WWF-rapport: Krybskytter trænger ind i verdensnaturarv

1200px-lake_judd_from_mt_eliza
Thomas Jazrawi

Verdens UNESCO-naturarvsområder over hele kolden er kendt for deres enestående ikoniske skønhed, geologi, økologi og biodiversitet, skriver WWF i en pressemeddelelse tirsdag. 

En stor del af verdens store bestande af sjældne plante- og dyrearter lever i naturarvsområderne, herunder næsten en tredjedel af verdens 3.890 vilde tigre og 40 procent af alle afrikanske elefanter.

Naturarvsområder fungerer som det sidste tilflugtssted for kritisk truede arter som Java-næsehornet i Indonesien og verdens mindste marsvin, golfmarsvinet vaquitas, i Den Mexicanske Golf.

30% af områderne er sårbare
 
På trods af verdensnaturarvsområdernes status som beskyttede områder er hele 30 procent af områderne sårbare over for trusler som krybskytteri, ulovlig skovhugst og ulovligt fiskeri. Et faktum som driver truede arter til randen af ​​udryddelse og truer lokalsamfunds levebrød og trivsel.
 
"Mange verdensnaturarvsområder er truet af destruktive industrielle aktiviteter. Vores nye rapport viser, at områdernes ofte unikke dyr og planter er påvirket af overudnyttelse og illegal handel. Regeringerne må derfor forstærke deres indsats mod krybskytteri og illegal handel med truede dyr og planter markant", siger WWF's internationale generaldirektør, Marco Lambertini og fortsætter:

"Vi har hårdt brug for mere samarbejde og integration mellem CITES, konventionen om verdensnaturarv og nationale myndigheder, så vi kan yde en langt mere koordineret og effektiv indsats mod den illegale handel med dyr og planter. Både når det gælder krybskytteri, smugleri og salg af de ulovlige effekter".

Verdensnaturarv-steder skal beskyttes fuldt ud 

Mere end 90 procent af verdensarvområderne understøtter fritidsaktiviteter og turisme og dermed arbejdspladser. Mange af disse fordele er afhængig af tilstedeværelsen af truede arter. 

Omkring fem procent af Sumatra-tigrene blev dræbt i 2016. Hvis dette krybskytteri fortsætter på samme høje niveau kan tigrene på Sumatra blive fuldstændig udryddet. Det kan så igen medføre formindsket interesse i at beskytte skovene og resultere i yderligere storstilet skovrydning til fordel for palmeolieplantager.
 
"Denne rapport giver en række muligheder for yderligere at forbedre samarbejdet mellem CITES og konventionen om verdensarv, fokuseret omkring verdens naturarvsområder", siger Cites' generalsekretær John Scanlon og fortsætter:

"Det er afgørende at disse uerstattelige steder er fuldt beskyttede. Dermed vil vi gavne vores arv og vores dyreliv, skabe sikkerhed for mennesker og steder, og støtte de nationale økonomier og landsbysamfundene".

Frarøver verden sin naturlige arv 

"Illegal handel med dyr og planter frarøver verden ​​sin naturlige arv, truer lokalsamfund og hæmmer de globale bestræbelser på at reducere fattigdommen",siger Inger Andersen, generaldirektør for den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN og fortsætter:

"Denne rapport dokumenter at denne type organiseret kriminalitet formår at nå helt ind i ellers beskyttede og sikre naturområder. Det er en global udfordring, som kun kan løses gennem kollektiv, internationalt handling".
 
Rapporten understreger, at øget beskyttelse og overvågning i verdensnaturarvsområderne skal ledsages af en større indsats for at begrænse efterspørgslen efter illegale dyr og planter og dele heraf. det kan ske gennem uddannelse, håndhævelse og retsforfølgning.