskab og grundlæggende rettigheder i Myanmar.
Den retter også en kritik mod den forfatning, som det tidligere militærstyre udarbejdede i 2008.
Suu Kyi lovede ved modtagelsen af rapporten fra Kofi Annan torsdag, at regeringen omgående vil begynde at implementere anbefalingerne.
Suu Kyis regering siger i en udtalelse, at en række af de tiltag, som udvalget anbefaler i sin rapport, allerede er sat i værk.
Det gælder blandt andet bedre sundhedsydelser, elektricitet til flere landsbyer, byggeri af broer og veje samt udarbejdelse af strategier for blandt andet at lukke nogle af de lejre, hvor de fordrevne rohingyaer bor under kummerlige forhold.
Regeringen tilføjer, at der er taget hul på et undervisningsforløb for politi og sikkerhedsstyrker i Myanmar, som skal lære mere om menneskerettigheder, beskyttelse af børn og kønsbaseret vold.