29 ngo’er: Obama bør støtte våbenembargo mod Sydsudan

Forfatter billede

I et brev til præsident Obama opfordrer sydsudanske og internationale organisationer til et stop for våben til Sydsudan. De frygter en forværring af den i forvejen blodige konflikt.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, bør gå forrest for at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en embargo der kan sikre, at der ikke sælges våben til de stridende parter i Sydsudan.

Den opfordring kommer torsdag i et åbent brev til Obama fra 29 sydsudanske og internationale menneskeretsgrupper, humanitære organisationer og andre.

Blandt underskriverne er blandt andre Amnesty International og Human Rights Watch.

Tusinder af civile har mistet livet i konflikten, der begyndte for lidt over et år siden.

Mange af ofrene er blevet dræbt på grund af deres etnicitet eller formodede politiske tilhørsforhold.

Flere våben er benzin på bålet

Urolighederne har sendt omkring 1,9 millioner mennesker på flugt fra deres hjem, og både regeringsstyrker og oppositionstilhængere har plyndret og nedbrændt mange byer og landområder.

”Flere våben vil betyde mere benzin på bålet, flere angreb på civile, vilkårlige drab, voldtægt, afbrænding og plyndring,” siger Geoffrey Duke, der er sekretariatsteamleder i South Sudan Action Network on Small Arms.

”Præsident Obama bør gøre alt, hvad han kan for at sikre, at dette år ikke er en gentagelse af det rædselsfulde sidste år for Sydsudan. Tiden er inde til at handle.”

Konflikten i Sydsudan ser ud til at fortsætte, og de 29 organisationer bag brevet til Obama er bekymrede for, at der vil ske flere alvorlige menneskeretskrænkelser og overtrædelser af folkeretten.

Flere organisationer har siden begyndelsen af 2014 opfordret til en våbenembargo gældende for Sydsudan.

USA har ansvaret for at udarbejde resolutioner og udtalelser vedrørende Sydsudan i FN’s Sikkerhedsråd, skriver Human Rights Watch.

Læs opfordringen til Obama her