Politisk og urbant vokseværk i Senegal

Senegals hovedstad Dakar har fået vokseværk.

 


Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Kirsten Larsen

24. januar 2022

De begynder om morgenen. Går langsomt ned ad den sandede gade i deres støvede t-shirts med små rygsække på ryggen og forsvinder ind i den grå bygning, hvorfra stålstænger øverst stritter mod himlen.

Dagen igennem knirker og hviner det i tovværket, mens byggematerialer trækkes fra gaden og til femte sal, hvor arbejdsmændene går omkring uden nogen form for beskyttelse. Grus læsses i spande, sand slæbes, sten løftes.

Dakar, Senegals hovedstad, har vokseværk. Overalt i byen skyder nye bygninger op, og de ufærdige huse står med tomme sorte vinduespartier og overvåger sløvt byen under sig.

Det er et sandt byggeboom.

Byen er på mange måder ved at vokse over sine breder, og konstruktionen af satellitbyen Diamniadio er måske det mest synlige bevis. Tanken med Diamniadio er, at byen skal aflaste Dakar, der er ved at bukke under for trafikpropper og smog. En del ministerier og forretningshovedkvarterer er allerede rykket ud i det nye kvarter, et Radisson-hotels blå logo lyser i natten, og flere hoteller skal efter planen snart følge trop.

Det er også i Diamniadio, at det nye Dakar Arena ligger, hvor landsikonet Youssou Ndour gav et brag af en koncert den 1. januar 2022. og åbningsceremonien for det endnu mere massive OL-stadion samme sted bliver efter planen den 22. februar.

Det er tanken, at hele landets administration skal ligge i Diamniadio – behageligt tæt på den nye lufthavn, Blaise Diagne, der blev åbnet i december 2017.

En ny betalingsvej sikrer hurtig transport på de 57 kilometer mellem lufthavnen og Dakars ydre grænser, og den 28. december åbnede den nye metro TER – Train Express Régional – der snart kører helt fra lufthavnen og til Dakar havn. TER-personalet er chikt klædt i rødt med en lille hat på sned, her er aircondition og en forindspillet damestemme fortæller på fransk, wolof og engelsk om næste stop.

Udefra ser det hele godt ud; Senegal er på vej, ja, men under overfladen syder det.

Demokratiet sat på repeat

En ven fortæller mig, at han er nervøs for Senegals demokratiske fremtid. Senegal har altid været et demokratisk fyrtårn med rolige magtoverdragelser – eneste uro i nyere tid var i 2011, hvor daværende præsident Abdoulaye Wade forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne blive siddende i en ekstra embedsperiode. 

Begrænsningen i Senegal er, som i mange andre vestafrikanske lande, to perioder. Wades forsøg mødte massiv folkelig modstand anført af ungdomsbevægelsen Y’en a marre (”vi har fået nok”) – men Wades forfatningsstridige kandidatur blev faktisk ikke bremset af landets valgmyndighed. Han blev tilladt at stille op ved valget, som han tabte til den nuværende præsident, Macky Sall, der blev genvalgt i 2016.

Sagen er nemlig den – og det er her, min vens bekymring ligger – at det ikke kun er Dakar, der har vokseværk. Også Macky Salls autokratiske tendenser lader til at have taget til de seneste år.

Min ven føler sig langt fra sikker på, at ikke også den gode Macky vil forsøge at manipulere forfatningen til sin egen fordel inden næste valg i 2024 (tidligere blev en præsident valgt for syv år ad gangen, men i 2016 blev det reduceret til fem år).

Samme bekymring hører jeg andre steder. Faktisk så konkret som at en kilde tæt på præsidenten har indrømmet, at det ér Salls plan – at han ikke vil følge sit lands forfatning og afstå fra at stille op i 2024.

Senegals præsident, Macky Sall, føler sig tilsyneladende behageligt tilpas I sit embede. Foto: Fatma Esma Arslan/Anadolu Agency via Getty Images

Problemet er, at demokratiet i Senegal er en indstuderet da capo-melodi. Senegals demokrati producerer ikke forandring, men fortsættelse.

Når kandidater er i oppositionen, råber de op om liberale frihedsværdier, tordner mod livslange ledere og ”big men” – men så snart de selv får den forjættede magt, hager de sig fast, vil ikke give slip og udvikler sig med tiden selv til det skræmmebillede, de før i tiden advarede imod.

Senegals unge har fået nok

Macky Sall har taget samme tur – men han forregner sig. Ungdommens pludselige vrede og udfald mod ham sidste år i marts, hvor en oppositionspolitiker blev anholdt, og de unge gik på gaden og brændte dæk af og kastede med sten, er tegn på, at Senegals unge ikke er sådan at løbe om hjørner med. De har stadig fået nok. Nok af politikere, der meler deres egen og deres families kage. Nok af båndsløjfe-budskaber om jobskabelse og ytringsfrihed, når virkeligheden er en anden.

Nok af løfter om udvikling, når alt, de får, er tomme ord og offentlige midler, der bruges strategisk for at få politikere til at se godt ud. Tag nu førnævnte OL-stadion, der er ”af europæisk standard”, som min taxachauffør Modou påpegede, da vi drønede forbi det.

Modou smækkede misbilligende med læberne og rystede på hovedet. Stadionet får 50.000 siddepladser, et museum, en konferencesal og en præsidentloge med kontor og kommer til at koste det vestafrikanske land 156 milliarder CFA Franc – 1,77 milliarder kroner … hvordan kan befolkningen se det som andet end et prestigeprojekt for præsident Macky Sall? For, som Modou påpeger, hvorfor bruger man ikke i stedet de penge på hospitaler eller skoler, som der i den grad er brug for?

Imens vokser Dakar støt og roligt sammen med Macky Salls ego.

Læser du fransk, og er du interesseret i en nærmere analyse af Senegals demokrati, kan denne artikel fra The Conversation anbefales.