Forestil dig, at du går til lægen med en tro på, at du kan få gratis hjælp eller medicin, hvis det er nødvendigt, men at du får at vide, at de enten ikke kan behandle dig eller ikke har medicinen, fordi sundhedssystemet er i knæ. Det oplever mange af verdens fattigste borgere, og de må betale eller helt undvære behandling.
Ifølge en rapport fra WHO og Verdensbanken skal folk betale for flere og flere sundhedsbehandlinger. Nogle koster mere end 10 procent af en husstands budget, andre mindre. Det har skubbet cirka 1.3 milliarder mennesker ud i fattigdom eller yderligere fattigdom, for 300 millioner af dem var i forvejen ekstremt fattige.
”Når financieringen af offentlige sundhedsydelser smuldrer, ser vi ofte højere brugerbetaling på behandling. Betaling for den medicinske service kommer oven på omkostningerne for transporten derhen, som ofte kan være lang. Derudover kan der være mistet arbejdsfortjeneste og omkostninger for kost og logi under en eventuel indlæggelse,” siger analysechef hos Læger uden Grænser, Julia Raavad.
Læger uden Grænser har netop udgivet en rapport med eksempler fra 20 lande, hvor de oplever, at nødvendig behandling og medicin alt for tit ikke er tilgængeligt i det offentlige sundhedssystem. Det tvinger ofte mennesker til at betale en højere pris for det hos private udbydere eller til helt at lade være med at opsøge sundhedstjenester og gå uden behandling.
”Betaling ud af egen lomme kommer oven på alle mulige andre barrierer i adgangen til sundhed. Det kan være kulturelle og sociale barrierer, stigma eller mistro til sundhedssystemerne. Så der er i forvejen et stort arbejde i at sikre adgang. Når den økonomiske betaling kommer oven på, bliver det mere kompliceret,” lyder det fra Julia Raavad.
Sundhed er sjældent første prioritet blandt landenes ledere
Ifølge Verdenssundhedsorganisationens og Verdensbankens rapport er Afrika et af de kontinenter, hvor allerflest mennesker ikke har adgang til den nødvendige sygdomsbehandling. Mange lande er hårdt ramt af kriser og konflikter, og fattigdom er fortsat et kæmpestort problem. Det viser sig også i sundhedssystemet, som i mange lande er så ringe, at landenes ledere og regeringsfolk ikke selv benytter det.
I Zimbabwe døde den tidligere diktator, Robert Mugabe, på et hospital i Singapore. Den netop afsatte leder af Gabon, Ali Bongo, tog til Saudi-Arabien for at få behandling, mens Nigerias tidligere præsident Muhammadu Buhari søgte til Storbritannien.
”Når politikere og andre højtstående i landene finder alternativer til det offentlige system, så gider de heller ikke at bruge penge på det offentlige, fordi de ikke selv bruger det. Det er faktisk ret egoistisk, fordi politikerne dermed efterlader de offentlige systemer til ngo’er eller andre udefrakommende, som vil investere i det,” siger Abel Gwaindepi, som oprindeligt kommer fra Zimbabwe og er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, med fokus på blandt andet bæredygtig udvikling i Afrika.
Ifølge ham handler det også om, at der er mange konkurrerende behov, når det kommer til udvikling i afrikanske lande. Det skyldes blandt andet, at mange af landene har en ekstrem høj gæld til andre lande, som de i højere grad prioriterer at afdrage på i stedet for at investere i det offentlige sundhedssystem. Han pointerer også, at flere ledere bruger penge på militæret, fordi de frygter at blive udsat for et kup.
”Når de skal prioritere deres budget, sætter nogle af lederne flere penge af til forsvaret og politiet end til sundhedssystemet. Det gælder især i de politisk ustabile lande, hvor politikerne prioriterer deres egen politiske overlevelse,” siger Abel Gwaindepi og understreger, at der i mange lande simpelthen ikke er den nødvendige ansvarlighed til at investere i sundhedssystemet. Der er stadigvæk en masse korruption, og et tårnhøjt antal sundhedsmedarbejdere, som flytter til Vesten for at arbejde i stedet for at blive i deres hjemland.
Investeringer i gratis adgang til lægehjælp og medicin
Global sundhed er på dagsordenen i New York, hvor verdens ledere er samlet til åbningen af FNs generalforsamling og Verdensmålstopmøde. Ifølge WHO og Verdensbankens rapport har mere end halvdelen af verdens befolkning stadigvæk ikke adgang til essentiel sundhedsbehandling. Der er derfor lang vej til at nå 2030 målsætning om, at alle mennesker i verden skal have overkommelig adgang til medicin og lægehjælp.
”Når vi kigger på 2030 målsætningen, er det tydeligt, at det er nødvendigt med flere investeringer i offentlige sundhedssystemer. De nuværende internationale investeringer er ikke tilstrækkelige nok, og de er ikke er kommet i et tempo, som gør det muligt for os at nå målet,” siger Abel Gwaindepi.
I Læger uden Grænser er de enige i, at der skal investeres endnu mere i den offentlige sundhedssektor, hvis vilkårene skal forbedres for verdens fattigste og mest udsatte borgere. I Læger uden Grænsers seneste rapport præsenterer de verdens ledere for seks anbefalinger, som blandt andet handler om mere og bedre finansiering.
”Der er behov for flere internationale investeringer, for i mange af de lande, hvor vi arbejder, oplever vi, at finansieringen til de offentlige sundhedsydelser smuldrer. Det er både den nationale finansiering af deres sundhedsbudgetter, som jo under Covid-19-pandemien i mange lande oplevede en øgning, men som nu helt sikkert begynder at dale igen. Og så er det også i høj grad den internationale finansiering, der fuldstændigt kollapser,” siger Julie Raavad.
I Læger uden Grænser oplever de også, at der fra dansk side er en lidt mindre interesse og fokus på global sundhed i forhold til tidligere. Derfor opfordrer de Danmark til ikke glemme den globale sundhed i udviklingsbistanden, fordi der er akut behov for det, og fordi Danmark historisk set har været et foregangsland på global sundhed og altid har stået meget fast på at dele ud af de danske erfaringer med adgang til sundhed.
