Senegal er altid blevet set og fremhævet som en af de få demokratiske undtagelser i Afrika på grund af landets stabilitet og fredelige politiske landskab; presse- og ytringsfriheden er garanteret, landet har aldrig oplevet et kup, og politiske magtskifter er foregået uden problemer siden landets uafhængighed i 1960.
Valg i Senegal er generelt frie og retfærdige, men der er samtidig begrænsninger for den politiske konkurrence, og for hvor stor usikkerhed der reelt er om valgresultaterne. Parlamentsvalget den 31. juli er ingen undtagelse. Det er usandsynligt, at oppositionen vinder et politisk flertal, men det er dog heller ikke det springende punkt for oppositionen i det forestående valg.
For mens det senegalesiske folk forbereder sig på at stemme på en af de mange kandidater, som håber på at vinde et af parlamentets 165 mandater, hviler deres tanker i højere grad på valgets langsigtede konsekvenser for et helt specifikt spørgsmål: Stiller den nuværende præsident Macky Sall op til en forfatningsstridig tredje valgperiode ved præsidentvalget 2024?
Forfatningsstridigt vil det være, fordi landets forfatning kun tillader, at en præsident kan sidde på posten i to perioder – en model som går igen i mange lande med præsidentstyre.
En ubegrænset præsident som ville fjerne opposition helt og aldeles
Men hvorfor bekymre sig mere om et præsidentvalg halvandet år ude i fremtiden end om et nært forestående parlamentsvalg?
Det er der gode grunde til.
Formelt set er Senegals politiske system bygget op med en tredeling af magten mellem parlamentet, præsidenten og domstolene – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I realiteten ligger størstedelen af magten dog hos præsidentembedet. Præsidentens magt er både indskrevet i forfatningen og, i virkeligheden vigtigere, givet af uformelle dynamikker og relationer mellem de tre magtinstitutioner.
For det første har præsidenten og hans politiske koalition historisk set nydt absolut flertal i parlamentet, som dermed følger hans instrukser snarere end at agere politisk modvægt. For det andet har domstolene altid været politiserede – en tendens som dog kun er blevet mere udtalt det seneste årti, og som i dag fremstår som alt andet end uafhængige. Magtens tredeling er altså sat ud af kraft.
En sådan næsten ubegrænset magt har Senegals præsidenter historisk set ikke været glade for at give slip på. Senegals to første præsidenter Leopold Sédar Senghor og Abdou Diouf sad i henholdsvis 20 og 19 år. I 2012 stillede den daværende præsident Abdoulaye Wade op til en tredje forfatningsstridig valgperiode, dog uden succes. Og nu spekuleres der så i, om den nuværende præsident Macky Sall kunne finde på at gøre det samme i 2024, når hans anden valgperiode udløber.
Der er flere grunde til denne bekymring, som alle har at gøre med Macky Salls bestræbelse på at ”fjerne oppositionen helt og aldeles” (på fransk: ”réduire l’opposition à sa plus simple expression”); et løfte han gav på et offentligt møde i 2015, som her refereres af det fransksprogede Seneplus.
For det første har han kapret centrale oppositionspolitikere. Et nyligt eksempel er Idrissa Seck, som blev nummer to i præsidentvalget i 2019. I kølvandet på valget blev han udnævnt som præsident for det forfatningsgivne råd Conseil Économique, Social et Environnemental (CESE), som kan oversættes til Rådet for økonomiske, sociale og miljømæssige forhold.
Tendensen til at politikere fra oppositionspartier slutter sig til regeringspartiet er så almindelig i Senegal, at fænomenet kaldes transhumance; det samme ord som beskriver den sæsonbestemte flytning af kvæg til nye, grønnere græsgange.
For det andet har Macky Sall misbrugt domstolene såvel som den offentlige forvaltning til at ’eliminere’ potentielt vigtige politiske modstandere. For eksempel blev Karim Wade (søn af den tidligere præsident) og tidligere minister og borgmester i hovedstaden Dakar, Khalifa Sall – som på trods af navnet ikke er i familie med præsidenten – sendt i fængsel for tyveri og misbrug af offentlige midler. En anden politisk udfordrer, Ousmane Sonko, blev afskediget fra sit job som funktionær i landets skatteadministration, officielt fordi han ikke havde overholdt sin forvaltningsretlige tavshedspligt, da han i 2016 afslørede, at en række kendte personer herunder Macky Salls bror havde fået skattefritagelser for flere millioner, som her forklares af BBC.
Resultatet af Macky Salls anstrengelser blev, at han styrede Senegal uudfordret i sine første år som præsident fra 2012 til 2017. Op til præsidentvalget i 2019 blev der indført et system, som betyder, at en kandidat skal indsamle underskrifter fra mellem 0,8 og 1 procent af de registrerede vælgere, hvilket svarer til mellem 53.457 og 66.820 underskrifter, for at kunne stille op til præsidentvalget. En vis andel af disse underskrifter skal komme fra mindst syv af Senegals 14 regioner, og der skal være mindst 2.000 fra hver af disse regioner. Det nyindførte system og dets komplekse krav betød, at Macky Sall kun var oppe imod fire modkandidater sammenlignet med fjorten i 2012. Således vandt han valget i første runde med 58 procent af stemmerne.
Læs mere: Mange udfordringer venter Senegals genvalgte præsident
Præsidentvalget i 2019 viste i al sin tydelighed, at Macky Sall havde formået at underminere oppositionen. Samtidig er der noget, der tyder på, at det kickstartede en genoplivning af selvsamme opposition.
Fra ubetydelig til en opposition på fremmarch
Den politiske opposition i Senegal har stort set ikke været repræsenteret i parlamentet siden landet opnåede uafhængighed i 1960. Oppositionen fik først pladser i parlamentet i 1978. Af de blot 17 oppositionspolitikere ud af parlamentets dengang 100 medlemmer gik mange dog over til flertallet i løbet af valgperioden. Fire årtier senere er situationen stort set uændret. Ved det seneste parlamentsvalg i 2017 vandt oppositionen 40 ud af de nu 165 sæder.
Senegal has faktisk mere end 300 politiske partier, hvilket kan opfattes som et demokratisk sundhedstegn. I Senegal fungerer partier dog kun i mindre grad som et instrument til at repræsentere og opnå politisk indflydelse på vegne af en vælgergruppe. I en ny bog viser Cathrine Lena Kelly nemlig, at de mange politiske partier i højere grad skal ses som et symptom på politisk klientelisme, det vil sige udveksling af politiske tjenester til gengæld for politisk støtte – for eksempel at betale for stemmer ved at give stillinger i staten.
Derudover har oppositionen generelt set været fragmenteret og har stillet op med konkurrerende kandidater. Det skete kun momentant, at oppositionen gik sammen og stillede sig bag Macky Sall i præsidentvalgets anden runde i 2012 med det ene formål at sikre, at Abdoulaye Wade røg på porten.
I forlængelse af præsidentvalget i 2019 er der dog skete noget. Oppositionen virker til at have opdaget, at den er nødsaget til at stå som en samlet blok, hvis den skal have en chance for at udfordre regeringen og præsidenten.
Oppositionens oprejsning tog fart tidligere i år, da partiernes ledere i optakten til lokalvalget i januar 2022 valgte at gå sammen. De dannede alliancen Yewwi Askan Wi, som betyder “befri folket” på wolof, der er lingua franca i Senegal. Blandt alliancens ledere er Dakars tidligere borgmester, tidligere nævnte Khalifa Sall, hans kompagnon Barthélémy Dias samt Ousmane Sonko, som blev nummer tre i præsidentvalget i 2019 med 15 procent af stemmerne.
Selvom regeringskoalitionen som forventet vandt magten i langt de fleste lokale myndigheder i lokalvalget i januar, vandt oppositionskoalitionen fire af landets største byer: Dakar, Guédiawaye, Rufisque og Thiès. Den femte større by, Pikine, vandt de ikke. Oppositionen vandt også magten i Ziguinchor, den største by i Senegals sydlige region, Casamance, hvor tidligere nævnte Ousmane Sonko nu sidder som borgmester.
Disse sejre betyder, at nogle af Senegals vigtigste byer nu bliver ledet af Macky Salls største konkurrenter. Lokalvalget har dermed gødet jorden for videre oprejsning for oppositionen. Parlamentsvalget er næste mulige skridt på oppositions fremmarch.
Et valg med langsigtede konsekvenser
Når senegaleserne skal stemme på søndag, er det formelt set ikke umuligt for oppositionen at vinde. Men det er højst usandsynligt. Valgsystemet er indrettet således, at det favoriserer regeringspartiet. 112 af de 165 mandater bliver valgt ved flertalsvalg i departementer, det vil sige, at partiet med flest stemmer i et departement får alle mandater derfra. Eftersom regeringspartiet har store vælgergrupper lokalt og har flest midler til at investere i kandidater på tværs af departementer, vil det med al sandsynlighed vinde størstedelen af disse pladser. De resterende 53 mandater bliver fordelt ved forholdstalsvalg på nationalt niveau, og det er her, oppositionens muligheder er bedst.
Det er ikke usandsynligt, at en samlet opposition med lokalvalgets sejre som springbræt kan opnå flere mandater i parlamentet end tidligere. Hvis dette sker, vil det skubbe til den nuværende magtbalance og måske afskrække Macky Sall fra at stille op i 2024.
Således har dette valg konsekvenser for Senegal på længere sigt. Det kan blive et bevis på en opposition på fremmarch og kan dermed måske hjælpe Senegal til at finde en ny melodi i stedet for den gamle ”indstuderede da capo-melodi”, som det blev beskrevet i Gerd Kieffer Døssings reportage fra Dakar i januar 2022. Valget vil også give os såvel som Macky Sall et forvarsel om hans odds ved præsidentvalget 2024, og om der er et grundlag for at stille op til en tredje forfatningsstridig valgperiode.
Beslutter han sig for det, kan det true den politiske og sociale stabilitet i landet. Omfattende protester i marts 2021 var en stærk indikation på at særligt den store gruppe af unge senegalesere næppe vil se let på det .
Alt i alt handler dette valg altså ikke kun om 165 mandater i Senegals parlament, men om fremtiden i Vestafrikas indtil nu mest stabile demokrati.
Samba Badji er senegalesisk journalist og redaktør på den fransksprogede del af af Africa Check, og Ane Karoline Bak Foged er adjunkt på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.