TEL AVIV: I denne uge har den israelske debat kredset flittigt om det tweet, premierminister Netanyahu lagde ud i weekenden og ganske kort efter slettede igen.
Han var ude med en melding om, at landets efterretningstjeneste måtte stilles til ansvar for det svigt, der den 7. oktober gjorde det muligt for et par tusind Hamas-folk at trænge gennem hegnet omkring Gazastriben og begå massemord på et stort antal civile israelere.
Da han næste gang dukkede op på mediet med det upraktiske navn X, var det med en slags tale til folket, hvor han på hebraisk bedyrede sin fulde tillid til efterretningstjenesten og i øvrigt understregede vigtigheden af nationalt sammenhold i denne tid.
אמש שיחררו כוחותינו משבי חמאס את החיילת טוראי אורי מגידיש. אורי נחטפה בבוקר השחור של ה-7 באוקטובר.
— Benjamin Netanyahu – בנימין נתניהו (@netanyahu) October 30, 2023
ברוך שובך הביתה, אורי.
אני מברך את השב"כ ואת צה"ל על ההישג החשוב והמרגש הזה, הישג המבטא את המחויבות שלנו להביא לשחרור כל החטופים.
עם ישראל כולו מצדיע לשב"כ ומצדיע לצה"ל.… pic.twitter.com/OlwyPkLKyS
Han påtog sig ikke sin del af ansvaret for den monumentale fadæse, der den 7. oktober blev det første skridt i en krig, der nu bare synes at fortsætte. I disse dage håber mange israelere fortsat på denne indrømmelse.
Imens vokser vreden mod Netanyahu fra dag til dag, og man ser frem til det store interne opgør, der uvægerlig kommer, når krigen er forbi. I stedet valgte Netanyahu at benytte sin taletid til at advare Hamas om, at Israel vil bekrige gruppen, til den er udslettet.
Uklare strategiske mål
Samme weekend, som Netanyahu slog sin saltomortale på X, startede Israels bebudede landoffensiv, og det tegner en vis kontur af Israels strategiske tænkning. I den forbindelse virker Netanyahus indædte kamp for politisk overlevelse ved at undlade at tage ansvar, pludselig temmelig irrelevant.
Israels militære operationer inde på Gazastriben startede på en anden måde end den, man længe havde forventet. Landet har mobiliseret 360.000 soldater, og selv om et stort antal er placeret langs grænsen til Libanon, er det noget nær den største mobilisering i Israels historie.
Det var derfor oplagt at antage, at den militære ledelse ville gå efter en massiv indrykning, hvilket ville have enorme omkostninger. Tabet af menneskeliv i Gazastribens civilbefolkning er allerede dramatisk højt, og det har den israelske militærledelse formentlig også taget i betragtning, da man valgte at indlede landoffensiven med relativt små troppekontingenter, der går langsomt frem.
Israels militære operationer inde på Gazastriben startede på en anden måde end den, man længe havde forventet.
Under alle omstændigheder fornemmer man, at oppositionens leder Benny Gantz har sat sit præg på den tilgang. Han kan på ingen måde betragtes som en fredens mand, men han valgte at opgive sin rolle som en af regeringens skarpeste kritikere i Knesset, for at indtræde i det særlige krisekabinet, der nu styrer krigens videre gang.
Hovedmotivet for Gantz har helt klart været at neutralisere et par ministre fra regeringens yderste højrefløj, der åbent talte om, at man burde jævne hele Gazastriben med jorden og genbesætte området.
I den forbindelse blev det også taget som udtryk for Israels strategiske tænkning, da forsvarsminister Yoav Gallant tidligere i forløbet sagde at, “hvis I giver os helvede på jord, skal I få helvede på jord”.
Den udtalelse er blevet citeret og fejlciteret mange gange og er blevet tolket i retning af, at Israels fremmeste motiv er hævn af bibelske dimensioner. Og når det suppleres med motiver som etnisk udrensning og folkedrab, som man ser det i den offentlige debat, bidrager det kun til at mudre billedet yderligere.
Hamas er målet for offensiven, og det ser ud til, at Israel har planer om at fortsætte, indtil bevægelsen er udraderet
Israel er til fulde klar over, at man rider på en bølge af vestlig velvilje, som samlede sig efter terrorangrebet den 7. oktober. Den er allerede kølnet noget efter de mange dage med kontinuerlige bombeangreb på Gazastriben, og en massiv militær indrykning i området ville kunne få store konsekvenser på det diplomatiske plan, som er en integreret del af det hele.
Derfor er den sandsynlige tolkning af Gallants bemærkning da også, at det er Hamas og ikke det palæstinensiske folk, der kan vente sig helvede på jord. Hamas er målet for offensiven, og det ser ud til, at Israel har planer om at fortsætte, indtil bevægelsen er udraderet.
Man skal være forsigtig med et sammenligne Hamas med Islamisk Stat, selv om der er en del lighedstegn, men selve situationen begynder at minde om de sidste dage i Raqqa, hvor de vestlige koalitionsstyrker rykkede ind i den syriske by. Islamisternes ledere blev dræbt i kampene eller pågrebet, et stort antal væbnede tilhængere blev interneret og retsforfulgt, men ånden bag Islamisk Stat overlevede som celler rundtomkring. Så det kan meget vel tænkes, at noget lignende vil kunne ske i tilfældet Hamas.
Hamas og gidslerne
På den anden side af konflikten er der mange tegn på, at Hamas også er ved at revidere sine strategiske overvejelser.
Et sandsynligt motiv bag terrorangrebet den 7. oktober var nok at udløse en israelsk reaktion, der ville sætte en stopper for Saudi-Arabiens tilnærmelse til Israel. Samtidig var målet at skabe tvivl om Israels usårlighed, og det har man opnået med stor succes. Et yderligere muligt delmål har derimod ikke haft noget større held.
Man har givetvis regnet med, at en lignende bølge mod Israel og den israelske besættelse ville rejse sig på Vestbredden, men det er ikke sket. Jo, man skal ikke overse, at mange palæstinensere på Vestbredden er blevet dræbt under konfrontationer med israelsk militær i løbet af oktober, men det skyldes i overvejende grad, at radikale bosættere udnytter situationen til at angribe palæstinensere, og det kan Hamas nok ikke tage den tvivlsomme ære for.
Først og fremmest tyder noget dog på, at Hamas har fejlvurderet den israelske reaktion. Den fransk-libanesiske forsker Leila Seurat beskriver i sin seneste bog, The Foreign Policy of Hamas (I.B. Tauris, 2022), hvordan den islamiske bevægelse lige siden magtovertagelsen på Gazastriben i 2006 har balanceret mellem to modpoler med stort talent.
Først og fremmest tyder noget dog på, at Hamas har fejlvurderet den israelske reaktion
På den ene side har bevægelsen søgt en relativt pragmatisk linje, hvilket indbefatter et vist samarbejde med israelerne, og på den anden side har den følt sig presset af Islamisk Jihad og en række salafistiske bevægelser til at søge konfrontation. I sine år ved magten har Hamas således været i væbnet konfrontation med israelerne mindst seks gange, og hver gang er det endt med en form for våbenhvile.
Angrebet den 7. oktober skulle nok have været oplægget til endnu en runde i denne cyklus, men af større format. Det er her, de omkring 220 israelske gidsler kommer ind i billedet. Tidligt i forløbet fik vi at vide, at de skulle indgå i en aftale, hvor de blev leveret tilbage mod løsladelse af omkring 6.000 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler.
I 2011 fandt sådan en aftale sted, hvor soldaten Gilad Shalit efter fem års fangenskab på Gazastriben blev udvekslet mod 1.027 palæstinensere. En tilsvarende handel ville for Hamas stå som en betragtelig sejr. Hvor absurd det end lyder, ville terrorangrebet den 7. oktober på den måde kunne fremstilles som en del af den palæstinensiske frihedskamp.
Denne del af sagen er imidlertid næsten borte fra dagsordenen. Hamas har frigivet et lille antal gidsler, hvilket nok mest skal ses som en bestræbelse på at opnå en smule diplomatisk goodwill, men det kan også læses som tegn på, at panikken er ved at sætte sig i Hamas’ ledelse, der dog selv sidder trygt og godt i Qatar.
Allerede den 9. oktober meldte Hamas ud, at man var villig til at drøfte en våbenhvile, for bevægelsen havde på det tidspunkt nået sine mål. Om det var et forsøg på at få Hamas til at fremstå fredssøgende, skal være usagt, men i sagens natur ville ingen israelsk leder kunne indgå en våbenhvile blot to dage efter det dramatiske terrorangreb med 220 af landets borgere som gidsler på Gazastriben.
Siden har appeller fra Hamas om våbenhvile heller ikke haft effekt, og noget kunne tyde på, at bevægelsen nu frygter for sin egen overlevelse.
Krigens kaos
Imens står USA på sidelinjen som en stadig mere aktiv medspiller. Amerikanerne har afvist, at der er aktuelle planer om at sende soldater til aktiv deltagelse i krigshandlingerne på Gazastriben, men de har allerede nedskudt missiler og droner, som Houthi-bevægelsen i Yemen havde affyret mod Israel.
Og det primære mål med at have sendt to hangarskibe og et stort antal øvrige flådefartøjer til området er fortsat at overvåge situationen i Libanon og afskrække andre – såsom den libanesiske Hizbollah-bevægelse og grupper i Syrien – fra at blande sig i konflikten.
Der er ingen tvivl om, at præsident Biden fortsat betragter Israel som en vigtig strategisk partner i Mellemøsten. Ikke desto mindre indebærer det en betydelig risiko for Biden at inddrage USA i en ny krig på et andet kontinent, ikke mindst set i lyset af, at han søger genvalg til præsidentposten i november 2024.
Sandsynligvis nærer han også et håb om, at planen om at etablere et samarbejde mellem Israel og Saudi-Arabien endnu kan reddes, selv om det lige nu virker temmelig usandsynligt. Planen var langt fremme, lige før det hele væltede den 7. oktober, og den ville have været en betragtelig appelsin i Bidens diplomatiske turban.
Flere analytikere har med god grund betegnet den nuværende krig på Gazastriben som den nok mest komplicerede af alle mellemøstkrige op gennem historien.
Det bygger blandt meget andet på, at Israel befinder sig i et dramatisk indre opgør, der handler om Netanyahu, og som palæstinensisk bagtæppe har vi det verserende opgør mellem Fatah på Vestbredden og Hamas. De to har ikke været på talefod siden 2006. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der vil ske med Gazastriben, hvis Hamas virkelig bliver fjernet.
Nethanyahu er snart fortid
I Israel er det i dag overvejende sandsynligt, at Netanyahu forsvinder efter krigen. Det vil bane vejen for en ny regering, som er uden deltagelse af den radikale højrefløj. Benny Gantz ligner en kommende premierminister – en meningsmåling viser, at hans parti siden 7. oktober er gået frem fra 12 til 40 mandater, mens Likud er faldet fra 32 til 17-18.
Det peger i retning af, at Israel kan få en centrumorienteret regering, som med stor sikkerhed kun vil ønske at forlade Gazastriben igen så hurtigt som muligt.
På Vestbredden er der allerede stor modvilje mod den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah-styre, som mange anklager for ineffektivitet og korruption. Hvad Hamas angår, er det sværere at se, hvilket billedet der tegner sig. Men når man taler med almindelige palæstinensere på gaden, er det nemt at identificere en dyb modvilje mod bevægelsen.
Man kan derfor godt forestille sig, at det kan føre til politiske omvæltninger, der vil føre palæstinenserne i retning af et demokratisk samfund og bort fra radikalismen. Indtil videre er det kun spekulationer, og disse politiske skift ville i sig selv ikke løse besættelsen, som stadig er et hovedproblem.
Men det ville kunne afstedkomme en vis ro i forhold til i dag, hvor både israelere og palæstinensere føler sig som gidsler, og det kunne danne grundlag for en nødvendig dialog parterne imellem. Det ligger blot ikke i de aktuelle strategiske overvejelser, som fortsat er præget af krigens kaos.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.