Lidt efter kl 22.00 kom bandet ind på scenen i en fyldt sal i Politikens Hus. Få minutter senere kommer en super adræt og dansende Orlando Julius ind på scenen spillende på sin sax. Den venstre hånd på saxofonen og den højre i vejret vinkende til publikum. Som en fest ankommer han og koncerten er allerede i fuld gang. Og sådan fortsætter han de næste 2 timer.
En ydmyg stjerne
Midt på scenen havde han selskab af sin stor-dansende kone Latoya. Og omkring dem det stor-spillende band Heliocentric. Men man må også formode, at det ikke er hvem som helst, der får lov til at spille sammen med Orlando Julius. Han er trods alt inkarnationen af Afrobeat. Og han kan målt efter sin musikalske betydning uden at blinke sammenlignes med Louis Armstrong.
Orlando Julius er imidlertid ydmyg og åbenhjertig. Smilende, venlig og imødekommende. Og frem for alt – som min fotograf-veninde hurtigt bemærker – utrolig charmerende. På scenen er han godmodig. Hans stjernestatus får ham ikke til at gøre sig selv til centrum. Derimod synes bandet meget som en fælles og sammenhængende organisme. Også Latoyas dans er dygtigt integreret i det samlede udtryk.
Meget ofte bliver dans og dansere på scenen til sekvenser ind imellem koncertens numre, men det var på ingen måde tilfældet her. Derimod fremstod dansen som et instrument blandt mange andre instrumenter. En stemme ligeså naturlig som Orlando Julius' vokal.
Publikum var entusiastisk og begejstret fra start til slut. Det er tydeligt, at der er en stor interesse for denne slags musik i Danmark. Det gælder ikke kun hos spillestedet Global på Nørrebro i København og på Roskilde Festivalen, men altså også her i hjertet af PolitikenPlus-segmentet.
Vestafrikanske åbenhed
Om eftermiddagen på Ibsens Hotel fortæller Orlando Julius om musikkulturen i Nigeria, hvor han kommer fra. Igennem sin lange karriere som musiker har han altid inviteret mange forskellige slags mennesker til at spille sammen med sig. Det har for ham ikke været afgørende, hvor i verden de kom fra – eller om de var kvinder eller mænd. Det fremgår inplicit, at denne åbenhed og interesse er karakteristisk for musikkulturen i Nigeria.
Amerikansk jazzmusik har spillet en stor rolle i Orlando Juluus' lange karriere. Allerede tidligt bød han og andre på den nigerianske musik-scene amerikanke jazz-stjerner velkommen. Orlando Julius fortæller, at da Louis Armstrong ankom til Nigeria i 1950'er blev han budt velkommen ved, at de nigerianske musikere spillede Armstrongs egne sange. Den amerikanske jazzmusik var allerede ankommet til Nigeria.
Orlando Julius forklarer, at der i 1950'erne var mange amerikanere, der rejste til Vestafrika for at arbejde for Fredskorpset (Peace Corps). De bragte musik hjemmefra med sig. Samtidig betød åbenheden i musik-miljøet i Nigeria, at de fremmede som noget helt naturligt blev inviteret på scenen for at spille sammen med de lokale musikere. På den måde lod den lokale musik sig påvirke af musik udefra.
Musikkultur og slavehandel
Jeg spørger Orlando Julius om, hvorfor han tror, at det særlig er den vestafrikanske msuik, som har appelleret til publikum i USA og Europa; fx sammenlignet med musik fra Østarika. Orlando Julius' kone Latoya udbryder bramfrit, at det skyldes slavehandlen. Hun begrunder sit synspunkt. Det var jo fra Vestafrika, at slaverne blev transporteret over Atlanterhavet til Caribien og USA. De tog deres musik med sig. Deres musik danner senere grundlag for ikke kun den amerikanske jazzmusik men også den efterfølgende musikudvikling i USA og Europa. Flettet ind i sin argumentation konstaterer Latoya tørt, at den østfrikanske afrobeat jo er langt mere kommerciel end den vestafrikanske.
En af Latoyas pointer er, at netop pga. slavetiden med dens undertrykkelse og hårde brutalitet har de muskalske rødder i Vestafrika overlevet i højere grad end andre steder på det afrikanske kontinent, idet musikken jo også fungerede som modstandsform under slaveriet.
Orlando Julius fokuserer selv mere på åbenheden i musikkulturen som forklaring på den vestafrikanske musiks internationale status.
