Den kæmpestore fond Global Partnership for Education (GPE), der i 2017 uddeler i omegnen af 3,3 milliarder kroner til uddannelse i udviklingslandene, har fået en ny kvinde i bestyrelsen: Kira Boe, senior education advocacy advisor i Oxfam IBIS. Her får hun stor indflydelse på den globale uddannelsespolitik i de kommende år – og hun vil især arbejde for disse områder:
- Uddannelse og skat hænger sammen
- Gratis uddannelse til alle
- Civilsamfundet skal inddrages
- Danmark skal give flere penge til uddannelse
Uddannelse og skat hænger sammen
For at få tilskud fra GPE skal modtagerlandene forpligte sig til at bruge en del af deres BNP på uddannelse. Men det er ikke nok, mener Kira Boe:
”I dag siger GPE til landene: ’Vi vil kun give jer penge, hvis I afsætter en vis procentdel af jeres budget til uddannelse’. Men i virkeligheden ville det give meget bedre mening, hvis vi samtidig sagde: ’Lad os hjælpe jer med at gøre hele budgetkagen større, så I får flere penge ind i skat, som I kan bruge på uddannelse, sundhed og andre kerneopgaver’ – og så udvidede partnerskabet til også at handle om et bedre og mere retfærdigt skattesystem,” forklarer hun.
GPE er et partnerskab mellem en masse forskellige aktører: Donorlande, udviklingslande, civilsamfundsorganisationer, FN-organisationer, Verdensbanken og mange flere. Kira Boe vil kæmpe for at udbygge partnerskabet, så fonden i fremtiden hjælper modtagerlandene til selv at skabe stabil finansiering af borgernes uddannelse.
”På længere sigt er det jo landenes skattesystemer, der skal betale for deres uddannelse – ikke fonde eller donorer. Det skal GPE have endnu mere fokus på,” fastslår Kira Boe.
Gratis uddannelse til alle
Private firmaer forsøger i disse år at komme ind på markedet og tjene penge på uddannelse af verdens fattigste. Det har skabt et enormt pres på de gratis, offentlige skolesystemer i udviklingslandene.
”Uddannelsessystemerne er den rene krigsskueplads lige nu. I Oxfam IBIS kæmper vi med næb og kløer mod privatiseringen, da det vil stille verdens fattigste markant dårligere. Kvaliteten i skolerne vil falde drastisk, og mange familier vil slet ikke have råd til at sende deres børn i skole,” forklarer Kira Boe.
GPE administrerer en masse penge, som virkelig gør en forskel for det enkelte lands uddannelsessystem. Derfor har fonden ret stor indflydelse på uddannelsespolitikken ude i landene.
”Gennem GPE skal vi arbejde for, at udviklingslandene fortsat beholder skolerne på statens hænder,” siger Kira Boe.
Civilsamfundet skal inddrages
Oxfam IBIS er repræsentant i GPE for de civilsamfundsorganisationer, der arbejder med retten til kvalitetsuddannelse, både regionalt og lokalt. Vi vil skubbe på for, at disse organisationer får endnu mere at skulle have sagt, når uddannelsespolitikken bliver bestemt ude i landene. Organisationerne repræsenterer nemlig de allersvageste og mest marginaliserede grupper i samfundet, som staterne ikke altid har blik for.
”Civilsamfundet er afgørende for, at alle mennesker bliver hørt, og at alle børn kommer i skole,” understreger Kira Boe.
Danmark skal give flere penge til uddannelse
I Danmark er vi næsten gået all in og giver næsten alle de penge, vi som land investerer i global uddannelse, til GPE. Det betyder, at vi i øjeblikket afleverer 200 millioner kroner om året til fonden.
”Men hvis vi skal nå verdensmål fire, der handler om kvalitetsuddannelse til alle, er der brug for, at alle donorerne begynder at spytte mere i kassen,” mener Kira Boe.
Sammen med de andre danske organisationer på området vil hun derfor kæmpe for, at regeringen afsætter flere penge i budgettet til uddannelse af verdens fattigste. Til vinter vil alle donorlandene blive bedt om at fortælle, hvad de har tænkt sig at byde ind med i løbet af de næste tre år.
”Efter min mening skal vi i Danmark være meget mere ambitiøse på det her område – vi er trods alt et af verdens rigeste lande, og vi har en lang og stolt tradition for at arbejde med uddannelse for verdens fattigste. Det vil jeg kæmpe hårdt for,” lover Kira Boe.