Er det i orden at dræbe krybskytter for at passe på elefanter og næsehorn i Afrika? Og hvad med at avle næsehorn på farme, ”høste” deres horn og sælge det for at komme det sorte marked til livs?
Hvordan passer vi på de mennesker, der bor op og ned ad de store vilde dyr? Og hvorfor skal vi fra landene i nord blande os i, hvordan afrikanerne forvalter deres vilde dyr?
Det er nogle af temaerne onsdag aften, når Globalnyt og Københavns Zoo inviterer til debat om beskyttelse af vilde dyr i Afrika.
Vi har inviteret tre af Danmarks mest kyndige og erfarne på området til at gøre os klogere:
- Bengt Holst, der er direktør for Københavns Zoo
- Stig Jensen fra Center for Afrikastudier, Københavns Universitet
- Henrik Herold, stifter af og direktør for Randers Regnskov.
Det er gratis at deltage, men man skal bestille billet, da der er et begrænset antal pladser i auditoriet lige inden for hovedindgangen i Zoo.
Reservér din billet her. (NB: Der er få pladser tilbage!)
Arrangementet begynder kl. 19 og varer til 21.
I foråret satte vi fokus på næsehorn i det sydlige Afrika med serien Næsehorn i skudlinjen, og efteråret har vi bragt en række artikler om elefanter i Zimbabwe.
Aftenens program
Velkomst ved vært Bengt Holst.
Kort introduktion til det overordnede spørgsmål ved ansvarshavende redaktør ved Globalnyt, Peter Tygesen, som er aftenens ordstyrer.
Aftenens debat tager udgangspunkt i tre cases – for hvert emne fremlægger Globalnyt en kort, illustrerende fortælling:
1) Næsehornsfarme og legal næsehornshorn-handel.
Stig Jensen fremlægger argumenterne for – Bengt Holst opponerer.
2) Dilemmaer i det sydlige Afrika med overskud af elefanter
Henrik Herold om jagt og Campfire-modellen i Zimbabwe.
3) Hvem ejer Afrikas dyr – hvordan understøtter den rige vestlige verden bedst afrikanske bestræbelser på bæredygtig vildtforvaltning?
Bengt Holst indleder.