Fight Against Facilitation Payments Initiative (FAFPI)
FAFPI er et dansk multi-sektor initiativ. Initiativtagerne er en gruppe af virksomheder i Dansk Industri, hvor initiativet også får sekretariat. Udenrigsministeriet har været med i konceptudviklingen fra starten og er partner i initiativet.
Foruden en netværksdel med erfaringsudveksling, udvikles også et rapporteringsværktøj, hvor medlemmer anonymt kan indrapportere, hvor de møder krav om faciliteringspenge. På baggrund af data kan Udenrigsministeriet via de danske ambassader tage problemet op med de lokale myndigheder.
Alle typer af danske organisationer, som opererer internationalt og møder udfordringer med faciliteringspenge, kan blive medlem af FAFPI.
Faciliteringspenge er mindre betalinger i kontant, vareprøver, cigaretter, alkohol eller andre små tilkendegivelser for at få den offentlig ansatte til at udføre en opgave, som vedkommende burde udføre uden betaling.
Hver dag møder virksomheder, interesseorganisationer, journalister og andre, som rejser og agerer internationalt, krav om betaling af smøringspenge eller såkaldte ’faciliteringspenge’, når de henvender sig til offentligt ansatte og har brug for en service.
Det kan for eksempel være ’te-penge’, når man passerer en vejkontrol og cigaretter eller mindre beløb, når varer skal gennem tolden.
”Straffen” for manglende betaling kan være en forhaling af godkendelsesprocedurer, selv om alle papirer er i orden. Eller påskud om, at der mangler et dokument, når en grænse skal krydses, selv om alle regler og procedurer er fulgt. Den offentligt ansatte skal med andre ord ”smøres” for at udføre den opgave, som vedkommende ellers burde udføre uden ekstra betaling.
Har savnet løsninger
Nu ser et nyt initiativ dagens lys. Fight Against Facilitation Payments Initiative (FAFPI), som det hedder, ønsker at styrke sine medlemmers robusthed til at sige nej til disse krav, samtidig med at medlemmerne anonymt kan indrapportere, hvor de møder disse krav.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse onsdag.
”Problemet med faciliteringspenge har længe savnet løsninger. For at de danske ambassader skal kunne hjælpe, har de brug for konkret information om, hvor danske virksomheder og organisationer møder flaskehalse og uklare processer. Med FAFPI får vi mulighed for at sætte ind der, hvor problemet har rod, og adressere det direkte over for lokale samarbejdspartnere og myndigheder. Det er et vigtigt indsatsområde, og stærkere samarbejde er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger direktør Susanne Hyldelund fra Trade Council i Udenrigsministeriet.
Ingen har turdet tale om det
Hos Dansk Industri (DI), der repræsenterer 10.000 virksomheder med aktiviteter over hele verden, oplever man jævnligt problemet og ser derfor et behov for løsninger.
”Det er slående, hvor lidt internationalt samarbejde, der er på tværs af sektorer om denne type udfordring. Her er et initiativ som FAFPI klart en del af løsningen, fordi det både er et rapporteringsværktøj, som alle vil kunne bruge, og et netværk, hvor vi kan udveksle erfaringer. Det er afgørende, at vi får brudt det tabu, der i dag stadig er omkring faciliteringspenge,” siger chefkonsulent Christine Jøker Lohmann, DI.
”Igennem mange år har ingen turdet tale om, hvordan vi bekæmper faciliteringspenge. Det gør vi op med nu og tager tyrene ved hornene. Vi bliver simpelthen nødt til at stå sammen og få overblik over, hvor det foregår – og hvordan vi i fællesskab kan slå ned på det. Ellers kan vi ikke hjælpe de medarbejdere, som står alene derude ved skranken med at sige klart nej til at betale faciliteringspenge,” siger Christine Jøker Lohmann.