Yunus nu helt ude af Grameen Bank

Forfatter billede

Nobelprismodtager og direktør for Grameen Bank, kendt for mikrolån til fattige, Muhammed Yunus, forlader sin post efter at have tabt flere retssager i Bangladesh. Landets regering mener, han har overtrådt aftaler og er for gammel.

Muhammed Yunus forlader posten som direktør for Grameen Bank efter at regeringen i Bangladesh har vundet flere retssager mod ham, skriver epn.dk.

Formelt blev han afsat allerede 2. marts, fordi regeringen henholdt sig til lovens bogstav om, at statslige embedsmænd skal træde tilbage, når de bliver 60 år, skriver BBC online.

Yunus nægtede at forlade stillingen. Siden har han tabt flere retssager overfor regeringen.

– Jeg tager denne beslutning for ikke at skade Grameen Bank, siger Muhammed Yunus ifølge epn.dk.

Ifølge BBC online er den virkelige årsag, at Muhammed Yunus ragede uklar med premierminister Sheikh Hasina i 2007.

Dengang forsøgte Muhammed Yunus at stifte sit eget politiske parti.

Muhammed Yunus fik nobelprisen i 2006 for sit arbejde med at give små lån til fattige, så de kunne starte deres egne virksomheder.

8 millioner mennesker har fået mikrolån eller anden hjælp fra Grameen Bank.

Ny direktør i banken bliver hidtidig vicedirektør, Nurjahan Begun.