“Vi spiller Jeopardy med vores egen overlevelse. Det er en farlig leg. Det er virkelig dumt,” lyder det fra biolog Alexander Holm, som har specialiseret sig i naturbeskyttelse og er dagens gæst i Højtryk.
Han peger blandt andet på, at Danmark importerer træpiller fra andre lande – blandt andet fra et meget omdiskuteret firma i USA – til vores varmeværker. Vi putter skoven i ovnen og kan krydse det af som biobrændsel, altså grøn energi.
Ødelæggelserne af naturområder, af livet i havet, planerne om at udnytte det dybe hav, udryddelserne af arter, vi ikke kan lide. Alt det har skabt en af de allerstørste kriser, menneskeheden står over for.
Men der er en teknologisk løsning: Internettet!
“Man kan søge på, hvad problemerne er, og hvordan vi løser dem. Og så kunne man gøre det. Vi kender løsningerne. Vi vil bare ikke,” siger Alexander Holm til Globalnyts Laurits Holdt og Kirsten Larsen.