Af Anne C. Hoff, landedirektør for IBIS i Mozambique
Filipe Nyusi, Mozambiques nyvalgte præsident, blev valgt som ny partiformand for Frelimo i Mozambique, mens den afgående præsident Guebuza måtte træde tilbage fra formandsposten. Det giver nyt håb om konsolidering af freden i Mozambique.
Magtkampen, som i disse dage præger regeringspartiet Frelimo, skal ses i sammenhæng med, at partiet er under pres fra det største oppositionsparti Renamo.
Renamo, som siden det markante valgnederlag i 2004 af mange blev dømt ude, har fået et comeback ved sidste valg.
Forud for valget var der gået 18 måneders væbnet kamp mellem regeringsstyrker og Renamo.
Den daværende præsident Armando Guebuza havde sendt sin forsvars minister i byen med en svær opgave, nemlig at knække Renamo partiet engang for alle og i særdeleshed Renamo partiets formand, Alfonso Dhlakama.
Filipe Nyusi, den daværende forsvarsminister, måtte give fortabt sammen med resten af den politiske magtelite.
Det lykkedes ikke at knække oppositionspartiet, ej heller at tage livet af oppositionslederen Alfonso Dhalakama.
I stedet indtrådte Alfonso Dhlakama i valgkampen efter at der blev indgået en fredsaftale 5. oktober 2014, der på mange måder er en gentagelse indholdsmæssigt af fredsaftalen fra 1992, der endte den 16 årige lange borgerkrig.
Fejl og valgsvindel
Præsidentvalget blev gennemført den 15. oktober 2014 og selve valgprocessen blev kritiseret af toneangivende meningsdannere og civilsamfundsorganisationer for at være behæftet med fejl og mangler med udbredt valgsvindel til følge.
Et flertal af Forfatningsrådets medlemmer blåstemplede valget til trods for, at en del af de såkaldte ”editais” var forsvundet (de originale stemmelister, som skal stilles til rådighed for at Forfatningsrådet kan verificere og godkende valgresultatet).
Snydt for præsidentposten
Det er svært at sige noget præcist om den udbredte valgsvindel havde afgørende betydning for valgets udfald, der sikrede Frelimo en fortsættelse af regeringsmagten, som har været uafbrudt siden uafhængigheden.
Men der er ingen tvivl hos Renamo, der mener at de endnu engang er blevet snydt for præsidentposten, ligesom partiet blev det ved præsidentvalget i 1999.
Alfonso Dhlakama er blevet kaldt ”Messias er vendt tilbage” og ”Mozambiques Obama”, og har siden han indtrådte i valgkampen og til nu tiltrukket tusindvis af mozambikanere til sine offentlige møder, der stadig finder sted rundt om i landet.
Magtkamp
Med sine formelle valgsejre i 5 ud af 11 provinser forlanger Renamo indflydelse og magt.
Det største oppositionsparti har siden valget i oktober 2014 opretholdt presset på Frelimo og har forlangt at deres parti får retten til at regere i de provinser, hvor de har vundet.
Den nyvalgte præsident Filipe Nyusi har udvist en vis åbenhed over for Renamo og trodsede den nu afgåede partiformand ved at invitere Alfonso Dhlakama til møde, og opfordrede Renamo til at fremsætte et konkret forslag, der senere skal diskuteres i parlamentet.
Dette blev ikke vel modtaget af Guebuza fløjen i Frelimopartiet, som er kendt som hardliners, der ikke er indstillet på at dele magten med oppositionen.
Magtkampen i Frelimo partiet tog til og kulminerede denne weekend, hvor 197 medlemmer af centralkomiteen mødtes i Matola, udenfor hovedstaden Maputo.
Udbredt korruption
Mozambique, som igennem mange år er blevet kaldt donor darling blandt det internationale samfund, står på mange måder ved en skillevej.
Ti års kontinuerlig økonomisk vækst på omkring otte procent årligt har ikke medført et fald i fattigdomsraten, som holder sig på godt 54 procent af befolkningen.
Ulighedsgabet mellem de få rige og de mange fattige øges. Den politiske økonomi er i stigende grad drevet af økonomiske interesser i relation til de mange naturressourcer i Mozambiques undergrund.
Frelimo har i samme periode intensiveret deres kontrol over staten så der i dag eksisterer en næsten total sammenblanding af parti og stat med magtmisbrug og udbredt korruption til følge.
BRICS-lande stiller ikke krav
I årevis har Mozambique finansieret halvdelen af sit statsbudget gennem donormidler, men hvis vi lige ser bort for en kort donorstrejke i 2010, har det internationale samfund oftest sat egne økonomiske interesser højere end vigtigheden af at sikre en effektiv styrkelse af demokratiet og en bekæmpelse af fattigdommen.
Det internationale samfund, som donorgruppe, er under pres, når det gælder muligheden for at øve effektiv indflydelse på landets politikker.
Den politiske dialog mellem donorerne og regeringen har ikke den samme tyngde i dag, som den havde for 10 år siden.
De nye venner, set med regeringens øjne, er de såkaldte BRICS lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), som ikke lægger samme vægt på god regeringsførelse og demokrati.
Særligt de nordiske lande, herunder Danmark, som til stadighed forsøger at holde fast i krav om inklusiv vækst, god regeringsførelse, menneskerettigheder, presse frihed, respekt for flerparti systemet, står mere og mere alene med de krav.
Håb om større politisk tolerance
Med Filipe Nyusi, som nu både er formand for partiet og landets præsident, åbnes der mulighed for at de reformvenlige medlemmer af regeringspartiet kan få en stærkere platform at arbejde ud fra.
Det giver håb om større politisk tolerance og anerkendelse af oppositionens ret til indflydelse.
Vi skal dog ikke glemme, at der stadig er fremtrædende medlemmer af regeringspartiet, som ikke ønsker at dele den politiske og økonomiske magt med andre end dem selv.
Så selvom Nyusi fløjen vandt en vigtig sejr i denne weekend, er der mange ting der endnu skal falde på plads internt i partiet, og i forhandlingerne med Renamo, førend vi med sikkerhed kan sige, at freden i Mozambique er konsolideret.
