Når jeg rejser i lande, hvor hovedparten af befolkningen er muslimer, vender spørgsmålet, om kvinder, der går med hijab eller burka er undertrykte, altid tilbage til mig.
På en nylig rejse til Iran blev jeg personligt konfronteret med konceptet. Jeg har tidligere boet i et land, hvor størstedelen af befolkningen var muslimer, og rejst i et par andre, men dette var første gang jeg selv var lovligt forpligtet til at dække mit hår til.
Dele af mit hår vel og mærket. Selvom det er obligatorisk for kvinder at dække deres hår til i offentligheden i Iran bliver kravet bredt fortolket. Mens nogle kvinder bærer den alttildækkende sorte ’chador’ (hvilket bogstaveligt talt betyder telt på persisk), vælger andre den mere liberale udgave i form a farverige tørklæder, som kun dækker deres hår delvist.
På min første dag i Teheran havde jeg fornøjelsen af at bo hos en veninde af en ven og dermed opleve den iranske gæstfrihed, jeg havde hørt om, inden for de første timer af mit ophold i landet. Med en velkommen god kop kaffe i hånden serveret med ingefær-småkager, begyndte min værtinde at fortælle mig om hende selv og hvordan hun opfatter Iran.
Samtalen drejede hurtigt over på kvinder og deres stilling i samfundet. Mens hun forberedte iransk frokost, fortalte hun mig om at bo og leve i Teheran. Set bort fra det ufravigelig behov for at eje en bil grundet Teherans kæmpe territorium og de dertilhørende uundgåelige lange timer, som Teheran-beboere bruger dagligt i trafikken, er kvinders stilling i samfundet, hvad der optager hende mest.
Obligatorisk tørklæde liberalt fortolket
Efter ankomst i hendes lejlighed informerede hun mig straks om, at jeg var fri til at tage tørklædet af og at moralitetspolitiet ikke var så strikse over for udlændinge som over for lokale. Hun forklarede mig ydermere, at de var endnu mindre strikse kort op til det kommende præsidentvalg fordi at den siddende, reformvenlige regering ønsker at lade kvinder føle sig frie og bedre stillet med denne regering end med en mere konservativ regering.
Jeg følte mig nødsaget til at tro på min nye venindes forklaring, da jeg aldrig havde været i Iran før og intet havde at sammenligne den nuværende situation med. Om ikke andet, da jeg ankom til Shiraz en uge senere, blev jeg eksponeret for en tilsvarende varierende fortolkning af hvordan forskellige kvinder bar deres tørklæder.
I Shiraz var jeg heldig påny at mødes med venner af en bekendt, som var gæstfrie ud over det sædvanlige over for mig og mine to rejsekammerater. På vores første nat i den meget afslappede by spiste mine venner og jeg middag med fire piger i alderen 11-17 år. De tre 15-17-årige bar alle tørklæder, mens den 11-årige ventede til hun ikke længere kunne undgå moralitetspolitiets moraliserende bemærkninger om, at hun bør dække håret til.
Selvom de tre andre piger alle bar tørklæder, gled det meget let ned omkring deres skuldre uden at efterlade meget til fantasien om hvordan deres hår så ud. De havde også jeans på og viste Vestens seneste mode frem under den blot symbolske lange cardigan, som skulle dække deres kvindelige former fra offentlighedens blik.
Censuren omgås
Som fuldstændige begyndere i et samfund, der pålægger restriktioner for kvinders påklædning, forsøgte min kvindelige rejsekammeret og jeg selv at fortolke reglerne i vores bestræbelser på ikke at fornærme nogen med den måde vi gik klædt.
Mine oplevelser fra mødet med lokale iranere beviste, at de regeringspålagte restriktioner bliver stærkt modificeret og bredt fortolket af iranske kvinder. Ligeså bliver den regeringspålagte censur af specifikke hjemmesider, som omgås af IT-kyndige iranere, så de alligevel får adgang til Facebook, Twitter og andre blokerede sider.
Ironisk nok er både præsident Rouhani, udenrigsminister Javad Zarif og selv den overordnede religiøse leder, Khamenei, alle på Twitter. Det fik mine venner og jeg til at undres, hvem de egentlig ønsker at kommunikere til eller med. Iranere, fordi de ved at de installerer VPN konfigurationer, der giver dem adgang til ellers blokerede sociale medie-platforme? Eller til vestlige lande, som de skal ligne ikke at kunne udstå?
Hvad end svaret måtte være, så er #meninhijab-kampagnen måske en del af årsagen til blokeringen.
I sommeren 2016 poserede iranske mænd med tørklæder på hovedet ved siden af deres koner eller kvindelige familiemedlemmer, som ikke bar tørklæder i solidaritet med alle kvinder, der tvinges til at bære det.
Kampagnen var startet af den New York-baserede iranske aktivist Masih Alinejad, som tilskyndede mænd at støtte hende i hendes kamp mod påtvungen hijab. Første gang jeg så kampagnen på Twitter undrede jeg mig over hvilken forskel det ville gøre, hvis kvinder blev bevilliget friheden til selv at vælge mellem hijab eller ingen hijab.
Min veninde fra Teheran gav mig det logiske svar, at hijabben bærer enorm stor symbolsk værdi. Kvinder der bærer hijab signalerer at det iranske folk – eller i det mindste kvinderne – er religiøse, hvilket på sin vis legitimerer, at det hedder den islamiske republik Iran. Hvis det iranske samfund ikke er islamisk, hvorfor skulle staten så være det? Hvorfor skulle dets ledere alle være højtrangerende imamer? I virkeligheden danner iranske kvinder basen for mænds magt i Iran.
Kvinder er frie
Det er sandt at hovedparten af medlemmerne af det iranske parlament, Majlis, er mænd. Der er dog også få kvindelige valgte medlemmer i Majlis.
Kvinder i Iran virker til at være frie. De arbejder, de studerer, de kører (selvom de er bandlyst fra at cykle i Teheran), de debatterer, de shopper, de dyrker sport – alt imens de bærer hijab.
Selvom de øjensynligt er frie til at gøre hvad end de vil, gemmer der sig uindfriede ønsker, som holdes tilbage af kulturelle restriktioner og religiøs haram. Jeg undrer mig over hvor længe der skal gå før iranske kvinder starter endnu en revolution, som vil frigøre dem fra påtvungen hijab.