Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Gilberto Gil (1942-)
Sanger, musiker og kulturforkæmper, Brasilien
Gilberto Gil er et nationalt ikon – inkarnationen af brasiliansk musik, vil nogen sige. Hans lyd og sang er smittende og rammer store som små i både hjertekule og dansemuskel. Men bagved ligger en historie, der er knap så lys.
Ligesom mange andre sydamerikanske lande var Brasilien i en årrække en diktaturstat. Da militærstyret tog magten i 1964, var Gilberto Gil blot 22 år. Allerede dengang var han en etableret musiker, men efter kuppet fik hans musik et mere politisk og aktivistisk præg under bevægelsen Tropicália, som Gil etablerede i sidste del af 1960’erne sammen med vennen Caetano Veloso, der også er en berømt skikkelse i det brasilianske kulturliv.
Tropicália var i sin essens både inspirerende og provokerende. En slags sydamerikansk svar på hippiebevægelsen, der dengang fandt grobund på den nordlige halvkugle. Tropicalistaerne brød med den klassiske og nationalistiske forståelse af brasiliansk musik og blandede de traditionelle samba og bossa nova-rytmer og -instrumenter med fremmede stilarter og toner for at skabe et universelt sprog for brasiliansk musik.
På grund af bevægelsens åbenhed over for og leg med udenlandske stilarter kom Tropicália på kant med den marxistiske venstrefløj i Brasilien, der så dem som elitære. Også militærstyret så skævt til Tropicálias politiske indhold. Styrets utilfredshed med bevægelsen kulminerede i februar 1969, da de to frontfigurer Veloso og Gil blev arresteret og fængslet. To måneder senere blev de løsladt, sat i husarrest og siden tvunget i eksil i London.
Selvom militærstyret blev ved magten indtil 1985, vendte Gil og Veloso hjem allerede i 1973. Gil fortsatte sin musikalske og siden sin politiske karriere, der kulminerede i 2003, da Brasiliens tidligere præsident Lula da Silva udnævnte ham til kulturminister. Ved udnævnelse erklærede Gil, at han stadig var Tropicalista.
Frem til at han forlod posten i 2008 introducerede Gilberto Gil en kulturpolitik, der forsøgte at bringe kultur tættere på lokalbefolkningen – han fik blandt andet oprettet en fond, der støtter musikuddannelse i de fattige urbane områder.
I 1999 udnævnte UNESCO Gilberto Gil til ’Artist for peace’. Han er også kendt for sin indsats på miljøfronten.
Ai Weiwei (1957-)
Kunstner og systemkritiker, Kina
[[{“fid”:”5917″,”view_mode”:”inlinefull”,”fields”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Ai Weiwei fotograferet i sit studie i Berlin, 2015.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Alfred Weidinger – Flickr.”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Ai Weiwei fotograferet i sit studie i Berlin, 2015.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Alfred Weidinger – Flickr.”}},”attributes”:{“alt”:”Ai Weiwei fotograferet i sit studie i Berlin, 2015.”,”height”:”436″,”width”:”548″,”class”:”media-element file-inlinefull”,”data-delta”:”1″}}]]
Måske ligger det i Ai Weiweis blod at gøre opstand mod det kinesiske styre.
Hans far var poet og blev under en udrensning i 1950’erne, da Ai Weiwei var spæd, sendt i arbejdslejr sammen med familien. Bagefter levede de en årrække i eksil i den vestlige Xinjiang-provins, og først i 1976, efter Maos død, vendte familien hjem til Beijing.
Ai Weiwei boede i USA i tolv år fra begyndelsen af 1980’erne. Her læste han kunst og begyndte så småt sin karriere, som for alvor tog fart i 00’erne, hvor hans mest berømte værker er skabt – ofte med systemkritikken som fællesnævner. Ifølge Weiwei bør al kunst være social og politisk.
Tag for eksempel det berømte Sunflower Seeds fra 2010 – et gigantisk værk bestående af 100 millioner solsikkefrø lavet ud af porcelæn. Værket er en tydelig kommentar til det kinesiske samfund, dets politik og økonomi. Weiwei siger selv, at det er et kunstværk bestående af 100 millioner kunstværker, og på den måde understreger han det enkeltes frøs og derved menneskes værdi i sig selv og ikke kun i et kommunistisk hele, hvor individet er uden betydning. Værket refererer også til globaliseringen, hvor Kina er endt som masseproducent af varer til Vestens kapitalistiske overforbrug.
Et andet berømt Weiwei-værk er den kontroversielle udstilling ’Fuck Off’ fra Shanghai Biennalen i 2000. En del af udstillingen bestod af fotos, hvorpå Weiwei gav fingeren til blandt andet Det hvide hus, Eiffeltårnet, Den forbudte by og publikum.
Ai Weiweis kritik af manglen på demokrati og ytringsfrihed i Kina har haft personlige konsekvenser. Hans pas var i flere år inddraget af de kinesiske myndigheder, hans studio i Beijing er blevet ødelagt, og i 2011 blev han arresteret i tre måneder. Dokumentarfilmen ”Ai Weiwei The Fake Case”, lavet af danske Andreas Johnsen, følger den midaldrende kunstners liv, mens han var i husarrest og blev overvåget af det kinesiske styre.
I 2011 placerede Art Review Ai Weiwei på førstepladsen over deres Top 100-liste over de mest magtfulde personer i kunstverdenen.
Binyavanga Wainaina (1971-)
Forfatter, journalist og homoseksuel, Kenya
[[{“fid”:”5918″,”view_mode”:”inlinefull”,”fields”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Binyavanga Wainaina i august 2011.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Binyavanga Wainaina – Flickr.”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Binyavanga Wainaina i august 2011.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Binyavanga Wainaina – Flickr.”}},”attributes”:{“alt”:”Binyavanga Wainaina i august 2011.”,”height”:”366″,”width”:”548″,”class”:”media-element file-inlinefull”,”data-delta”:”1″}}]]
Selvom Binyavanga Wainaina allerede i 2002 vandt Caine-prisen for afrikansk litteratur, var det først da Granta Magazine i 2005 publicerede hans essay How to write about Africa, at verden fik øjnene op for kenyaneren. I essayet udstiller Wainaina gennem præcise og stærke vendinger, hvordan resten af verden har tendens til at opfatte og fremstille Afrika; stereotypt og statisk:
”Kontinentet er fuld af ørken, jungle, højland, savanne og mange andre ting, men det er din læser ligeglad med, så sørg for, at dine beskrivelser er romantiske, stemningsfulde og upræcise,” skrev han ironisk.
Men det er ikke Wainainas skarpe prosa eller kamp for at fremme ny afrikansk litteratur, der vinder ham en plads på denne liste. Det er tværtimod hans arbejde for LGBT-rettigheder og hans egen ’kommen ud af skabet’.
19. januar 2014 publicerede internetsiden Africa is a country en tekst af Wainaina. Teksten blev præsenteret som værende et ’forsvundet kapitel’ fra Wainainas debutroman ’One Day I Will Write About This Place’ og skulle være skrevet tilbage i 2000. Titlen var: ’I am a homosexual, Mom’.
I essayet fortæller Wainaina om at have været klar over sin seksualitet, siden han var fem, og om hvordan moderen dør, uden han får sagt sandheden til hende.
At springe ud i Afrika er ikke let. Mange lande har hårde straffe for homoseksualitet, som fordømmes og foragtes af store dele af lokalbefolkningen. Wainainas udmelding kom da også i kølvandet på vedtagelsen af en anti-homoseksuel lov i Nigeria, og forsøget på at vedtage en sådan i Uganda.
Tre måneder senere, i april 2014, satte Time Magazine ham på en liste over ”Most Influential People in the World.” Teksten, der ledsager Wainainas udnævnelse, er skrevet af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der skriver: ”Ved offentligt og modigt at have erklæret, at han er en afrikansk bøsse, har Binyavange afmystificeret og menneskeliggjort homoseksualitet og startet en nødvendig samtale, som ikke længere kan handle om den ’ansigtsløse anden’.”
På World Aids Day, 1. december 2016, skrev Wainaina på sin twitterprofil, at han har HIV.
