En mand stopper mig på gaden. Han kigger mig i øjnene og spørger på gebrokkent dansk:
”Hej, hvordan går det?”
En ikke helt ualmindelig dagligdagsoplevelse, havde det ikke været fordi, at jeg traskede rundt i en tilsandet landsby i det tanzaniske turistunivers, Zanzibar.
I Paje, der ligger på Ungujas østkyst – den folkerigeste af Zanzibars tre beboede øer – har den danske Zanzibar Højskolen i mere end 20 år eksponeret lokalsamfundet for hundredvis af danske højskoleelever. Kulturudvekslingen har ført meget konkret med sig. Venskaber for livet er indgået, dansk-zanzibarske børn er kommet til verden.
”Vi lærer om kulturen og kommer tæt ind på den,” siger en af skolens 62 elever, 20-årige Alberte Richter fra Nakskov, til Globalnyt.
”Vi får et andet syn på os selv, og et andet syn på verden,” tilføjer hun om det, der på mange måde er en treenighed mellem et højskoleophold, frivilligt arbejde og rygsæksrejse. Eleverne nynner med på sange fra højskolesangbogen, underviser på offentlige skoler og tager på safari på fastlandet.
Mange bruger også højskoleopholdet til at bestige Kilimanjaro. Nu er man jo alligevel i Afrika.
Skolens naboer tæller foruden de instagramvenlige, hvide strande også femstjernede hoteller, dykkerskoler og et utal af souvenirbutikker, der alle sælger de samme safarihatte, træelefanter og t-shirts printet med swahili-budskaber såsom det Disney-populariserede Hakuna Matata (der er ingen problemer red.).
Umiddelbart er vi et stykke fra N.F.S. Grundtvig, Christen Kold og de vers, højskolebevægelsen oftest synger med på.
Så hvorfor etablere en dansk højskole på Zanzibar, spørger jeg højskolens stifter, Jan Iversen?
”Vi startede højskolen dengang, hvor Pia Kjærsgaard bragede frem i Danmark med sin dæmonisering af grupper, der ikke ligner majoriteten. Jeg tænkte, at nogle måtte tage sig af al den propaganda, som vi i dag også ser hos Trump og andre. Hvis man kunne være med til at kropsliggøre kulturforskelle for danskere, der rejste ud i verden, så ville det altså være svært at gå hjem og være racist,” forklarer Jan Iversen.
Da han i 2004 grundlagde højskolen, underviste han selv de fleste af skolens fag. Der var ingen luksuriøs lærerbolig, så han sov med sin tanzaniske medstifter i et lille lagerrum. I en periode måtte han tilmed tage timer som dykkerinstruktør for at få butikken til at løbe rundt.
I dag har Zanzibar Højskolen 43 afrikanske (nogle er zanzibariske, andre tanzaniske) medarbejdere og 10 danske lærere, der gennemsnitligt udskiftes hver ottende måned.
Skolen har også sin egen fodboldbane, to volleyballbaner og en massør, som eleverne kan booke, når volleyballkampene giver ømme muskler.
Zanzibar Højskolen er først og fremmest en højskole, fortæller Jan Iversen:
”Vi ønsker ikke at redde Afrika. Da jeg for mange år siden var i Sydafrika og arbejdede med gadebørn, kastede de sten på mig de første 14 dage.”
“I starten forstod jeg ikke hvorfor. Men så fandt jeg ud af, at der hver anden uge kom disse hersens amerikanske, velgørende unge, som var hos børnene i tre-fire dage. Så forsvandt de igen. Det var sådan en gang voluntourism, som var til mere skade end gavn. Børnene blev objektiviseret. Det var jo derfor, de var sure.”
Jan Iversen understreger, at han har stor respekt for de mange ngo´er, der arbejder med en anden tilgang end den, han dengang mødte i Sydafrika. Men – som han siger – så passer han sin butik, og andre passer deres.
”Der er noget historie, vi ikke lærer af”
Trods strategien om ikke at ville ”redde Afrika”, udfører Zanzibar Højskolen en række velgørende aktiviteter i Paje og omegn.
I de to linjefag Volontør og Hands On Zanzibar, som omtrent en tredjedel af eleverne har tilvalgt, underviser de blandt andet unge mænd fra maasai-gruppen i engelsk. Mændene er ikke oprindelige zanzibarianere, men har i takt med den semiautonome østats voksende turistsektor søgt mod øerne i jagten på arbejde.
Det er dog særligt Pajes børn, som er fokus for Hands on Zanzibars aktiviteter.
I dag, fredag eftermiddag, er højskoleeleverne i fuld gang med at evaluere gårsdagens biografarrangement. Pajes børn blev af højskoleeleverne hentet i landsbyen og fulgt hånd-i-hånd til skolen, hvor en projektor viste Find Nemo på et hvidt lagen, mens områdets børn – velsagtens mere end 50 af slagsen – sad tavse på jorden, opslugt af de talende fisk.
Pludselig, midt i filmen, løb flere af børnene dog væk fra filmvisningen. De danske elever undrede sig – hvor skulle børnene dog hen – indtil en lille pige med svag stemme sagde: ”Tunataka maji” (vi vil have vand, red.). Det tager tid at lære swahili, også for danske højskoleelever.
Mens fredagens tredje bønnekald lyder fra en Pajes mange moskéer og over højskolens meterhøje mure, rækker en af de danske elever fingeren i vejret. Hun føler sig hængt op, siger hun. Filmudvalget har haft meget at se til. Flere elever har samtidig været i hyggeudvalget, og det har været presset.
Hands on Zanzibar-læreren, danske Kira Varisha Elkjær, hører elevens anke og fortsætter så undervisningen. Den handler om magtforhold i arbejdet med lokalbefolkningen. Kira reflekterer i plenum. Hun spørger:
”Skaber vi nogle gange et behov, der ikke var der i første omgang?”
Kira eksemplificerer: Skal man nødvendigvis opfordre zanzibariske kvinder til at have tætsiddende nylontights på, når de løber en tur? For er en løstsiddende kjole ikke fint nok, måske endda mere behagelig at have på?
En anden elev byder straks ind. Hun hedder Maja, er 19 år og kommer fra Sønderborg. Efter ankomsten til Zanzibar er hun blevet overrasket over, at lokalbefolkningen ikke frister en helt så kummerlig tilværelse, som hun hjemmefra havde troet:
”Jeg synes, de virker til at have det godt her.”
Ligeværdig, men ikke ligestillet
Jan Iversen synes ikke, at der er noget mærkeligt ved på en gang at praktisere velgørenhed og drive en højskole, der eksplicit ikke vil redde Afrika.
Faktisk går højskole og velgørenhed hånd i hånd, mener han. Det ville ifølge højskolestifteren være ”vammelt”, hvis man som danskdrevet skole ikke var bevidst om sin rolle i lokalsamfundet.
Serie: Afrikas unge fremtid
Afrika har klodens yngste befolkning – og de ældste ledere. Men hvad drømmer Afrikas ungdom om? Hvilke udfordringer og muligheder møder den? Og hvordan går det med det danske ønske om at møde afrikanerne i øjenhøjde? Det undersøger Buster Kirchner i de kommende måneder.
Højskolen har i årenes løb støttet en række lokale foretagender. Men det har næsten altid været på Pajes eller Zanzibars egen opfordring, lyder det. En skole i Paje efterspurgte engelsklærere på skolen, fordi landsbyens unge ikke kunne tale engelsk.
I dag underviser Zanzibar Højskolen engelsk og matematik på børnehjem og skoler i området. Eksemplerne er mange, fortæller Jan Iversen:
”Udgangspunktet er, hvad de vil, og hvor de er henne. Det handler ikke om, at de lige pludselig skal have en kæmpe øget indtægt, eller at vi nu skal forære dem et eller andet. Det er ikke vores formål. Man kan godt være ligeværdig, selvom man ikke er ligestillet.”
Tilbage i Hands On Zanzibar-undervisningen berører vi nu koloniseringens ulighedsskabende strukturer, der trækker tykke tråde ind i senmoderne tid. Bør man have dårlig samvittighed, fordi ens forfædre – eller vores beslægtede europæiske naboer – for hundrede år siden koloniserede Afrika, funderer 22-årige Sigrid fra Aabenraa?
Spørgsmålet dirrer i den stikkende eftermiddagssol, mens vi også når forbi vestlige mediers Afrika-formidling, der måske ikke altid får alle nuancer med. I kølvandet på de dybsindige refleksioner opsummerer læreren Kira Varisha Elkjær:
”Der er altså noget historie, vi ikke lærer af. Men så er det jo godt, at danskere er rejst til Zanzibar i 20 år og har fået viden om en anden kultur.”
Man kan i den forbindelse undre sig over, at skolens kulturforståelseslærer er fra Aarhus-egnen og ikke Zanzibar. Der er ellers 43 lokaltansatte på skolen, så der er nok at tage af. De er alle primært servicemedarbejdere: Kokke, sikkerhedsfolk, gartnere, chauffører.
En af skolens tanzaniske medarbejdere er 27-årige Gift Juma. Hun arbejder i receptionen. Det har hun gjort siden 2021, da hun kom til Zanzibar fra Mwansa, 1200 kilometer herfra.
”Hvis eleverne har problemer, kommer de til mig først. Ønsker de noget fra køkkenet, dirigerer jeg dem hen til køkkenet. Det sværeste ved mit arbejde er, når jeg ikke kan hjælpe eleverne med de problemer, de kommer med. Det sker heldigvis sjældent.”
Hvad tænker Gift Juma om, at danske højskoleelever underviser på lokale skoler? De har jo ikke gennemført læreruddannelsen på Zanzibar, pointerer jeg. Er de så kvalificerede til at undervise?
Det ser Gift Juma ingen problemer ved:
”Eleverne kan sagtens undervise. De mangler jo lærere på børnehjemmet og i skolerne, og så er de danske højskoleelever søde og ydmyge. Det er netop sådan, lærere skal være over for børn: Søde og ydmyge.”
Aktivisterne skal nok klare sig
Uanset om de har brugt mest tid i hængekøjen eller på socialt arbejde for Zanzibars lokalsamfund, så vender de fleste højskolelever tilbage til Danmark med et nyt verdenssyn, fortæller Jan Iversen.
Og forstanderens påstand bekræftes i høj grad af eleven Alberte Richter:
”Jeg kommer til at tage med mig hjem, at man skal huske at nyde bare at være til. Alting skal ikke gå så megastærkt, og du behøver ikke have en plan for det næste, du skal.”
Mens Alberte Richter, som hun siger, forsøger at tage det ”pole pole” (swahili for `en ting af gangen` red.), så står hendes nye livsstil i skarp kontrast til gymnasietiden på Lolland.
Her måtte hun ved siden af lektierne arbejde i en vuggestue og børnehave for at få råd til højskoleopholdet på Zanzibar.
Højskolen er nemlig ikke en del af folkehøjskolerne. Det betyder, at den ikke modtager statstilskud og derfor er betydeligt dyrere end andre højskoler i Danmark. Det ekskluderer selvsagt de, der ikke har de omtrent 90.000 kroner på lommen (plus lommepenge), som et fire måneder langt højskoleophold koster.
Jan Iversen så hjertens gerne, at Zanzibar Højskolen var anerkendt som dansk folkehøjskole. Det har han arbejdet for i mange år, indtil videre dog uden held. Trods den manglende statsstøtte, og det medfølgende høje prisniveau, mener Jan Iversen dog, at højskolens målgruppe er den helt rigtige. Den tæller en bred skare af unge danskere, heriblandt dem, der er mere optaget af surfing end at terpe FN´s Verdensmål.
”Det er ikke den unge aktivist, man skal holde øje med. De skal nok klare sig. Vi ønsker, at skolen favner en bred del af befolkningen.”
De gode gæster
På hovedgaden i Paje, omtrent en kilometer fra højskolens indgangsparti, hvor eleverne via en fingeraftryksscanner skal registrere deres ind- og udgang, ligger den italienske restaurant Gusto.
Restauranten er udstyret med nypudset glasfacade, espressomaskine og aircondition. Klemt inde mellem Gusto og dens nabobygning finder man en mindre restaurant. Her går gæsterne hverken med solbriller eller safarihatte. Over disken langes supu ya n’gombe, som er en oksekødssuppe, og chapatis eller luftige, hvide boller.
En af restaurantens tre gæster er Bibi Zubeir. Hendes læderagtige hud og poser under øjnene afslører, at hun har levet næsten tre gange så længe som mig. Mens Bibi Zubeir slubrer varm suppe i sig, fortæller hun om livet i Paje for 50 år siden:
”Dengang var der ikke mange biler i gaderne, og heller ikke særlig mange butikker. Med turisterne har vi fået maendeleo (swahili ord for udvikling red.). Hvor vi sidder nu, var ikke en restaurant, men en mark.”
Men – vil den kritiske journalist vide – hvordan forholder den aldrende kvinde sig til kulturmødet? Er det respektfuldt, når turister trasker bikiniklædte rundt i den muslimske majoritetsbefolknings traditionsrige gader? Frygter hun ikke at de mange nytilkomne kan medføre et kulturtab på Zanzibar-øerne?
Bibi Zubeir er stille et øjeblik. Så stirrer de trætte øjne stift på mig. Hun peger mod himlen:
”Kuna Mungu moja (Der er kun én Gud red.) Om du er kristen, muslim eller noget tredje, så tilbeder vi alle den samme Gud i himlen. Gæsterne er gode mennesker, og de har skabt stor velstand her i området.”
