Søndag aften kunne Senegal lade sig hylde som afrikanske mestre i fodbold for første gang i nationens historie. I en duel mod det mest succesfulde afrikanske landshold i dette årtusind, Egypten, trak Senegal sig sejrrigt ud ved superstjernen Sadio Manés afgørende straffespark.
Som dansker med hele EM 2021-rutsjebanen frisk i erindringen, kan det virke mærkeligt at læse det her, men på banen er EM og det afrikanske fodboldmesterskab, AFCON, i dag blevet to alen af samme stykke: Kedeligt, velorganiseret og forudsigeligt.
Det var derfor meget sigende, at finalen ved de afrikanske mesterskaber skulle afgøres i straffesparkskonkurrence efter 120 minutters fodbold med slutstillingen 0-0, hvor den gennemsnitlige underholdningsværdi-per-minut cirka var på niveau med at være fanget i en trafikprop med en defekt radio.
Billedet var nogenlunde det samme ved sommerens EM-finale mellem Italien og England og ved det gudsjammerlige EM 2016 i Frankrig, hvor Portugal hev trofæet hjem, selvom de kun vandt én kamp i ordinær spilletid under hele slutrunden.
Defensive landsholdsstjerner
Søndagens finale i AFCON kunne byde på Afrikas to største fodboldstjerner lige nu.
Mohamed Salah, som man med troværdighed kan argumentere for, er verdens bedste fodboldspiller, og sejrherren Sadio Mané. De to boltrer sig i hverdagen for Liverpool FC.
I de førnævnte europæiske finaler har navne som Harry Kane, Cristiano Ronaldo, Antoine Griezmann og Lorenzo Insigne indtaget banen, men om kampene er blevet spillet i Afrika eller Europa, har det ikke været nogen af de offensive stjerner, som har været toneangivende.
Det har derimod været det defensive, afventende spil, som har været i højsædet for landene, hvilket på alle måder blegner i forhold til det produkt, man får, når man tænder for de allerbedste klubhold i Europa, hvor flere af stjernerne både ved AFCON og selvfølgelig ved EM spiller. Tendensen er typisk mere udtalt i finalerne ved disse slutrunder, fordi der selvsagt er enormt meget på spil, men man ser også billedet i resten af turneringerne.
Fodbold er liv – og død
Et punkt, hvor de afrikanske mesterskaber og de europæiske stadig er milevidt fra hinanden er, når det kommer til vores forhold til døden. I virkeligheden kan man formentlig strege fodboldaspektet fra forhenværende sætning, for det er på mange måder gældende for de generelle forskelle i optikken af Europa kontra Afrika.
Det har formentlig ikke været mere tydeligt, end når man sammenligner to definerende hændelser ved EM 2021 og AFCON 2022.
Kort inden pausen ved Danmarks første EM-hjemmekamp nogensinde faldt Christian fra Middelfart død om. Hvis du så kampen, sad dit hjerte formentlig i halsen i flere minutter hvis ikke timer, mens vi ikke vidste, om vi havde været vidner til en dødsulykke.
Og det var ikke bare i Danmark, at vi var lamslåede. Med det samme og flere uger frem kunne man se et samlet fodboldeuropa i dyb empati med Christian Eriksen, hans familie og hele Danmark. Selv efter vi alle vidste, at den her 29-årige mand, som de færreste af os kender personligt, var uden for livsfare.
Og alle undtagen arrangøren UEFA var enige om, at det var umenneskeligt, at de her spillere blev tvunget til at skulle indtage samme bane, hvor deres kammerat lige var faldet død om for at spille kampen færdig.
Otte mast ihjel – but the show must go on
Syv måneder senere – lige uden for Paul Biya Stadium i Olembe, Cameroun – er der ekstremt pres på indgangene til kampen mellem værterne Cameroun og turneringens overraskelse, Comorerne.
Otte mennesker bliver mast ihjel, og yderligere 38 bliver kvæstet.
Stadionet åbnede, blot fire måneder før de afrikanske mesterskaber startede, og er et prestigeprojekt for præsident Paul Biya, som det også er opkaldt efter. Det er et stadion med plads til 60.000 mennesker på tilskuerpladserne (dog med nedsat kapacitet til denne turnering grundet corona) og de øvrige faciliteter på stadionet er et firestjernet hotel, et svømmebassin af olympisk karat, basketball-, tennis- og volleyballbaner samt et VIP-område, hvor Camerouns mangeårige præsident Paul Biya kunne stå, mens afviklingen af landets kamp mod Comorerne gik helt galt og kostede otte mennesker livet.
Var det her sket i Parken eller på Wembley i England, er det svært at forestille sig, at der ville blive spillet bold på stadionet lige foreløbigt, men det var altså tilfældet her.
Præsidentens prestigeprojekt blev taget i brug blot ni dage efter, da Cameroun skulle møde Egypten i semifinalen og igen til finalen i søndags, som altså blev afviklet på et stadion, der 13 dage tidligere var vært for en tragedie.
Biya har blod på hænderne
En forklaring på de forskelligheder i Europa og Afrika kunne hænge sammen med synet på liv og ikke mindst død. I Europa er liv meget kostbare og i en Cameroun-kontekst med livstidspræsidenten Paul Biya som symbolet, så er død en nødvendighed for at holde sig ved magten. På femte år kører konflikten mellem centralregeringen og separatistregionen i den sydvestlige del af landet. Præsidenten valgte på baggrund af protester i 2016 at sende hæren til regionen. Velunderrettede kilder estimerer, at 4000 mennesker er blevet dræbt, primært civile. Derudover er mere end 800.000 blevet fordrevet.
Paul Biya, der fylder 89 år i næste uge og senere på året kan fejre 40 år som præsident, har opbygget et renommé som en benhård leder, der ikke skyer nogen midler for at opnå de satte mål. Målet for Paul Biya og Patrice Motsepe, præsident for det afrikanske fodboldforbund, var at vise verden at Cameroun og dermed Afrika kan eksekvere, når det gælder store sportsarrangementer. Dermed taler det også ind i Motsepes ambition om, at der skal være fodbold-VM hvert andet år, hvor afrikanske lande skal gøre sig gældende på banen og som værter.
