DOKUMENT gengivet fra Udenrigsministeriets hjemmeside. Artikel i Politiken den 19. april.
Af Carin Jämtin, Frafjord Johnson, Paula Lehtomäki, Per Stig Møller og Peter Piot
Efter 20 års aids-epidemi udgør kvinder i dag halvdelen af de 40 millioner mennesker verden over, som lever med hiv. I Afrika, hvor epidemien er af ældre dato, er 60 procent af alle hiv-smittede kvinder. Og for unge kvinder mellem 15 og 24 år er risikoen for at blive smittet 2,5 gange større end for unge mænd.
Der er flere årsager til, at kvinder rammes hårdere end mænd. Mange kvinder har ikke tilstrækkelig viden om aids. De har ikke adgang til forebyggelse og ofte medfører kønsdiskriminering og ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, at kvinder ikke har mulighed for at insistere på sikker sex.
Der mangler også stadig en billig og effektiv forebyggelsesmetode, der kan kontrolleres af kvinder, som f.eks. microbicider. Det er et præparat, der kan yde beskyttelse for kvinder og par, som ikke bruger kondom som beskyttelse.
Kvindernes sårbarhed forstærkes af, at kvinder og piger mange steder ikke har adgang til uddannelse, ejendomsret, beskyttelse mod vold og økonomisk sikkerhed.
Så længe det er tilfældet, får de ikke del i de fremskridt, der gøres på aids-fronten.
Mange forebyggelsesprogrammer mod hiv/aids er baseret på anbefalinger om “seksuel afholdenhed, trofasthed mod én partner og anvendelse af kondom”.
Alt for mange kvinder og piger kan imidlertid ikke bruge dette budskab til noget. Dér, hvor voldtægt og andre former for seksuel vold er almindelig udbredt, er seksuel afholdenhed og insisteren på brug af kondom ikke en realistisk mulighed for de fleste kvinder.
Mellem en femtedel og halvdelen af piger og unge kvinder over hele verden beretter, at de fik deres første seksuelle erfaringer under tvang. Kun 11 procent af kvinderne i Zambia mener, at de har ret til at bede deres mand bruge kondom.
Ægteskab er heller ikke løsningen. I u-landene er virkeligheden den, at størstedelen af kvinderne bliver gift, inden de er 20, og gifte kvinder har højere frekvens af hiv-smitte end deres ugifte, seksuelt aktive medsøstre.
Samtidig bærer kvinderne en uforholdsmæssig stor del af den byrde, som er forbundet med at yde omsorg for og pleje af de aids-syge. I fattige familier kan en aids-patient lægge beslag på op mod en tredjedel af familiens arbejde, først og fremmest kvindernes.
I store dele af Afrika undergraver epidemien således familiens og lokalsamfundets evne til at bidrage til landets økonomiske udvikling og truer i sidste ende familiens egen overlevelse.
Det drastiske fald i en families indkomst, der opleves, når hovedforsørgeren bliver syg eller falder bort, og når øgede ressourcer må anvendes på pleje, resulterer ikke sjældent i, at børnene bliver taget ud af skolen – og pigerne er de første det går ud over. Over hele Afrika kan der registreres en nedgang i antallet af børn, der deltager i skoleundervisning.
Slagord er ikke nok, hvis man ønsker at reducere kvinders sårbarhed over for aids. For effektivt at bekæmpe aids må vi først forstå, hvordan kvinder bliver behandlet og hvorfor.
Der er behov for en omfattende strategi, som skal sikre og udvide pigers adgang til uddannelse, især på de højere klassetrin, og styrke den retslige beskyttelse af kvinders ejendomsret og arverettigheder.
En sådan strategi må også omfatte tiltag, der kan medvirke til at udrydde diskrimination og vold mod kvinder og piger og sikre dem lige adgang til forebyggelse og livsforlængende behandling.
I mange lande verden over er lige adgang og ejerskab til jord, bolig og anden ejendom indarbejdet i den nationale lovgivning baseret på de internationalt vedtagne beslutninger på menneskerettighedsområdet.
Men i udviklingslandene nægtes et stort flertal af kvinder og piger denne rettighed. Det gør dem yderligere udsatte over for vold, fattigdom og hjemløshed.
Fattigdommen medvirker til at øge spredningen af hiv-smitte, når kvinder tvinges til at acceptere usikker sex til gengæld for penge, bolig, mad eller uddannelse.
Det er ikke alene kvindernes ansvar at afhjælpe disse skævheder – mændene må involveres fuldt ud. I første omgang er det nødvendigt, at de tager fuldstændig afstand fra vold mod kvinder, tager ansvar for deres døtres uddannelse og påtager sig deres del af pasningsbyrden.
De nordiske lande har en lang tradition for at arbejde for kvinders rettigheder både i vore egne lande og internationalt. Men der er behov for at forstærke indsatsen for at sikre, at kvinders rettigheder bliver reflekteret i vores indsats for at bekæmpe hiv/aids.
Der er behov for en bred indsats, der sikrer, at denne dimension af hiv/aids problematikken indarbejdes i politikker og programmer. Vi ved, at særlige indsatser målrettet mod kvinder ikke er løsningen. Det er lige så vigtigt at se på mændenes rolle og inddrage dem i processen. Uden en ændring af mænds adfærd vil vi kun opnå små fremskridt.
Der er tiltag på vej, eksempelvis det verdensomspændende fremstød “Uddannelse for Alle”, eller WHOs og UNAIDS kampagne for at sikre, at 3 millioner i u-landene får adgang til livsforlængende behandling senest i 2005; og at halvdelen af dem, der tilbydes behandling, skal være kvinder.
Men der er behov for mere, og det haster.
I den voksende globale kamp mod aids er der ikke råd til at overse kvinderne. Der er behov for en særlig indsats for at sikre, at dette ikke får lov til at ske.
Derfor har UNAIDS samlet en højprofileret gruppe af mænd og kvinder – Den Globale Koalition vedr. Kvinder og AIDS – som forener aktivister, regeringsrepræsentanter, berømtheder og frivillige hjælpere, der er gået sammen om at arbejde for at forbedre livsvilkårene for kvinder og piger.
Opfordringen til at styrke kvinders rettigheder er ikke et nyt fænomen, men hiv/aids epidemiens ødelæggende konsekvenser gør det endnu mere påtrængende.
For millioner af kvinder verden over lød dommen i forvejen på et liv med hårdt arbejde. Aids har vendt den til en dødsdom.
Vi ved, hvad der virker i forhold til at mildne den altødelæggende aids-byrde for kvinderne. Og vi har ressourcer til at ændre situationen.
Men der skal være politisk vilje, både internationalt og i de enkelte lande, der er ramt af epidemien, for at vores indsats også kommer til at gøre en forskel i praksis. Der er ingen tvivl om, at det bl.a. vil forudsætte en ændring af de traditionelle magtforhold.
Carin Jämtin er Sveriges udviklingsminister
Frafjord Johnson er Norges udviklingsminister
Paula Lehtomäki er Finlands minister for udenrigshandel og udvikling
Dr.phil. Per Stig Møller er Danmarks udenrigsminister
Dr. Peter Piot er eksekutivdirektør for FNs HIV/AIDS Program (UNAIDS)
Kilde: www.um.dk
