Der er blevet mere at rejse efter, hvis man går efter at se nogle af de steder i verden, der er værd at bevare for deres kulturelle, historiske eller videnskabelige betydning.
En stor del af disse ligger i udviklingslande, eller de er at finde i ældgamle arabiske civilisationer, viser et blik på listen.
Blandt de bevaringsværdige steder er det arkæologisk område Thimlich Ohinga i Kenya, nærmere betegnet nordvest for byen Migori i Lake Victoria-regionen. Det er en bosættelse af sten, som oprindeligt blev bygget som et fort i det 16. århundrede.
Det er et usædvanligt velbevaret eksempel på en type byggeri, der blev brugt til enten at beskytte befolkninger eller kvæg eller til at markere en form for definition af skel mellem klaner eller andre former for sociale enheder, skriver UNESCO.
I Oman har UNESCO udpeget oldtidsbyen Qalhat som verdensarv. Byen ligger på østkysten af sultandømmet, Den udviklede sig som en vigtig havneby mellem det 11. og 15. århundrede og er i dag et unikt arkæologisk vidnesbyrd om handelsforbindelserne mellem den arabiske østkyst og Østafrika, Indien, Kina og Sydøstasien.
I Mumbai har UNESCO udset sig en række viktorianske bygninger i gotisk stil fra slutningen af 1800-tallet samt bygninger i samme område i art deco-stil. Sidstnævnte blev opført i begyndelsen af 1900-tallet. De blander indisk design med art deco og skaber en unik stil, der er blevet kendt som Indo-Deco.
”Disse to sammenspil bærer vidnesbyrd om de faser af modernisering, Indien har gennemgået i løbet af de 19. og 20. århundreder,” skriver UNESCO i sin begrundelse.
Også Sassanid-landskabet i Fars-regionen i Iran er blevet optaget på listen. Det består af otte arkæologiske steder i den sydøstlige del af Fars-provinsen. Bygningerne, paladserne og byen i sig selv går tilbage til det sidste indfødte dynasti af persiske konger, som sad på magten i år 224 til 658 e.Kr.,
Dynastiet tog sit navn fra Sassan, bedstefar til dets grundlægger, Ardashir Papakan.
I Saudi-Arabien er oasen Al-Ahsa, der betegnes som et kulturelt landskab i udvikling, kommet med på listen over verdensarv.
Det er verdens største oase bestående af haver, kanaler, søer, brønde samt historiske bygninger, en lang række steder af arkæologisk interesse – og ikke færre end 2,5 millioner daddelpalmer.
Al-Ahsa har været beboet helt tilbage til forhistorisk tid på grund af forekomsterne af vand. Der kan findes spor af tidligere tiders indbyggere i form af historiske fort, moskéer og diverse former for vandanlæg som brønde og kanaler.
Al-Ahsa er desuden et unikt geokulturelt landskab og et unikt eksempel på menneskelig interaktion med det omkringliggende miljø, skriver UNESCO.
Læs mere hos UNESCO her og her
