WWF: Uddød tiger skal atter kunne opleves i Centralasien

Forfatter billede

WWF genudsætter nu uddød tigerart i Kasakhstan. Den blev udryddet for flere årtier siden, men sættes ud i naturen igen i et forsøg på at genetablere den vilde bestand, skriver Verdensnaturfondens danske afdeling i sit seneste elektroniske nyhedsbrev torsdag.

Verdens største kat brøler snart igen i Centralasien. Det skal en særlig genindføringsplan sikre, som WWF, den kasakhiske regering og eksperter fra Kasakhstan offentliggjorde onsdag.

Den kaspiske tiger – eller turan tigeren – er ikke set strejfe om, siden begyndelsen af 1970erne, da bestanden bukkede under for krybskytteri og tab af levesteder.

– Det er en utrolig god nyhed, at tigeren genopstår i Kasakhstan. Den store kat hører til i naturen. Jeg er glad for, at regeringen i Kasakhstan går så målrettet ind i sagen. At genindsætte tigeren i Centralasien er det helt rigtige og kræver stærk beskyttelse og stærke partnerskaber mellem regering og organisationer som WWF, siger Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark.

Hjælp fra tiger-tvilling

Faktisk er allerede 3 tigerarter forsvundet fra denne verden. Det er den netop omtalte kaspiske tiger, som førhen levede i bl.a. Afghanistan, Mongoliet og Kasakhstan, samt java-tigeren og bali-tigeren.

Valget er faldet på at udsætte amur-tigre i den kasakhiske natur, da den er genetisk identisk med den kaspiske tiger. Planen er at flytte amur-tigre – også kaldet sibirisk tiger – fra det østlige Rusland til mindst 400.000 hektar egnede levesteder nær Ili floden syd for Balkhash søen i Kasakhstan.

Den sibiriske tiger er den største af alle tiger-arter og har en tyk pels til at modstå kulden.

Offentliggørelsen kommer efter et frugtbart møde mellem WWF og Kasakhstans premierminister Karim Masimov, som blev holdt i Indien i marts.

– WWF og Kasakhstans miljøministerium vil udarbejde et samlet pro-gram for at genindføre tigeren i naturen. Med en stærk beskyttelsesplan på plads vil den inden længe igen kunne ses strejfe rundt i Centralasien, sagde Igor Chestin, der er direktør for WWF i Rusland, umiddelbart efter mødet.

Tigre i lille fremgang

Det nye initiativ lægger sig i kølvandet på en række positive nyheder for verdens stærkt pressede bestand af tigre. I november sidste år blev 13 tigerlande ved et historisk tiger-topmøde i Rusland således enige om at fordoble antallet af den vilde kat inden 2022.

Der er tale om en historisk genopretningsplan, kaldet Global Tiger Recovery Programme (GTRP). Det var første gang, at delegerede fra flere lande var samlet for at lave en handlingsplan for én enkelt dyreart – se mere på http://wwf.panda.org/?uNewsID=199237

Og sidst i marts i år blev der holdt endnu et tiger-møde. Det var her, hvor nyheden om at genetablere tigeren i Kasakhstan blev lanceret, og Indien kunne samtidig oplyse, at antallet af tigre i deres land er (lidt) stigende.

– Selv om det er gode nyheder, at bestanden af tigre genetableres i Kasakhstan, skal vi huske på, at tigeren langt fra er reddet endnu, siger Gitte Seeberg.

– Verdens bestand ligger på det laveste niveau nogensinde. Der er kun 3.200 vildtlevende eksemplarer tilbage i naturen. I begyndelsen af det 20. århundrede var der omkring 100.000. Derfor er tigeren stadig kun en knivspids fra at blive udryddet. Vi skal blive ved med at kæmpe for den store kat, slutter hun.

FAKTA

3 arter af tigre er i dag uddøde – bali-tigeren, java-tigeren og den kaspiske tiger. Der er 6 arter tilbage i naturen.

Der lever i dag kun tigre i Bangladesh, Bhutan, Burma, Cambodia, Kina, Indien, Sumatra, Laos, Malaysia, Nepal, Rusland, Thailand og Vietnam.

93 procent af tigernes levesteder er ødelagte.

WWF anslog i 2010, at flere end 1.000 vilde tigre i de seneste 10 år er blevet dræbt som følge af krybskytteri eller fælder.

Den kaspiske tiger har traditionelt været et vigtigt kultursymbol i Kasakhstan og Centralasien.

Den russiske premierminister, Vladimir Putin, var vært ved tiger-topmødet i Rusland, som man kan læse mere om på http://www.wwf.dk/dk/Menu/Nyheder/2010+var+i+sandhed+tigerens+år

Yderligere oplysninger hos:
pressechef Charlotte Brix Andersen
tlf. 31 72 85 60 eller e-mail: [email protected]