Annoncør: AIDS-Fondet

Ansøgningsfrist: 01/03/2017

Job: Dedikeret direktør der kan gå foran i kampen mod hiv



 

AIDS-Fondet søger dedikeret direktør

 

 

 

Har du politisk tæft og stærke netværksevner? Kan du inspirere og engagere folk omkring dig? Så er du måske den rette til at stå i spidsen for AIDS-Fondet.

 

AIDS-Fondet søger en direktør med hjerte for at bekæmpe hiv og viljen til at gå i front, når organisationen skal samles om en fælles retning, målgrupperne skal engageres, og hiv/aids skal sættes på den politiske dagsorden

 

Sammen med en dedikeret og mangfoldig organisation skal du arbejde for at forebygge hiv og skabe bedre vilkår for mennesker, der lever med hiv/aids. Du vil stå i spidsen for en arbejdsplads med ildsjæle og stærke holdninger, der giver energi og drivkraft til arbejdet.

 

Du vil være AIDS-Fondets fortaler for sagen udadtil. Det kræver viljen og evnen til at gå ind i sagen og gøre den til din egen. Du repræsenterer fondet, går foran, tør bringe dig selv i spil og kan med autenticitet kommunikere fondets vision. Således formår du at fastholde indsatsen mod aids på den politiske dagsorden.

 

I samarbejde med organisationens afdelingsledere faciliterer du samarbejde på tværs og fælles ånd i AIDS-Fondet. Du tager hånd om organisationen og samler medarbejdere og frivillige om en fælles retning, der integrerer det skæve og aktivistiske med det professionelle.

 

Direktørens ansvar og opgaver omfatter desuden:

 

·         At stå for daglig ledelse af organisationen

·         At sikre en bæredygtig økonomi

·         at stå for bestyrelsesbetjening

·         At have fingeren på pulsen ift. forebyggelse og vilkår for mennesker der lever med hiv. Se tendenser og muligheder og handle på dem

·         At være opdateret på hvad der sker politisk og drive AIDS-Fondets agenda fremad

·         At netværke med grupperinger i målgrupper, samarbejdspartnere, politikere og andre interessenter.

 

Det er essentielt, at du brænder for sagen, har en stor rummelighed og naturligt kan begå dig og skabe tillidsfulde relationer blandt både medarbejdere, frivillige, målgrupper, politikere og samarbejdspartnere.

 

Dine faglige og personlige kompetencer omfatter:

·         Ledelseserfaring og gerne erfaring med ledelse af ledere og frivillige

·         Erfaring med strategisk og politisk arbejde

·         Kendskab til og interesse for målgrupperne

·         Formidlingserfaring, kendskab til mediehåndtering og evne til at begå sig i pressen

·         Du har politisk tæft og er en stærk kommunikator

·         Du er lyttende, inddragende og dialogsøgende

·         Du har gennemslagskraft, handlekraft og er beslutningsdygtig

·         Du er fordomsfri, rummelig og nysgerrig

·         Du er modig og ligefrem – du tør udfordre, gå foran, prøve ting af og sætte retningen

 

Du er spraglet og ordentlig – du kan balancere aktivisme og professionalisme

 

Du kan læse mere om stillingen i den udvidede job- og kravprofil på www.mercuriurval.dk

 

Yderligere oplysninger om stillingen og rekrutteringsprocessen kan fås ved chefkonsulent Susanne Bentkjær på 2125 2314 eller konsulent Louise Aagaard på 2089 7457.

 

Finder du jobbet interessant, kan du uploade ansøgning og cv på www.mercuriurval.dk (referencenummer DK-02632). Der er ansøgningsfrist den 1. marts 2017 kl. 12.00.

 

 

 

Skriv venligst at du har set jobopslaget på Globalnyt.