I 2010 startede Ulandssekretariatet et samarbejde med CESTRAR (Centrale des Syndicats des Travailleurs du Rwanda) om at skaffe flere medlemmer til hovedorganisationen. CESTRAR fik støtte fra Ulandssekretariatet til at udforme strategien og føre den ud i livet.
Ulandssekretariatet har også støttet CESTRAR i uddannelse af tillidsfolk, fx basale rettigheder, social dialog og forhandling. I forløbet har der været fokus på social dialog mellem arbejdsgiver og arbejdstager efter dansk forbillede for at undgå konflikter på arbejdspladsen om eksempelvis barsel og uberettiget fyring.
Der er en gryende forståelse hos de rwandiske arbejdsgivere og fagbevægelse for at løse problemerne i fællesskab. Der opstår færre konflikter og produktiviteten stiger, og den øgede organisering er med til at styrke selve fagbevægelsen.
Fremgang direkte forbundet til samarbejdet
Støtten består blandt andet af de ressourcepersoner, som Ulandssekretariatet har haft i Rwanda. Ressourcepersonerne har været med til at oplære tillidsfolk, blandt andet i forhandling, rekruttering og rettigheder.
Vigtigt med synlige resultater
Mange arbejdere i Rwanda har ikke nødvendigvis råd til at melde sig ind i en fagforening. Det kan derfor være et stort sats at melde sig ind, når det i forvejen kniber med at brødføde sig selv, og sin familie.
Det er derfor vigtigt, at medlemmer kan se, at fagforeningen kan påvise konkrete resultater. Det har CESTRAR vist blandt andet ved sikrere arbejdsforhold for motorcykeltaxichauffører og 12 ugers betalt barsel til kvinder.