I mere end 10 år har den danske instruktør Camilla Nielsson kredset om Zimbabwe. Det er der indtil videre kommet to film ud af – to film, der fra hver sin vinkel dykker ned i den komplekse, skræmmende, men samtidig ekstremt fascinerende cocktail, som er zimbabwisk politik.
Den første handlede om den møjsommelige og vanskelige proces om at skrive Zimbabwes nye demokratiske forfatning – ’Democrats’ hed den, og den blev rost til skyerne og vandt priser. Den anden, ’Præsidenten’, som kan ses på CPH:DOX, handler om det, der skulle have været Zimbabwes første demokratiske valg i 2018, og faktisk var den tæt på slet ikke at blive til noget.
For da Camilla Nielsson blev præsenteret for idéen om at lave en opfølgning, var hendes første reaktion et nej. Det var i februar 2018, ikke engang seks måneder før det planlagte valg. Nielsson var i Harare, hvor hun samme dag havde været i retten, hvor hun og hendes hold af advokater fra Zimbabwe Lawyers for Human Rights efter 2,5 år netop havde vundet en retssag mod staten, der havde bandlyst ’Democrats’.
”Det var en rimelig heftig bandlysning, for det var ikke bare ulovligt at distribuere den, det var også ulovligt at have link eller kopi. Det var en kæmpe ulykke, for hvis der var nogen, for hvem det var vigtigt at se denne film, så var det zimbabwerne,” siger Camilla Nielsson.
Camilla Nielsson.
Foto: Final Cut for Real
”Først sagde jeg nej tak. Jeg synes, det havde været rigtig hårdt at lave den første film, men så da jeg kom hjem og fik tænkt over det, syntes jeg, det var en god idé.”
Euforisk håb om forandring
Flere ting overbeviste hende.
Året før, i 2017, var despoten, den 93-årige Robert Mugabe, blevet væltet, efter at have været limet til magten i 37 år, og nu, nu, nu! ville forandringen komme. Overgangsregeringen havde brugt tiden på at signalere til omverdenen, at Zimbabwe nu ville bløde op og havde lovet at præsidentvalget den 30. juli ville blive demokratisk, frit og fair.
Det tillod Nielsson sig selv at tro på.
”Jeg er født optimistisk, og da jeg var i Zimbabwe i begyndelsen af februar 2018, kunne jeg virkelig mærke en forskel. Folk talte mere frit i det offentlige rum, drøftede politik på restauranter. Der var en euforisk stemning: Mugabe var væk. Det demokratiske rum var åbnet op, og det syntes jeg, var spændende.”
”Det er svært at lave demokrati, det glemmer vi i vores del af verden. Den første film viste, hvor svært det var at lave en ny demokratisk grundlov, og jeg tænkte, at denne film ville være en fin opfølgning på det værk,” siger hun og tilføjer: ”Meget optimistisk – og måske en smule naivt.”
Læs Globalnyts anmeldelse af ’Præsidenten’: Håbet taber altid i Zimbabwe
David og Goliat
Filmens præmis blev ikke mindre interessant af den udvikling, der kom af en tragisk begivenhed. Morgan Tsvangirai, kandidat for oppositionsalliancen MDC Alliance, døde af kræft fire måneder før valget, og i hans sted trådte den kun 40-årige Nelson Chamisa. Det skabte en anderledes balance og nye modsætninger i fortællingen.
”Det var en klassisk David og Goliat-historie. Det var spændende at se om den unge, uprøvede kandidat kunne stille noget op imod det gamle, drevne styre, som har haft magten siden 1980.”
Trods sin unge alder kendte Chamisa spillet. Han har været politisk aktiv i oppositionen siden han var teenager, været studenterleder – og ikke mindst kendte han sin modstander, Emmerson Mnangagwa, kandidat for regeringspartiet ZANU-PF. Inden Mnangagwa afsatte Mugabe og selv overtog posten som overgangspræsident frem til valget, var han ikke særlig kendt i Vesten. Men i Zimbabwe var han berygtet som Mugabes grove håndlanger, der havde stået i spidsen for både forsvarsministeriet og det hemmelige politi. Hans kælenavn var Krokodillen.
Chamisa bed ikke på Krokodillens løfter om et totalt demokratisk valg, men håbede alligevel, at den begejstring og eufori han skabte blandt zimbabwerne ville overvælde modstanderne og forhindre forsøg på at stjæle valget.
”Det var et helt fantastisk håb, man kunne se i øjnene på folk, når jeg var med ude til Chamisas vælgermøder. Man troede virkelig på, der var forandring på vej. Jeg troede også på det … Jeg troede virkelig på det,” fortæller Camilla Nielsson.
Leopardens prikker
Til det sidste vælgermøde inden valget fyldte tusindvis og atter tusindvis af mennesker pladsen i Harare, hvor Nelson Chamisa skulle tale. Hujende og jublende tog de imod ham, deres næste præsident.
”Dronebilleder viste, at der var flere mennesker samlet på pladsen, end da Zimbabwe blev uafhængigt, og energien var så overvældende euforisk. Der blev jeg overbevist om, at denne gang gik det – selvom de kan fuske i ZANU-PF, kan de ikke fuske så meget!”
Men …
”De er gode til magt i ZANU-PF, det må man give dem. Selvfølgelig havde de et trick oppe i ærmet. De har haft magten i så mange år, at det føler sig selvskrevet til den. De forsøger ikke engang at skjule, hvor meget de snyder,” siger Camilla Nielsson og citerer derefter Nelson Chamisa, der i filmen bruger et kendt zimbabwisk ordsprog om det mangeårige regeringsparti: “En leopard ændrer ikke sine pletter”
Men alligevel bliver folk ved med at håbe på, at det sker – at leoparden ændrer sine prikker, at forandringen kommer. Hvor kommer zimbabwernes ukuelige håb fra? Hvad er det, der gør, at de bliver ved?
”Det har jeg tænkt over de sidste 10 år, hvor jeg har arbejdet med landet. Den der modstandsdygtighed og måden, hvorpå de bliver ved med at rejse sig selv på. Jeg har dyb, dyb respekt for det. Også for oppositionen som bevægelse; en opposition, der får så mange bank og bliver ved med at blive snydt. Hvad er det, der får dem til at stå op hver morgen og prøve igen? I deres bedste jakkesæt og nystrøgne skjorter. Det er heldigvis i menneskets natur at håbe. Mange zimbabwere er veluddannede, så de ved godt, at der er en anden måde at leve på. En måde, vi andre tager for givet, som hedder et demokrati.”
Målet var en balanceret film
På grund af striden om ’Democrats’ og Camilla Nielssons egen bandlysning fra Zimbabwe, kom holdet sent i gang med at filme. De havde store problemer med at få en ny tilladelse til at filme fra det zimbabwiske informationsministerium, selvom Camilla Nielsson var hurtigt til at sende ansøgninger ind. Hun tog til Zimbabwe flere gange for at skubbe på, men måtte vente i dagevis i receptionen, hvor receptionisten med et fnis hilste hende med ”Åh, det er dig igen.”
Informationsministeren, der skulle stemple tilladelsen, var der aldrig. Han trak den til fire uger før valget, og det lagde yderligere pres på processen. Den egentlige intention med filmen var at følge valget fra begge sider af det politiske magtspektrum for at skabe en balance og få flere nuancer med.
”Jeg ville gerne have lavet den balanceret, så vi også havde hørt fra ZANU-PF, og vi var i dialog med dem, men det trak ud med svar, og til sidst var der bare stilhed,” siger Camilla Nielsson og tilføjer, at forbuddet mod ’Democrats’ og den efterfølgende retssag nok heller ikke hjalp.
Plottet driver værket
Når man snakker med instruktøren, skinner det igennem, at hun et eller andet sted har haft det sværere med ’Præsidenten’ end med ’Democrats’, men hvordan har hun det med filmen, nu da den er færdig?
”Jeg er endt med at blive ret glad for den. Da vi optog den og havde fulgt Chamisa op til selve valgdagen, fik han en mordtrussel og måtte gå under jorden. Det var for farligt for ham at have os i sin nærhed, og vi måtte holde os væk fra ham i de næste uger og kunne ikke filme ham. Tænk at miste sin hovedkarakter på valgdagen og dermed gå glip af alle de store scener; det virkede fuldstændig umuligt at undvære rent dramaturgisk!”
Camilla Nielsson og hendes fotograf, Henrik Ipsen, måtte derfor skifte hest og begyndte at filme først Chamisas talsmand, så en advokat, og hvad der var tænkt som en karakterdreven film, endte med at blive en plotdrevet film med et kollektivt persongalleri. Det var et eksperiment, og da optagelserne var ovre, havde Nielsson ikke megen tiltro til projektet:
”Da vi kom hjem, tænkte jeg: ”Vi har ikke nogen film” – men jeg synes faktisk, vi er sluppet godt fra det.”
Det er der andre, der også synes. ’Præsidenten’ fik juryens særpris på Sundance Film Festival, og den er også nomineret til hovedkonkurrencen på CPH:DOX. Parallelt med at filmen høster international succes arbejder Camilla Nielsson og hendes producer intenst på, at den også kommer ud i Zimbabwe, hvor traileren gik viralt efter Sundance. Men selvom zimbabwerne ved, filmen findes, frygter Camilla Nielsson at regimet atter engang sætter en pind i hjulet.
For ganske vist hedder præsidenten ikke længere Mugabe, men Mnangagwa, men det er stort set også det eneste, der har ændret sig.
”Mnangagwa har snart siddet på magten i tre år, og der er ikke sket nogen forandring. Menneskerettighedskrænkelser har på det sidste været grovere, end hvad jeg oplevede under Mugabe. Det er uhørt, hvor voldsomt regimet slår ned på stemmer, der ikke er enige med dem. Og jeg har ikke selv de store forhåbninger om, at ZANU-PF kommer til at reformere sig selv indefra i nogen demokratisk retning,” siger Camilla Nielsson.
Alle gode gange tre
Alligevel må hendes årti med Zimbabwe smittet af på hende, for håbet har hun stadig.
”En anden ting er, at når tristheden har lagt sig, er det vigtigt, at man tager med, at der er en ung mand ved navn Nelson Chamisa, der bliver ved med at kæmpe. Selvom valget blev stjålet fra ham, og det havde været lettest at mobilisere vrede unge mennesker til at gå på gaden, gik han igennem domstolene. Han holdt sig til de demokratiske værktøjer, han havde og viser sig som en demokrat trods fortsat undertrykkelse – og dét er der en universel positiv historie i. Der er håb i Chamisa.”
Derfor er hun da heller ikke helt afvisende for, om der, helt hypotetisk, en dag kommer en tredje film, krøllen på halen, og færdiggør hendes odyssé om politik i Zimbabwe. For, som hun siger, så er befolkningen i Zimbabwe ung, og til næste valg vil der være flere stemmeberettigede, der ikke tror på ZANU-PF, mens den gamle garde, der stemmer ZANU-PF, fordi partiet altid har været dér eller fordi de bliver belønnet med madrationer for deres stemme, eller fordi de bliver truet til, er ved at forsvinde. Måske er der en mulighed for, at opbakningen til Chamisa bliver så stor, at han på trods af valgfusk kan vinde?
”Jeg har talt med Nelson Chamisa om, at hvis han kommer til magten ved præsidentvalget i 2023, så laver vi filmen om hans første 100 dage som præsident. Hvad vil det sige at overtage et statsapparat, der har været i hænderne på ZANU-PF i 40 år? Hvordan rydder man op i det? Det er kæmpe udfordringer, han vil stå over for. Så det tænker jeg kunne blive en spændende film,” siger hun og tilføjer, at hun jo kun lige har afsluttet denne film og netop sidder og klipper det sidste ”… men, hvis det blev et scenarie, vil jeg meget gerne fuldende trilogien og så se, om vi kunne få en happy ending denne gang.”
’Præsidenten’ er en del af CPH:DOX 2021 og kan streames fra 25. april klokken 16 og til og med 5. maj. Køb billet på doxonline.dk – pris: 49 kroner.
