Sandrine fra Rwanda er et af de børn med handicap, som i mange år har været efterladt hjemme, når hendes søskende er taget i skole.
I Sandrines tilfælde er det et fysisk handicap, som har forhindret hende i at følge sin årgang i skole.
Det har først og fremmest været svært, fordi alle omkring hende, har troet at hun intet kunne – en forståelse som har fået hendes mor til at frygte mobning og stigmatisering. I mangel på bedre løsninger har Sandrines mor forsøgt at beskytte hende ved at holde hende i hjemmet.
Desværre er Sandrines historie ikke enestående. Hvis man kigger på andelen af børn i udviklingslande, som i dag kommer i skole, er forskellen mellem børn uden handicap og børn med handicap markant stigende.
Ifølge en rapport fra Verdensbanken og Global Partnership for Education (GPE) baseret på 19 lande ligger børn med handicap 13 procentpoint lavere end børn uden handicap, når man kigger på skoletilmelding hos 11 årige. Samme trend ses i statistikker over gennemførselsrater i både grundskolen og på ungdomsuddannelsesniveau.
Den gode nyhed er dog, at den internationale opmærksomhed omkring ’uddannelse for alle’ er steget. Det er særligt sket i kølvandet på Verdensmål 4 og med verdensmålenes samlede løfte om ”leave no one behind”, som afspejler målenes gensidige afhængighed.
I denne afhængighedskæde er uddannelse en særlig vigtig komponent: Jo mere marginaliseret et barn er, jo vigtigere er det at få adgang til uddannelse for at kunne skabe sig en bedre og mere værdig tilværelse generelt. Konsekvensen af ikke at komme i skole er derved meget større for et marginaliseret barn.
Inkluderende uddannelse
Når man kigger på undersøgelser omkring uddannelse og eksklusion, er det, ifølge Verdensbanken og GPE, handicap, som løber med førstepladsen. Handicap udgør endda en større marginaliseringsfaktor end eksempelvis køns- og socio-økonomiske forhold, og bør derfor i meget højere grad prioriteres i udviklingen af- og tilgængeligheden til uddannelse, end tilfældet er i dag.
Denne nødvendige prioritering er understreget i FN’s handicapkonvention fra 2006, som i artikel 24 klart slår fast, at personer med handicap har samme rettigheder til uddannelse som alle andre. Konventionen opfordrer til inkluderende uddannelse, som ikke blot får børn med handicap i skole, men som i lige så høj grad fokuserer på læring og fastholdelse af disse elever gennem hele skoleforløbet.
Hos Sandrine i Rwanda skete der en forandring, da en lokal handicaporganisation kom ind i billedet. Gennem oplysning om handicap til Sandrines familie og ved hjælp af undervisning af de lokale lærere er skolen blevet et sted, hvor Sandrine også kan være med.
På samme måde som økonomiske forhold og kønsforskelle er blevet mainstreamet som en central del af alle udviklingsrelaterede indsatser, skal handicap også indtænkes. I skolerne vil det ikke kun skabe en forbedret situation for det enkelte barn med handicap, men også for andre elever og lærere. Inkluderende uddannelse vil skabe skoler, som favner alle og som giver både skolen og det omkringliggende samfund en større forståelse for menneskerettigheder.
Som Sandrines historie viser, er det netop hos de nationale handicaporganisationer, at den specialiserede viden og erfaringen ligger. Ved at sørge for tætte samarbejder både nationalt og internationalt kan de gode internationale intentioner mere smidigt omsættes til konkrete tiltag på lokale uddannelsesinstitutioner. Det kræver dog, at den blinde vinkel på handicap forsvinder, så ”leave no one behind” faktisk kan blive en realitet.
Artiklen er bragt i anledning af kvindernes internationale kampdag – og et arrangement torsdag eftermiddag afholdt af Oxfam IBIS på Christiansborg om uddannelse og handicap, hvor Danske Handicaporganisationer deltog.
