Docs & Talks
Docs & Talks er en filmfestival arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Cinemateket og Forum for Film og Formidling.
Festivalen viser dokumentarfilm om globale konflikter og udviklingstendenser efterfulgt af foredrag og debat med DIIS-forskere, instruktører og inviterede eksperter – fra migranter til militærfolk.
Docs & Talks finder sted i Cinemateket i København fra d. 21.- 26. februar 2017.
Der er ikke et tomt sæde tilbage i biografsalen. Folk genkender gamle kolleger og bekendte fra udviklings- og nødhjælpsarbejdet på kryds og tværs mellem stolerækkerne, og der bliver udvekslet minder og opdateringer om mellemliggende år på dansk og engelsk. Stemningen er forventningsfuld og god til denne aften i Docs & Talks-regi – en filmfestival, der arrangeres af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Cinemateket og Forum for Film og Formidling. Aftenens film, ’Poverty Inc.’ præsenteres og sættes i gang, og de næste halvanden time er der helt stille i salen bortset fra en stille puslen blandt enkelte tilskuere, der tager noter på tablets eller telefoner.
’Poverty, Inc.’ er en flodbølge af information med samme grundlæggende budskab som Dambisa Moyos bog 'Dead Aid' fra 2009. Den løber hele vejen rundt om fattigdomsindustrien og berører den fra alle sider: Fra de lokale forretningsmænd overalt i lavindkomstlandene, der ikke kan konkurrere på priserne mod gratis nødhjælp og går konkurs, over Haiti, der gennem sin transformation fra naturkatastroferamt økonomi til økonomisk katastrofe er et tekstbogseksempel på afhængighedsskabelse, gennem tidligere nødhjælpsarbejdere og andre eksperter, der bekræfter historien om fastholdelse i fattigdom, over en socialkonstruktivistisk analyse af fattigdomsindustrien og videre til løsningen på det hele: Private virksomheder.
Man føler sig ganske overvældet af al den selvbekræftende information. Derfor opdager man næsten ikke, at der stort set ikke er nogle fattige, regeringsfolk, nødhjælpsarbejdere eller -organisationer, der bliver interviewet, og at der kun præsenteres nødhjælpsprojekter, mens udviklingsbranchen slet ikke nævnes.
Visuel perfektion
’Poverty, Inc.’ er meget smukt sammensat. Der er ikke sparet på de visuelle effekter og heller ikke på filmholdets rejseudgifter for at være on location og få alle de (for filmens præmis og argumentationslinje) rigtige interviews med. Den bruger veloplagt og velfungerende infografik til at beskrive og forklare alt fra dét, der adskiller de fattige fra middel- og højindkomstlagene, til den franske sociolog Emile Durkheims teori om social facts.
Der er en sådan blanding af indgangsvinkler til fattigdomsbeskrivelsen og beskrivelsen af fattigdomsindustrien, at man bliver fuldkommen mæt af information og næsten ikke kan kapere mere til sidst. Det er en meget flot lavet og meget overbevisende film, og den får mange af de helt store navne med, for eksempel bangladeshiske Muhammad Yunus, grundlæggeren af Grameen Bank.
Alt er mesterligt klippet sammen i én lang kritik af nødhjælpsarbejde: Det skaber afhængighed, ødelægger lokal industri, stigmatiserer fattige, tager initiativet fra folk i stedet for at hjælpe dem, forårsager uønskede fænomener såsom børnehjem, der er fulde af børn med levende forældre, og frem for alt ændrer det ikke på fattigdommen.
Samtidig er kritikken krydret med skarpe observationer om fattige. Nogle er gammelkendte (som sammenligningen mellem fattige og Bonzai-træer: De gror ikke op og bliver så høje og stærke, som de burde, fordi de er spærret inde i en lillebitte urtepotte, der består af manglen på adgang til (markeds-)information, juridisk rådgivning, investeringskapital, uddannelse og forbindelser). Nogle er nye eller sat på spidsen (som en latinamerikansk forsker, der satte sig for at finde ud af, hvor lang tid, det ville tage at oprette en virksomhed, hvis man var fattig. Han kunne selv få oprettet én på under en måned, mens det for hans fattige forsøgsvirksomhed tog over et år).
Løsningen, der bliver præsenteret, er private virksomheder. Og adgang til (markeds-)information sammen med fjernelse af toldbarrierer og subsidierede overskudsvarer. Private virksomheder vil løfte folk ud af fattigdom og vil skabe rettigheder til jord og ejendom. De vil skabe uddannelsesinstitutioner og social infrastruktur (eller rettere en brugerbetalt erstatning for det). De vil give adgang til rettigheder og skabe lighed for loven.
Ensidig argumentation
Hvis man stadig har lidt kritisk sans tilbage efter halvanden times meget overbevisende surround-argumentation imod nødhjælpsarbejde – og det var der en stor del af publikum, der havde – begynder man måske at spekulere over, at alle de interviewede har meninger, der næsten passer for godt sammen, og hvor alle næsten er for enige om nødhjælpens grusomhed. Der var en blandt publikum, der kaldte filmen ”En propagandafilm for private virksomheder”.
Det blev påpeget, at der faktisk ikke er nogen af de fattige, der selv får lov at udtale sig, ligesom de regeringer, der bliver kritiseret for ikke at stille den sociale og retslige struktur til rådighed, ikke bliver spurgt, hvorfor de ikke gør det. Og det bliver faktisk slet ikke nævnt, at der er ngo’er, der arbejder langsigtet med rettighedsbaserede projekter.
Tim Whyte, der er uddannet historiker og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og sad i panelet sammen med DIIS-forskerne Adam Moe Fejerskov og Neil Webster, påpegede, at i et land som Danmark har det ikke været private virksomheder, men arbejder- og andelsbevægelsen, der skaffede rettigheder. Rettigheder til jord, stemmeret, adgang til uddannelse og andre basale rettigheder. Han mener, at det svært at se, hvordan fjernelsen af handelsbarrierer og indførelsen af en masse nye, private initiativer skal kunne erstatte folkelige bevægelser, der er store og velorganiserede nok til at stille krav til regeringer.
Det vil utvivlsomt gøre det lettere for nogle mennesker på det individuelle plan at løfte sig ud af fattigdom, men hvorvidt det vil have nogen effekt på – eller det nye lag af private mikrovirksomhedsejere vil have nogen reel interesse i – kollektive rettigheder, er et åbent spørgsmål. På den anden side er det også et åbent spørgsmål, om arbejderbevægelsesmodellen virker i lande, hvor over halvdelen befolkningen er beskæftiget i den uformelle sektor.
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt en film som denne kunne gøre mere skade end gavn, og om hvem dens målgruppe egentlig var. Panelet var enige i, at det nok ikke ville have nogen positiv effekt, hvis en film som ’Poverty Inc.’ blev vist for den danske regering, der allerede er i gang med at skære ned på udviklingssektoren. Samtidig mente man, at der nok var visse dele af nødhjælps- og udviklingssektoren (som den gruppe, der sad i biografsalen), der godt kunne få noget nyttigt ud af at se den, fordi den belyser sagen fra mange sider og berører nogle problemer, der vitterligt findes i branchen.
Flot film, lidt flov fornemmelse
’Poverty, Inc.’ er en meget flot film, hvor der ikke er sparet på kræfterne for at under- og udbygge bevisbyrden mod fattigdomsindustrien. Den er så overvældende og overbevisende, at man lige skal virre med hovedet og synke et par gange, før det går op for én, at den løsning, filmen præsenterer, ikke besvarer alle hvordan- og hvorfor-spørgsmålene.
Når det så er sket, sidder man med en lidt flov fornemmelse og ønsker, at produceren ville have gjort sig den ulejlighed at interviewe nogen, der er uenige i hans udgangspunkt, eller nogen, der bliver fastholdt i fattigdom af et nødhjælpsprojekt, eller nogen, der har beslutningskompetence i et af de pågældende lande, eller nogen, der arbejder med udviklingsprojekter som modsætning til nødhjælpsprojekter.
Filmen har dog også mange højdepunkter, og jeg lærte nogle nye og tankevækkende ting om fattigdom af at se den. Kritikken er også berettiget i mange tilfælde. Den kan bestemt godt anbefales til folk, der kan sortere mellem indtrykkene. Den kan også anbefales til folk, der vælger at se den som en isoleret kritik af en del af bistandssektoren. Og endelig vil den helt sikkert falde i god jord hos liberalister af Ayn Rands type.