Når Afrikas svage stater oplever et ulmende eller tiltagende oprør, gør de, hvad svage stater har tendens til at gøre: udliciterer visse sikkerhedsfunktioner til ikke-statslige aktører eller selvbestaltede vagtværn, som for manges vedkommende har grebet til våben for at beskytte deres lokalsamfund.
Denne tilgang betragtes til tider som en nødvendighed, men er ofte farlig, især i politisk ustabile stater. Det skriver International Crisis Group (ICG) i en ny rapport om emnet.
Jo mere skrøbelig staten er, desto mere er det afhængig af eksterne sikkerhedstyrker, men også de mindre i stand til at føre tilsyn med dem eller forhindre magtmisbrug.
Jo mere succes disse grupper har med at nedkæmpe oprør, desto sværere er det at demobilisere dem igen, og jo mere sandsynligt er det, at grupperne bliver fast forankret i samfundet.
Som et resultat af etniske gruppers rivalisering eller troskab over for hinanden, kan forsvarsgrupperne blive til rovdyr, kvasi-kriminelle organisationer eller fjender af staten.
Men selvom risici overgår fordelene ved at bruge grupperne, har de afrikanske ledere måske ikke meget valg.
I det mindste bør afrikanske regeringer og deres internationale støtter lære af fortiden, forsøge at forhindre magtmisbrug og planlægge, hvordan de skal håndtere grupperne, når konflikten dør ned, anbefaler ICG.
