Jeg kan lige så godt tone rent flag med det samme. Fra det sekund jeg så omtalen af ’Read for Action’-bogklubben i et nyhedsbrev fra FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, OCHA, syntes jeg, det var en god idé.
Jeg strøg straks ind på ‘Read for Action’-hjemmesiden og studerede de tre bøger på læseklubbens debut-liste: Bruce Holsingers ’The Displacements’, Mohsin Hamids ’Exit West’ og Imbolo Mbues ’How Beautiful We Were’ på listen. Jeg kendte ingen af dem, men kunne se på omslagenes bestseller-klistermærker og omtalen af dem, at det vidst var et mig-problem, ikke et dem-problem.
Mohsin Hamid’s ‘Exit West’, der på magisk-realistisk vis skildrer en kærlighedshistorie mellem to flygtninge, fik fornemme anmeldelser, blandt andet i New York Times.
Først blev jeg overrasket, da bogklubbens hjemmeside sendte mig videre til Discords virtuelle chat-kanaler. Jeg bruger normalt kun tjenesten til at tale med mine venner, når vi spiller Counter-Strike. På Discord kan de humanitære læseheste både skrive og/eller tale i et fælles forum, mindre grupper eller direkte med hinanden. At afholde en bogklub om globale tematikker på en platform, der lader mennesker fra hele verden tale direkte med hinanden, virkede straks som en selvindlysende god idé.
Hver tirsdag diskuterer bogklubben den seneste uges læsning, omkring en fjerdedel af månedens bog hver gang. Og hver torsdag er der oplæg, diskussion og spørgsmål med eksperter, akademikere og nødhjælpsarbejdere, der trækker bøgernes temaer ud i den virkelige verden og fortæller om, hvordan læserne kan yde støtte. Bøgernes forfattere dukker også op i det virtuelle fællesskab og svarer på spørgsmål og diskuterer bøgerne og deres temaer.
I “Hilse”-chatten, hvor medlemmer kan præsentere sig selv og resten hilse på, præsenterede srilankanske studerende, nigerianske forretningsfolk og amerikanske akademikere sig. Og somaliske FN-medarbejdere, malaysiske ingeniører og syriske nødhjælpsarbejdere bød dem velkommen.
Et kort sekund genopdagede jeg næsten min ungdoms tro på internettets demokratiske potentiale. Og at tale med de to kvinder bag den nyskabende bogklub tvang mig til at gøre artiklen her, der ellers startede som et nogenlunde kritisk interview, til en varm anbefaling.
Humanitær opmærksomhed med nyt billedsprog
Kirsten Gelsdorf hedder drivkraften bag ’Read for Action’. Efter 20 år i FN og andre internationale organisationer er hun nu professor i offentlig administration og international udviklingspolitik ved University of Virginia.
”Efter jeg stoppede i FN og begyndte at undervise, var der ét spørgsmål, jeg blev ved med at vende tilbage til, nemlig hvordan vi bedst muligt kan skabe opmærksomhed om humanitært arbejde,” fortæller hun over Google Meet, og uddyber: ”Hvilke billeder og fortællinger kan du bruge til at skabe forandring gennem politik og borgerinddragelse?”.
Hungersnøden i Yemen hærgede (også) på det tidspunkt, og Kirsten Gelsdorf spekulerede på, hvordan hun kunne gøre flere mennesker opmærksomme på den humanitære krise uden at ty til fortærskede billeder af udmagrede børn og grædende mødre.
”Meget af det visuelle er billeder af fortvivlelse, og det kan have den modsatte effekt,” påpeger Gelsdorf. ”Folk kan føle skam, eller deres empati kan blive overbelastet, så de lukker ned og lader være med at forholde sig til det.”
At afbilde nødhjælpsarbejdere som ’white saviors’ eller misbruge kultur fra det Globale Syd er også altid en risiko. På den anden side må afbildningen heller ikke underdrive krisernes omfang, siger professor Gelsdorf.
Med en bevilling fra University of Virginia i ryggen og hjælp fra OCHA startede Kirsten Gelsdorf et tværfagligt forskningscenter, hvor akademikere fra forskellige baggrunde udtænker nye måder at formidle humanitære kriser og internationalt udviklingsarbejde. En af dem var Adrienne Ghaly, der underviser og forsker i moderne engelsksproget litteratur.
Skønlitteraturen giver fælles rammer og plads til nuancer
Ghaly har – på Gelsdorfs opfordring – skrevet en hvidbog om skønlitteraturens muligheder for at skabe humanitær opmærksomhed og initiativ, ligesom hun i et par år nu har afprøvet hypoteserne på sine litteraturstuderende. Hun fortæller stolt, at adskillige af dem – også flere af de frivillige unge, der var med til at starte ’Read for Action’ – nu tager kandidatgrader i globale udviklingsstudier, international ret eller miljøbeskyttelse.
”Det blev hurtigt tydeligt, at mine elever havde de bedste oplevelser med at læse skønlitteratur,” fortæller Adrienne Ghaly, der også afprøvede andre genrer som journalistik og poesi om flygtninge, klimakrise og rettigheder til landområder på pensum.
”Men mine elever sagde, ligesom forskningen viser, at skønlitteraturen og særligt romanen, er god til at skabe et trygt rum, hvor læseren kan få en dyb og helhedsorienteret forståelse af historiens hovedpersoner og deres verden. Fiktionen er simpelthen bedre til det, fordi det virker mindre afskrækkende end for eksempel journalistik, der jo stikker den ulykkelige virkelighed lige i øjnene på læseren. I en roman er læseren lidt mere på afstand, og derfor kan det være lettere at tale om og handle på,” fortæller Ghaly.
Adriennes tro på litteraturens kraft minder mig om en anden amerikansk professor, min tidligere lærer ved New York University, Susie Linfield. Ligesom Adrienne troede hun helt og holdent på det skrevne ords evner til at flytte holdninger, mennesker og bjerge.
’Read for Action’ arbejder også på at tilbyde deres bogklub som undervisningsforsløb på amerikanske universiteter.
Venligt og vidende fællesskab skal gøre fortvivlelse til medfølelse
Siden lanceringen den 7. november har flere end 700 læsere meldt sig ind i det globale, virtuelle fællesskab. Og Kirsten Gelsdorf og Adrienne Ghaly er glædeligt overraskede over, at mere end halvdelen af medlemmerne er fra andre steder i verden end USA.
”Jeg er meget spændt på, hvilket fællesskab bogklubben kan udvikle sig til,” siger Kirsten Gelsdorf. ”Jeg tror, den kommer på det helt rigtige tidspunkt. Kriserne er overvældende, pandemien har lært os at interagere virtuelt på en meningsfuld måde, og klimaforandringer er globale udfordringer, som vi alle gerne vil gøre noget ved.”
De to akademikere har hver deres faglige briller på, når der skal destilleres viden fra det nytænkende initiativ. Adrienne Ghaly er interesseret i, hvordan skønlitterære romaner kan formidle oplevelser og indfølelse, samtidig med at læsere kan danne fællesskab om delte oplevelser og diskussioner. Gelsdorf er mere interesseret i, hvordan et globalt interessefællesskab kan mobilisere – og mobiliseres – til at skabe forandringer gennem politik eller frivilligt arbejde.
De håber begge, at læseklubben kan gøre flere interesserede i de globale udfordringer og forvandle apati og fortvivlelse til medfølelse og handling.
”Hvis vi kan være med til at gøre vores medlemmer mere nysgerrige på verden og få dem til at føle en samhørighed med mennesker i hele verden, og give dem lyst til at arbejde for udvikling, så er bogklubben lykkedes for mig,” smiler Kirsten Gelsdorf, og tilføjer med et blik til sin kollega: ”…og hvis de bliver ved med at læse!”
Endnu en ny måde at se verden på
Adrienne Ghaly bliver rørt, da jeg opfordrer hende til at dagdrømme om bogklubbens fremtid. Hun undskylder, mens en tåre baner sig vej ned ad kinden.
”Jeg siger til alle mine elever, at det kan godt være de glemmer nogle af detaljerne, vi har talt om i undervisningen. Men de får altid en ny måde at se verden på, når de har læst en bog,” forklarer hun med henvisning til de studerende, hun underviser i litteratur om klimakrise og tabet af biodiversitet.
“Og ingen kan nogensinde tage den oplevelse fra dem. Man kan aldrig glemme en anden måde at se verden på, selvom man glemmer noget om plottet eller konteksten. At opleve, hvordan andre mennesker oplever verden, vil de have med sig i alle valg, de tager, og i alle ting, de kommer til at gå op i,” smiler og snøfter Adrienne Ghaly, inden hun kæmper sig mod konklusionen:
”Jeg håber, at medlemmerne i ’Read for Action’ også får lov til at opleve verden på andre måder, og at det kan gøre os mere forbundne og give os mod og lyst til at skabe forandring.”
Og jeg håber og tror på, at de lykkes. At ’Read for Action’ bliver en succes. Når jeg har sat sidste punktum her, skal jeg i hvert fald hen at hente ’Exit West’, der ligger og venter på mig på biblioteket.
Jeg håber, vi læses ved!
