Dansk Flygtningehjælp modtager certificering for det humanitære arbejde

hqai
Laurits Holdt

Certificeringen er blevet givet efter en meget grundig proces, hvor folkene fra Humanitarian Quality Assurance Initiative, som står bag certificeringen, har interviewet mere end 80 forskellige personer, herunder ledelsesniveauet i hovedkvarteret, en række lokale medarbejdere samt mennesker fra de nogle af de lokalsamfund, hvor Dansk Flygtningehjælp arbejder, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Processen har inkluderet to missioner til henholdsvis Ukraine og Uganda. Certificeringen under CHS garanterer, at organisationen lever op til at en række krav; herunder at organisationen sikrer, at hjælpen når frem til de mest udsatte. 

”Vi er meget glade for at blive certificeret og modtage denne blåstempling af vores arbejde. I Dansk Flygtningehjælp har vi altid gået meget op i at leve op til de standarder, der bliver forventet af os. I sidste ende handler det om at kunne levere de bedst mulige løsninger for de mennesker vi arbejder for; folk drevet på flugt fra krig og forfølgelse. Og at vurderingen indeholder inputs fra de lokalsamfund, som vi arbejder for at hjælpe, bekræfter os i, at vi står til ansvar over for de allermest udsatte mennesker,” siger Rikke Friis, international chef i Dansk Flygtningehjælp. 

Der står blandt andet følgende om Dansk Flygtningehjælp i rapporten: 

"Dansk Flygtningehjælp lever op til vores standarder og viser et stort engagement i at levere på sine forpligtelser til lokalsamfund og etablere stærke interne kvalitetsstyrings- og kontrolsystemer på tværs af organisationens aktiviteter. Dansk Flygtningehjælp arbejder tæt sammen med andre aktører på såvel globalt, lande- og projektniveau og har udviklet et stærkt redskab for partnerskaber, koordinering og samarbejde.” (organisationens egen oversættelse, red.) 

De ni CHS-forpligtelser, som Dansk Flygtningehjælp er blevet målt op imod, er de følgende:

  1. Det humanitære arbejde er relevant
  2. Det er effektivt og rettidigt
  3. Det styrker den lokale kapacitet og undgår negative virkninger
  4. Det er baseret på kommunikation
  5. Det er muligt at klage og disse hilses velkomne og bliver taget hånd om
  6. De humanitære indsatser er koordinerede og understøtter hinanden
  7. De humanitære aktører løbende lærer og forbedrer sig
  8. At medarbejderne bliver støttet i at gøre deres arbejde effektivt og bliver behandlet retfærdigt
  9. At ressourcerne bliver forvaltet ordentlige og brugt ansvarligt for deres påtænkte formål.

”Det er klart, at det er en stor og vanskelig opgave at vurdere en organisation som Dansk Flygtningehjælp med mere end 6.000 medarbejdere i over 35 lande. Det har dog været tydeligt i løbet af den proces, vi har været igennem, at de har lavet en meget grundig gennemgang af vores arbejde – og vi er selvfølgelig glade for, at de var tilfredse med, hvad de så. Det bekræfter os i, at Dansk Flygtningehjælp er en relevant og nødvendig organisation,” siger Rikke Friis. 

Certifikatet gælder i fire år, hvorefter det skal fornyes.

Du kan læse den fulde rapport her (på engelsk) (PDF, 21 sider)