”Taxaer er gratis overalt. Taxaer er gratis for dig, for mig, for alle i Botswana.”
Sådan synger et par hundrede tilhængere af Botswanas største oppositionsparti Umbrella for Democratic Change, foran et valgsted i landets hovedstad, Gaborone. Selvom de for længst har sat krydset på stemmesedlen, så tager de ikke hjem. De skal videre.
Efter præsidentvalgets første meningsmålinger står det nemlig klart, at noget intet mindre end historisk er under opsejling i Botswana.
”Jeg kan ikke forstå, at det her sker i min levetid. Vi er så glade i Botswana i dag. Det kan du godt se, ikke?” siger en taxachauffør, den nok mest ædruelige i forsamlingen, mens han kører os længere ind i folkemassernes tidlige sejrsfest i en af Gaborones tætbefolkede forstæder.
Som valgdagen skrider frem, vinder UDC det ene sæde i parlamentet efter det andet. Det siddende regeringsparti, Botswana Democratic Party (BDP), der sikrede Botswana sin selvstændighed i 1966 og har regeret landet siden, står til et knusende nederlag.
Godt et døgn senere bekræftes ydmygelsen officielt på statsligt fjernsyn. Regeringspartiet tilkæmper sig blot fire af parlamentets i alt 61 sæder, mens UDC får imponerende 36.
Der er ikke blot tale om et nederlag, men om en afklapsning af uanede dimensioner til det mangeårige regeringsparti.
Jordskredsvalget er i høj grad ungdommens fortjeneste. Ifølge tal fra Botswanas statslige statistikagentur, så var blot cirka syv procent af landets befolkning født, da BDPs æra begyndte for næsten seks årtier siden. Nu er de klar til noget nyt.
Det fortæller 22-årige Kebabonye Julia Jimmy, som i selskab med to veninder tager del i valgfesten. De har været på gaden siden klokken 06 i morges og er sultne og dehydrerede, men det betyder ikke så meget nu: ”Gamle mennesker har ingen fremtid. Det er tid til forandring, og nu er forandringen kommet.”
Alverdens velfærdsydelser
Botswana tilbyder gratis uddannelse, SU-lignende ydelser til universitetsstuderende, (næsten) gratis sundhedsservices og en lang kavalkade af velfærdsprogrammer til sine i alt 2,3 millioner borgere.
Læg hertil, at landet har Afrikas femtehøjeste BNP pr. indbygger og sågar ligger endnu højere placeret, når man kigger på Freedom House’ Afrika-kort, der opgør staters frihedsscore ud fra en række parametre.
Kun Ghana, Namibia og Sydafrika klarer sig bedre end Botswana på frihedsfronten. Og det er da også svært ikke at lade sig imponere, når man sætter foden indenfor på landets største universitet, University of Botswana, et par dage før det skelsættende præsidentvalg.
Gamle mennesker har ingen fremtid. Det er tid til forandring, og nu er forandringen kommet
Kebabonye Julia Jimmy, 22 år
Flotte foredragssale, rene, velholdte kantiner og et veludstyret bibliotek. Det finder man bare ikke mange steder i Subsaharisk Afrika. Spørg bare i nabolandene Zimbabwe og Zambia. De studerende ville være misundelige.
Men bringer sammenligningerne med andre afrikanske lande overhovedet noget godt med sig, spørger jeg på universitetet?
“Folk, der ikke er fra Afrika, har tendens til at tænke, at sydlige afrikanske lande er meget fattige. Jeg føler, at de ser os som fattige, analfabetiske mennesker. Hvis de bare kunne give Botswana en chance. Det er et godt og frit land, og universiteterne fungerer,” siger 19-årige Nametso Molefhi.
Hun læser International Business på University of Botswana, da jeg konfronterer hende med mit komparative blik på hendes land. Det er tirsdag eftermiddag, og ølflaskerne er knappet op på campus.
Om et rundt stenbord sidder en håndfuld studerende, tilbagelænede og på flugt fra solen, der på denne tid af året ikke holder sig tilbage. Der er særligt ét ord, der gentages i min snak med de studerende: Komfort.
De er klar over, de unge mennesker, at de er bedre stillede end andre jævnaldrende i Afrika: ”Mange af de mennesker, der kommer til Botswana, forstår ikke, hvor meget frihed vi har. Lige nu, mens jeg sidder her, bliver jeg betalt for at studere”, siger en mandlig studerende, mens han til gruppens morskab pakker den store ølflaske, der står foran ham, af vejen.
Pengene går ikke til alkohol, forsikrer han med et stort smil på læben. Men skønt stemningen er let hos de unge, så står det samtidigt klart, at godt ikke er godt nok. Somme tider er de månedlige uddannelsesydelser forsinkede, forlyder det, mens også Botswanas høje arbejdsløshed nævnes af de studerende.
45 procent af Botswanas ungdom står i skrivende stund uden job. ”Vi unge vil have forandring” lyder det fra en ung gut ved bordet, der holder armen om skulderen på en ung kvinde: ”Det er kun de gamle, der stemmer på vores regeringsparti. Alle andre vil have forandring.”
Vi snakker om muligheder i landbruget, ungdommens alkoholkultur, teknologi og meget andet. Med ét bliver de unge mænd tavse, da deres kvindelige medstuderende pludselig tager ordet:
”Det er ikke engang sikkert for mig at tage fra mit hjem og her til skolen. Jeg kan gå ind i en taxa, men jeg ved ikke, om chaufføren vil lukke mig ud igen. Her i landet bliver seksuelle forbrydelser ikke taget seriøst, føler jeg. Folk joker bare med det.”
Her i landet bliver seksuelle forbrydelser ikke taget seriøst, føler jeg. Folk joker bare med det.
Kvindelig studerende i Botswana
Botswana havde ifølge flere kilder i 2023 den højeste voldtægtsrate i verden. De unge mænd ser ned i bordet. Først nogle sekunder senere, da gruppen har funderet over, om der da egentligt er nogle kvindelige præsidentkandidater på stemmesedlen, brydes tavsheden: “Vi vil gerne opleve noget andet, noget specielt. Vi har bare brug for noget nyt”, lyder det fra en af af de unge mænd.
Ungdommen eller diamanternes fortjeneste?
Både den botswanske og udenlandske presse er gået med samme fortælling: Det var ungdommen, der fortrængte Botswanas regeringsparti, skrev Foreign Policy, mens New York Times beskrev de unge vælgere som oppositionens ”vigtigste fodsoldater.” UDCs valgløfter var bestemt tiltalende for mange.
Partiet lokkede med en fordobling af mindstelønnen fra det nuværende 1500 pula (ca. 750 DKK) til 4000 pula (2000 DKK) og skabelsen af en halv million jobs.
Læg hertil, at partiets præsidentkandidat Duma Boku – som siden vandt valget og altså i dag er landets præsident – med sine 54 år er en relativ ung, afrikansk leder, næsten 10 år yngre end den præsidentielle gennemsnitsalder på kontinentet.
Den slags ræsonnerer med ungdommen, siger Dumi Gatsha, en 33-årig botswansk LGBTIQ+-aktivist, ngo-arbejder og selvstændig præsidentkandidat, der stillede op ved det netop overståede valg, til Globalnyt.
Dumi Gatsha understreger dog, at valget kunne have haft et ganske andet udkomme – ungdommens frustration eller ej – var det ikke for diamantindustriens krise. I årets første ni måneder faldt salget af uslebne diamanter hos Debswana– et mineselskab, hvis ejerandele den botswanske stat deler ligeligt med den multinationale diamantproducent, De Beers – med omkring 52 procent.
Det betød, at der simpelthen ikke var de penge i statskassen, der plejede at være, siger Dumi Gatsha. Det gik hårdt ud over velfærdsydelserne og forstærkede en anspændt stemning i befolkningen:
”Virkeligheden er, at hvis pengene stadig var her i Botswana, havde valgresultatet været et andet.”
Tiltrængt forandring eller lottokupon?
Efter 58 års uafbrudt BDP-dominans, vågnede botswanerne dagen efter valgresultatets offentliggørelse op til en– om ikke ny virkelighed – så i hvert fald med en ganske anden smag i munden.
Men er det ikke lidt af en satsning, sådan at udskifte et parti, der trods at har gjort Botswana til et øvre-mellemindkomstland og undgået krige og konflikt i seks årtier, spørger jeg 32-årige Obonetse Mmolawa Rudra, da jeg mødte ham i Gaborone.
”Alt er gambling. Selv, når du kører din bil, er det gambling. Nu skal vi prøve lykken, og så må vi se, hvad der sker.”
Alle botswanere er dog ikke helt så skråsikre. Den 19-årige International Business-studerende Nametso Molefhi er en af de unge, der helst havde set BDP tage endnu en tørn ved roret: ”De fleste af de velfærdsydelser, vi har i dag, blev introduceret af BDP. Så når UDC skal lede Botswana, så ved jeg ikke, hvordan det vil påvirke landet. Måske vil de afbryde vores gratis ydelser og få os til at betale? Vi ved ikke, hvad der vil ske.”
Virkeligheden er, at hvis pengene stadig var her i Botswana, havde valgresultatet været et andet.
Dumi Gatsha, en 33-årig LGBTIQ+-aktivist
Tilsvarende bekymret er en embedsmand fra de lokale myndigheder i Botswanas næststørste by, Francistown. Han vil helst ikke oplyse sit navn, men hans første reaktion på valgresultatet er ”angst.”
”På mandag skal jeg på arbejde igen, og jeg ved ikke, hvad der venter. Måske skal jeg arbejde videre på de samme projekter, eller måske kommer der en og siger, at nu nedlægger vi projekterne,” lyder det bekymret.
Ikke meget tyder dog op, at han har grund til at bekymre sig. Botswanas nu forhenværende præsident Mokgweetsi Masisi understregede nemlig på et pressemøde kort efter, at hans gigantiske nederlag var en realitet, at landets embedsværk forbliver apolitisk.
Masisis toneleje var ikke til at tage fejl af. Han mente faktisk, hvad han sagde, og udtalelsen er siden blevet hyldet vidt og bredt i ikke bare Botswana, men af store dele af regionens demokratisksindede borgere.
Et modvilligt tillykke
Så mens indbyggerne i det lille land forsøger at vænne sig til systemskiftet, er det interessant at se på, hvordan valgresultatet kan præge den politiske udvikling hos Botswanas naboer. 2024 er valgår i mange lande i det sydlige Afrika, og groft sagt tegner der sig et opdelt billede i regionen.
Skillelinjen går ved, om landene har formået at stække de engang stolte uafhængighedspartier, som ikke længere kan legitimere grebet om magten på deres rolle i selvstændighedskampen, men som er nødt til at skabe økonomiske muligheder og grundlæggende rettigheder til landenes unge befolkninger.
Interessant bliver det derfor at følge, hvordan oppositionens sejr i Botswana vil påvirke nabolandet Namibia.
Om kort tid går Namibia til valg, og noget kunne tyde på, at noget tilsvarende er i røre. Det traditionelle South West African People’s Organisation (SWAPO) har i år fejret 34 års jubilæum i Windhoeks parlamentsbygning. De unge namibiere skal kun kigge en smule over landets østlige grænse for at samle inspiration til, hvordan man vælter et forstokket regeringsparti.
Afrikas unge fremtid
Afrika har klodens yngste befolkning – og de ældste ledere. Men hvad drømmer Afrikas ungdom om? Hvilke udfordringer og muligheder møder den? Og hvordan går det med det danske ønske om at møde afrikanerne i øjenhøjde? Det undersøger Buster Kirchner i de kommende måneder.
Da Sydafrika i maj gik til stemmeurnerne, var det første gang i partiets historie, at African National Congress (ANC) ikke fik flertal i parlamentet. Partiet er siden blevet tvunget ind i en besværlig koalitionsregering.
Ved Mozambiques præsidentvalg i oktober fik de unge vælgere ikke stukket kniven ind hos Frente de Libertação de Moçambique (FRELIMO), landets uafhængighedsparti, som til gengæld i meget bogstavelig forstand fik ram på oppositionen.
To oppositionsdelegerede blev skuddræbt i dagene efter valget. Ingen dom er endnu faldet, men pilen peger på FRELIMO. I orkanens øje er desuden Zimbabwes præsident Emmerson Mnangagwa fra ZANU-PF, landets altdominerende politiske parti, der i øjeblikket er i fuld gang med at ændre landets forfatning, så præsidenten kan forsætte længere, end hvad hans oprindelige mandat tillader ham.
Det er i det sydlige Afrika almen kendt, at Mnangagwa og Botswanas tidligere præsident Masisi er særdeles gode venner.
Der var i dagene op til Botswanas præsidentvalg sågar forlydender om, at de to præsidenter samarbejdede om omfattende valgfusk i Botswana, der skulle sikre Masisi endnu fem år ved magten.
Da Masisi så tabte valget, havde mange analytikere øjnene på, om Mnangagwa mon ville lykønske Botswanas nye præsident Domu Boku med sejren?
Mange ventede i spænding. Først publicerede Zimbabwes udenrigsministerium en lykønskning i et digitalt brev, inden Mnangagwa – efter mere end et døgn – via sin Twitter-profil endelig gratulerede Botswanas nye præsident.
Til sammenligning skulle Emmerson Mnangagwa blot bruge ganske få minutter på at skrive tillykke til Donald Trump, da han i starten af ugen vandt det amerikanske præsidentvalg.
