Swaziland: 40 års undertrykkende enevælde – og dansk bistands-nej

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Kommentar af Peter Kenworthy

Den 12. april 1973 erklærede Swazilands konge undtagelsestilstand, gjorde alle politiske partier ulovlige og begyndte at regere per dekret.

Grunden hertil var, at borgerne i det lille sydafrikanske land – efter kun fem års uafhængighed fra Storbritannien – formastede sig til at give et oppositionsparti til kongen nogle få mandater i parlamentet.

Nu 40 år senere har Swaziland godt nok et partiløst skindemokrati, men den enevældige konge Mswati III har stadigvæk det sidste ord i alle beslutninger, og han bruger landets pengebeholdning som om den var hans egen, mens de fleste af hans undersåtter lever i yderste fattigdom.

2/3 af Swazilands indbyggere overlever for under en dollar (ca. 5,70 kr.) om dagen, mange på fødevarehjælp fra FN, en stor del står uden arbejde, og landets fredelige demokrati-bevægelse betragtes som terrorister og bekæmpes med alle midler af brutale politistyrker.

Danmark besluttede sidste år, at al udviklingsbistand til lilleputlandet mellem Mozambique og Sydafrika skal indstilles ved udgangen af 2014, da Swazilands bruttonationalindkomst (BNI) nu ligger over en arbitrær grænse på 2.630 dollars pr. indbygger.

Dette vil betyde, at flere projekter, der bl.a. forsøger at uddanne folk på landet i demokratiforståelse og skabe en slagkraftig demokratibevægelse, ikke mere vil modtage penge fra den danske stat efter 2014.

”Hvis Danida stopper støtten nu, da demokratibevægelsen er ved at finde fodfæste, og hvor mulighederne for forandring er store, vil det have store konsekvenser. Ikke mindst fordi Danidas støtte har været en stor hjælp”, siger Wandile Dludlu fra Swaziland United Democratic Front.

Frontens Danida-støttede projekt står til at blive stoppet i 2014.

Cand.scient.soc. Peter Kenworthy er tilknyttet den danske NGO, Afrika Kontakt