Kommentar af Peter Kenworthy
I juli kritiserede udviklingsministeren, at man ”sætter sig sammen med høvdingen”, ligesom han fortæller afrikanerne, at de skal droppe fælles ejerskab til jorden og privatisere den, samt se at få indført markedsøkonomi snarligst muligt.
Igen i et debatindlæg i Politiken torsdag den 22. august, siger Christian Friis Bach, at dem der ikke er enige med hans holdninger vil ”indrette Afrika som et biodynamisk frilandsmuseum uden udenlandske investeringer”, og at de ”har en romantisk forestilling om, at Afrika udvikler sig, hvis intet forandres”.
Jeg vil vælge at se bort fra kravene om privatiseringer og markedsøkonomi, der mildest talt ikke har været nogen succes for den brede befolkning i Afrika, samt ministerens nedladende tone, og fokusere på hans tilsidesættelse af såvel dialog som afrikanske kulturelle institutioner.
For civil-samfundets opgave burde da netop være at samarbejde med de aktører og magt-strukturer der er, selv om vi ikke nødvendigvis er enige med dem – for at skabe forandring for den brede befolkning.
Vi behøver ikke nødvendigvis at acceptere de værdier deres magt bygger på, men i hvert fald acceptere at de har en magtposition i deres respektive samfund, som man må forholde sig til, hvis man vil forsøge at ændre den.
Afrika Kontakt går eksempelvis altid i konstruktiv dialog med den til enhver tid siddende udviklingsminister, i erkendelse af, at det er i vores og vore partneres interesse at forholde sig til den magt, der ligger i ministerembedet, selv om vi ikke nødvendigvis er enige med ministeren.
Skal man bare forkaste gamle traditioner?
Det er ikke fordi, vi dermed mener, at Afrikas mange udemokratiske høvdinge repræsenterer en højere form for demokrati end vores, og dermed ikke skal kritiseres eller udfordres.
For der er stor forskel på hvor inddragende og demokratiske høvdinge er, bare spørg høvdingesønnen Nelson Mandela.
Men derimod i erkendelse af, at 50 års mere eller mindre liberalt demokrati i Afrika ikke entydigt har vist mærkbare resultater for store dele af de afrikanske befolkninger.
Hvorfor befolkningerne ikke sådan uden videre vil forkaste hundredårige traditioner, der i mange tilfælde har givet dem en vis stabilitet, bare fordi den danske udviklingsminister fortæller dem, at de skal gøre det.
Hvis vi ønsker at ændre magtforholdet, må vi sikre os, at det er i afrikanernes interesse, samt at de er inddraget i processen, for det er i sidste ende dem, der kan og skal skabe forandringerne i deres samfund, ikke os.
“Vore projekter viser at ministeren tager fejl”
Afrika Kontakts projekter viser helt konkret, at udviklingsministern tager fejl, når han forsøger at tvinge sine værdier og politiske og økonomiske systemer ned over hovedet på dem som hele dette drejer sig om, nemlig almindelige fattige mennesker i u-landene og deres lokale samfund.
En af vore partnerorganisationer, Institute for Young Women Development (IYWD), uddanner og mobiliserer fattige unge kvinder i landområderne i Zimbabwe, laver fortalervirksomhed for at skabe opmærksomhed om politisk motiveret vold imod kvinder.
Fortalervirksomheden er i denne sammenhæng konstruktiv dialog med høvdinge og andre traditionelle ledere.
Forkvinden for IYWD, Glanis Changachire, har selv oplevet at blive diskrimineret og i det hele taget ikke blive taget alvorligt i hendes landsbysamfund, blot fordi hun var en ung kvinde, der ønskede at have indflydelse på hendes eget og hendes lokalsamfunds liv.
Men selv om hun således selv kender til diskrimination og forskelsbehandling, mener Glanis at dialog mellem de unge kvinder, og de traditionelle ledere er vejen frem. Ikke mindst fordi denne dialog er en væsentlig måde at stoppe diskriminering af kvinderne.
”Vi er i dialog med de traditionelle ledere, fordi de er kulturbærende, og fordi de derved har en væsentlig rolle i forhold til det diskriminerende syn på kvinder, og den vold der følger med dette syn”, fortæller hun og uddyber:
“Gennem vore projekter har vi skabt en dialog mellem de unge kvinder og de traditionelle ledere, for sammen at forsøge at håndtere problemerne for kvinderne i deres landsbyer”.
”Dette har bl.a. medført, at IYWD-trænede medlemmer er inviteret til at spille en para-juridisk rolle i traditionelle retssager, der ofte er diskriminerende overfor kvinder. Samtidig bliver de bedt om at rådgive høvdingene om sager der involverer unge kvinder”.
Høvdingene har i øvrigt også selv udtrykt bekymring for det stigende antal voldtægtssager i lokalsamfundene, og bedt de unge kvinder om at rapportere sager til dem, så de skyldige kan blive retsforfulgt.
Kvinder er blevet aktive i politik
IYWD’s mere overordnede resultater er heller ikke til at tage fejl af.
Ud over at de unge kvinder gennem deres aktiviteter har fået såvel lokalsamfundenes og høvdingenes respekt, stillede flere kvindelige medlemmer af IYWD op til det seneste parlamentsvalg – noget som ville have været uhørt for få år siden.
”De traditionelle ledere har fået en forståelse af, at unge kvinder er lige så kompetente som mændene i debatter og beslutningsprocesserne i landsbyerne, på grund af IYWD’s arbejde og dialog med dem”, gør Glanis Changachirere gældende og slutter:
”Det at vi som almindelige borgere er gået i dialog med de eksisterende magtstrukturer, har gjort at vi bedre kan få sat fokus på de omfattende problemer med vold mod kvinder i Zimbabwe”.
Glanis’ erfaringer viser således med al tydelighed, at udvikling sker gennem dialog. At udvikling tager tid. Og at udvikling sker nedefra og indefra, og dermed ikke kan eller skal dikteres.
Hvis vi ønsker at ændre magtforholdet, må vi sikre os, at det er i afrikanernes interesse, samt at de er inddraget i processen.
For det er i sidste ende dem, der kan og skal skabe forandringerne i deres samfund, ikke os.
Peter Kenworthy er informationsmedarbejder i NGOen Afrika Kontakt
