Mwai Kibaki, ex-præsident i Kenya, melder om ”højt humør” fra sit sygeleje på Sunninghill-hospitalet i Johannesburg, hvor han er blevet opereret for en blodprop i nakken. Det skriver nyhedsgruppen Standard fra Nairobi.
84-årige Kibaki blev undersøgt på Karen Hospital i den kenyanske hovedstad for lidt over en uge siden, men lægerne fandt det sikrere at sende ham sydpå fremfor at behandle ham i Kenya.
Nogenlunde tilsvarende historie hører vi fra den modsatte side af det afrikanske kontinent, i Nigeria, hvor præsident Muhammedu Buhari for et par måneder siden fløj den modsatte vej, nordpå, til London, hvor han blev behandlet for mellemørebetændelse på en klinik. 10 dage tog det. Så vendte Buhari hjem og genoptog arbejdet som præsident i Afrikas folkerigeste stat.
De fleste kenyanere og nigerianere synes, det er ok. Det er nu sådan, at rige mennesker rejser til udlandet, når de bliver syge, mens de fattige må blive hjemme og håbe på, at forsynet står dem bi på landets nedslidte og dårligt udrustede hospitaler.
Sådan er det overalt i Afrika, bortset fra få steder som i Sydafrika, der har fabelagtigt gode hospitaler til dem, der har råd. Privathospitaler, that is! Alle andre steder på kontinentet valfarter eliten til udlandet, når helbredet skranter.
Selv i det relativt rige Nordafrika har overklassen tendens til at smutte til Europa. Algeriets præsident Abdelaziz Bouteflika, f.eks., tilbragte i 2013 tre måneder på et hospital i Paris.
I partiets farver
”Medicinsk eksil” for den afrikanske elite er mere reglen end undtagelsen. Eksempler:
En anden kenyaner, Ruth Odinga, viceguvernør i Kisumu-regionen, søster til oppositions-lederen Raila Odinga og altså medlem af den absolutte elite i Kenya, fløj i december i fjor til den britiske hovedstad for at få gips på et brækket ben, hvor hun lod sig interviewe af avisen The Standard.
Til journalisten fortalte hun ikke, hvorfor hun ikke var blevet i Kenya med denne forholdsvis simple og ufarlige lidelse. Og hun nævnte heller ikke, at hun som politiker har medansvar for sundhedsvæsenet derhjemme.
Derimod underholdt hun med, at det var lykkedes hende at få sit gips lavet i sit partis orange farver.
Andet eksempel: Mwai Kibaki hustru, tidligere førstedame i Kenya, Lucy Kibaki blev også for nylig fløjet ”ud af landet” til specialbehandling efter længere tids sygdom. Hvortil blev ikke afsløret.
Selve sundhedsministeren, Anyang’ Nyong’o i samme land lod sig for nogle år siden forevige i et tv-indslag med sine oplevelser i og omkring en sygeseng i San Francisco, hvor han var taget til for at blive kureret for kræft.
Regering eller opposition: et fedt
I Zimbabwe lod oppositionslederen, Morgan Tsvangirai, sig også for en tid siden indlægge og behandle på et sygehus i Johannesburg, Sydafrika. Han har ellers altid travlt med at kritisere den 92-årige præsident Robert Mugabe for netop den slags udlandseskapader. Mugabe tilbringer i sin høje alder uforholdsmæssig meget tid i Østen, angiveligt på hospitaler i Singapore.
Fra Uganda fløj en af præsident Yoweri Musevenis døtre, Natascha, i 2003 i præsidentjetten til Tyskland til en privatklinik. Diagnose: Hun var gravid og skulle føde en ”VIP”-baby, som medierne kaldte præsidentens barnebarn. Smutturen kostede omkring 90.000 dollar.
Og Mauretaniens præsident Mohamed Ould Abdel Aziz: Han blev i oktober 2012 skudt ”ved et uheld” af egne sikkerhedsfolk og fløjet til Frankrig for at blive lappet sammen igen.
Kritik af eliten og den slags adfærd er til at overse. Bortset fra et ramaskrig imod Musevenis brug af præsidentjetten hører det til sjældenhederne, at stemmerne hæves, når den afrikanske elite drager til udlandet fremfor at nøjes med de lokale hospitaler, som alle andre.
Men der er undtagelser.
Professor i internationale relationer Ian Taylor fra det britiske St. Andrews University har f.eks. skrevet, om de afrikanske eliter og deres tankegang:
“Hvorfor bruge penge på at bygge og vedligeholde hospitaler (eller skoler og universiteter), når man kan flyve til Europa og blive behandlet – eller sende ens børn til udlandet for at få en uddannelse? I mange afrikanske … regimer giver det ikke mening at investere i offentlige foretagender. Det har man de godtroende donorer til”.
Altså en henvisning til Danida, USaid, FN og alle de store internationale bistandsorganisationer, der lapper på sundhedsvæsenet rundt om på kontinentet.
Tys tys
Bloggeren Honourable Saka fra Ghana er ovre i samme boldgade i et indlæg, som han kalder: ”Afrika’s fejlplacerede prioriteter”:
”Fra Nigeria til Elfenbenskysten, Liberia, Ghana, Kenya, Senegal etc. bliver folk bedt om at hylde demokratiet, mens deres sundhedsvæsener kollapser….. Deres ledere fortsætter med at rejse til udlandet for rutinemæssige lægetjek… mens folk får fortalt, at der ikke er penge nok (til undervisning og sundhed)”.
Det er også standard i Afrika, at sandheden om lederens – præsidentens – sygdom bliver holdt skjult for offentligheden, særligt hvis præsidenten begiver sig til udlandet.
Der er et par bud på en forklaring på fænomenet, men den mest gængse går på elitens frygt for uro i de skrøbelige stater og en konkret oplevet risiko for kupforsøg i magthaverens fravær. Det er sket et par gange. Når bossen er væk, rører opposition og tronprætendenter på sig.
I Nigeria gik der da også en rum tid, før der blev udsendt en officiel meddelelse om, hvorfor Buhari var nødt til at aflyse det ene møde efter det andet, mens han var til behandling i London med mellemøret.
Et andet eksempel på hemmelighedskræmmeriet er Buharis for-forgænger, præsident Umaru Yar-Adua, der døde den 5. maj 2011. Før det var han forsvundet fra offentligheden i over en måned, indtil det forlød, at han lå for døden i præsidentboligen i hovedstaden Abuja. Og så kom det frem, at et hospital i Saudi Arabien havde forsøgt at redde hans liv.
Forhekset ledelse
I Zambia begyndte folk ligefrem at tro, at landets elite var forhekset, da to præsidenter inden for kort tid døde i embedet. Det begyndte med præsident Levy Mwanawasa, der efter seks år på posten forsvandt fra offentligheden og døde på et hospital i Paris, den 19 august 2008.
Hans efter-efterfølger, Michael Sata, forduftede i oktober 2014 på tilsvarende vis, men blev ”fundet” igen i London, hvor han var død på et hospital.
Bagefter fik verden den rette sammenhæng. Sata led af en kronisk sygdom og var blevet shuttled fra det ene hospital til det næste i Sydafrika, Indien og Israel, indtil han udåndede i England. Sata havde også før sin tiltræden lovet at udbedre den offentlige infrastruktur i Zambia, herunder sundhedsvæsenet.
Og som om det ikke er nok, kollapsede den nuværende præsident, Edgar Lungu, mens han holdt en tale i hovedstaden Lusaka på kvindedagen i marts i fjor. Han blev fløjet til et hospital i Pretoria, Sydafrika, hvor han blev opereret for spiserørsbetændelse.
Han lever endnu, i skrivende stund, vandt for nylig præsidentvalget i Zambia, knebent.
Den kenyanske lærer og blogger Wandia Njoya er en tredje af de højrøstede kritikere. Hun har skrevet, at ”… et lands frihed, demokrati og lighed skal måles på dets skoler og hospitaler, ikke på valgsteder….. Hvis vi virkelig vil vide, om (vi er lig) med Kenyatta og Odinga, må vi spørge, om vi bliver behandlet i de samme hospitaler (som dem), og om vores børn går til de samme skoler (som deres)”.
Wandia noterer sig så den generelle folkestemning: ”Hvis vi havde penge, ville vi gøre det samme (som de rige: tage til udlandet for at blive behandlet, red.), men hvis vi ikke har pengene, er problemet vores, fordi vi er fattige”.
Altså en sindstilstand: De rige kan, vi fattige kan ikke. Sådan er det bare.
Ens for alle rige
Alt dette kan man så le eller græde over og måske tænke på, at den afrikanske elite er som (slag på tasken) 99 procent af udenlandske bistandsarbejdere, forretningsfolk og andre besøgende på kontinentet, altså ”os”, hovedsageligt hvide på kortere eller længere gennemtræk.
Vi sørger vi for at medbringe gode forsikringer, der får os evakueret til et af de få velfungerende (og dyre) hospitaler på kontinentet (Sydafrika, det nordlige Afrika eller enkelte i Senegal og Kenya) eller til Europa, Mellemøsten og USA, hvis vi bliver syge.
Som en amerikansk læge i Rwanda anbefalede det. Han arbejdede frivilligt på et nedslidt hospital i en lille by og kendte derfor forholdene indgående. Han gav følgende råd:
”Hvis du bliver alvorligt syg? Get the heck out of here!”
Flere eksempler på afrikanske ledere, der er taget babu til udlandet:
- Burundis tidligere præsident, Jean-Baptiste Bagaza. Han døde i maj i år, ikke i hjemlandet, men på et hospital i Bruxelles.
- Etiopiens mangeårige leder Meles Zenawi døde 20. august 2012 på et hospital i Bruxelles.
- Ghanas præsident John Atta Mills døde i hovedstaden Accra den 24. juli 2012, men havde forud for det været til undersøgelser og behandlinger på hospitaler i USA.
- Malawis præsident Bingu wa Mutharika døde den 5. april 2012. Det står hen i det uvisse, om han døde i hovedstaden Lilongwe, eller om han nåede i live til Sydafrika, hvor han samme dag blev ”airliftet”.
- Malam Bacai, præsident i Guinea Bissau, døde den 9. januar 2012 på hospital i Paris.
- Omar Bongo, præsident i Gabon, døde den 8. juni 2009 på hospital i Barcelona.
- Lansana Conté, præsident i Guinea, døde i hovedstaden Conakry den 22. december 2008, men havde før sin død været til adskillige behandlinger i Marokko og Schweiz.
- Guineas første præsident, Ahmed Sekou Touré, døde også i embedet, nærmere bestemt på et operationsbord i Cleveland, Ohio, den 26. marts 1984.
- Den socialistiske og beundrede præsident Julius Nyerere, Tanzania, døde også i udlandet, på et hospital i London i 1999.
