Den 3. oktober blev menneskerettighedssituationen i Tanzania for første gang diskuteret i FN’s Menneskerettighedsråd, oplyser IWGIA.
Under det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor alle FN’s medlemsstaters menneskerettighedssituation løbende vurderes, blev der under et af punkterne spurgt kritisk ind til de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som indfødte folk i Tanzania (nomadiske og semi-nomadiske pastoralister og jæger/samlere) udsættes for. Krænkelserne omfatter blandt andet voldsomme tvangsforflytninger.
Disse tvangsforflytninger foretages uden nogen form for forudgående dialog med de berørte folk og uden efterfølgende kompensation eller tildeling af alternativ jord. Tvangsforflytningerne indebærer grove menneskerettighedskrænkelser, underminerer de indfødte folks livsform, kultur og overlevelsesmuligheder og efterlader dem i dyb fattigdom.
På mådet gik Danmark og Finland i front med at stille kritiske spørgsmål til den tanzanianske regering vedrørende krænkelser af indfødte folks rettigheder, og begge lande kom med anbefalinger til forbedringer. Andre lande såsom Norge, Holland, Polen, Letland, Sydafrika og Mexico tog ligeledes emnet op.
politiken.dk
Indfødte folks organisationer i Tanzania har fulgt UPR processen og leveret input til den i form af en såkaldt ”Stakeholder report” sendt til Menneskerettighedsrådet. Repræsentanter for de indfødte folks organisationer deltog også i UPR sessionen den 3. oktober, og har efterfølgende udsendt en fælles pressemeddelelse.