Der var ikke mange mennesker, der noterede sig det i november 1996, da en tv-kanal finansieret af Qatars emir for første gang gik i luften. Endnu færre havde nok regnet med, at kanalen 15 år senere skulle spille en hovedrolle i Det Arabiske Forår og grundlæggende ændre Mellemøstens offentlige samtale.
Her 22 år efter nyder Al-Jazeera stadig en usædvanlig grad af uafhængighed. Den lille halvø, hvor Qatar ligger, er ellers omringet af lande som Saudi Arabien, Iran og Irak. Lande hvor kritisk journalistik spiller en forsvindende lille rolle i mediebilledet. Og kritisk journalistisk er da heller ikke det første, man forbinder med Qatar i disse dage, hvor døde migrantarbejdere, åbenlys korruption og statspropaganda bliver blotlagt i danske og internationale medier.
Ehab Galal forsker i transnationale arabiske medier ved Københavns Universitet. Han er selv fra Egypten og husker tydeligt de år, hvor Al-Jazeera gennem et satellitsignal åbnede en ny verden – ikke bare i Qatar, men i alle arabisktalende lande.
“Det var kolossalt. For de arabisktalende var det en fuldstændig revolution. For det første fordi det virkelig var kvalitets-tv, og så var man jo ikke vant til, at man kunne stille spørgsmål til arabiske ledere. Pludselig kom Al-Jazeera og ikke bare interviewede dem, nej, de kritiserede dem også,” fortæller Ehab Galal, der som mange andre forskere i Mellemøsten blev ramt af en stor optimisme omkring områdets demokratiske udvikling med Al-Jazeeras indtog.
Han husker, at den egyptiske diktator Hosni Mubarak få år efter besøgte studiet i Doha med vanlig selvtillid. For rullende kameraer pegede han smilende på den undseelige bygning og kaldte den en tændstikæske, fordi den trods størrelsen havde tændt de arabiske landes befolkninger. At vi kunne se hans eget regime brænde ned 15 år efter gennem samme kameralinse, bekymrede ham næppe.
“Et synspunkt og et andet”
Al-Jazeera startede som en idé hos den nyslåede emir Hamad bin Khalifa Al Thani, der i 1995 havde taget magten fra sin egen far efter et blodløst kup.
Hamad bin Khalifa Al Thani ledte efter et prestigeprojekt, der kunne indvarsle hans nye og mere moderne lederskab og ikke mindst lade Qatar træde ud af det store naboland Saudi-Arabiens skygge, fortæller Ehab Galal.
I årene forinden havde BBC arbejdet på en arabisk tv-kanal med Saudi Arabisk medfinansiering. Men det viste sig hurtigt, at saudierne opfattede det som en invitation til at blande sig redaktionelt. Derfor opsagde BBC samarbejdet og efterlod sig en mængde veluddannede journalister i Mellemøsten.
Qatars Emir sprang til, tilbød, at de kunne lave en kanal hos ham, og skød selv 150 millioner amerikanske dollars i projektet. Visionen var, at Qatar ikke skulle gøre sig lille og let at overse, men stor og svær at sluge trods sine dengang godt 500.000 indbyggere.
Med et dybt professionelt hold af tidligere BBC-journalister var det derfor med velproducerede tv-billeder og debatprogrammer, som man ellers kun kendte fra Vesten, at Al-Jazeera gik i luften 1. november 1996.
Tro mod kanalens slogan, “Et synspunkt og et andet synspunkt”, blev der sendt debatprogrammer i bedste sendetid lørdag aften med titler som “Uden grænser” og det siden berømte “Den modsatte retning”. Navnet Al-Jazeera betyder både ø og halvø og er et meget brugt navn for firmaer på den arabiske halvø, der forsøger at række ud over deres eget lille land.
Ambitionen var derfor fra start at blive en panarabisk kanal, og det lykkedes i en sådan grad, at Al-Jazeeras skabte “en meget stor omkalfatring af den arabiske offentlighed,” som professor i islamiske og arabiske studier ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen kalder det.
En ny panarabisk offentlighed
Den 29. januar 1999 blev det for meget for styret i Algeriet. I store dele af landet kunne borgerne hverken tænde for lyset, computeren eller allervigtigst: fjernsynet.
Den godt to år gamle tv-station havde nemlig gjort noget, man sjældent havde oplevet før på de kanter, og inviteret den algeriske opposition i studiet for at tale om landets politiske forhold.
Det kunne den daværende algeriske regering ikke tillade. Men da Al-Jazeera havde base i Qatar, var journalisterne uden for fysisk rækkevidde, og styret kunne ikke give dem mundkurv på. I stedet beordrede regeringen en strømafbrydelse midt i udsendelsen.
“I 00’erne havde man i den arabiske verden den situation, at man havde nogle meget kontrollerende stater, som ikke rigtig stod til ansvar for nogen, og så havde man en panarabisk offentlighed langt ud over staten, hvor ting blev diskuteret, og de folk der ikke kunne komme i statslige medier, de kunne pludselig dukke op i en debat på Al-Jazeera,” forklarer Jakob Skovgaard-Petersen, der fulgt Al-Jazeera siden starten.
Han sammenligner med situationen i Europa, hvor situationen er omvendt. Vi har ikke en samlet offentlighed, men en samlet beslutningsmyndighed i Bruxelles.
Det var først i 2001, at Al-Jazeera begyndte at tiltrække stor opmærksomhed i Vesten. På det tidspunkt var det den eneste tv-station med en permanent 24-timers satellitforbindelse til Kabul under krigen i Afghanistan, og kanalens eksklusive billeder blev brugt af mange vestlige medier. Den blev også berømt og berygtet for at bringe videobeskeder fra Al-Qaeda-ledere.
Al-Jazeeras kontor i Kabul blev bombet af USA under krigen, ligesom deres kontor i Bagdad under den amerikansk ledede invasion af Irak. Det blev senere rapporteret, at George Bush også havde ønsket at bombe Al-Jazeeras hovedkvarter i Qatar, men var blevet afskrækket fra at gøre det af den britiske premierminister, Tony Blair.
00’erne er det Jakob Skovgaard-Petersen kalder Al-Jazeeras guldalder. En særligt succesfuld periode, der stoppede, da kanalen i 2011 blev sat på sin store prøve under Det Arabiske Forår.
Mistede sin uskyld under Det Arabiske Forår
Tunede man i foråret 2010 ind på Al-Jazeera kunne man følge det, der senere blev kendt som antændelsen af Det Arabiske Forår i Tunesien og se hundrede tusindvis af demonstranter i gaderne på Tahrir-pladsen i Cairo. Kanalen støttede åbenlyst protesterne i mange af de arabiske lande som Egypten, Algeriet og Syrien. Men da protesterne nåede den lille nabostat Bahrain vendte kanalen begivenhederne på hovedet.
“Med Bahrain forlod Al-Jazeera vinklen, om at det var folk mod regimer og gik over til at fremstille det som et shiamuslimsk eller iransk forsøg på at destabilisere en stat,” husker Jakob Skovgaard-Petersen.
Det skyldes ikke, at Qatar var særligt gode venner med Bahrain. Tværtimod var de i mange henseender rivaler. Men Bahrain ligner grundlæggende Qatar på så mange parametre, at emiren sandsynligvis begyndte at frygte, at foråret en dag ville brede sig til Qatar.
“De gik fra at have det her BBC-agtige renomme, hvor de evnede at håndtere store interessekonflikter og dække det sagligt, og til at blive set på som lige så partiske som så mange andre kanaler,” vurderer Jakob Skovgaard-Petersen.
Overlevede flere mordforsøg
Al-Jazeera fik sat Qatar på verdenskortet og har givet styret al den soft power, som det kunne have drømt om. Men det er ikke kommet uden omkostninger. Nogen ville måske sige, at det havde været nemmere for dem at forblive lille og let at overse. I 2017 var det ved at koste den lille olierige stat dyrt.
I kølvandet på Det Arabiske Forår og med Mohammed bin Salman som den nye kronprins i Saudi-Arabien, indledte det store naboland sammen med en række arabiske lande en blokade mod Qatar. De krævede, at landet opfyldte 12 krav, hvis de ville undgå omfattende sanktioner. Et af de centrale krav var en lukning af Al-Jazeera.
“Jeg tror, der er nogle regimer og regeringer i regionen, som føler sig truet af denne forandring og den nye generations håb, idealisme og optimismen, sagde Al-Jazeeras direktør, Giles Trendle, dengang uden at vakle.
De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten deltog også i blokaden, der førte til at Saudi Arabien lukkede luftrummet og prøvede at kvæle Qatar. Og det var måske også lykkedes dem, hvis ikke Tyrkiet og til dels Iran var kommet dem til hjælp, fortæller Jakob Skovgaard-Petersen.
“Qatar modstod presset, og det har skabt en form for nationbuilding, hvor man føler, at man står last og brast med hinanden.”
Er Ukraine mulighed for en sølvalder?
Fra et prestigeprojekt til et andet, der skal sætte Qatar på verdenskortet. VM i herrefodbold begynder søndag 20. november.
På Al-Jazeera har der ikke overraskende været en larmende stilhed om døde migrantarbejdere og korruptionen i FIFA – også på deres engelsksprogede kanaler. Men det er fuldstændig i tråd med Al-Jazeeras virke lige siden 1996, mener Ehab Galal. Det handler om at hænge andres sure undertøj til skue og ellers gemme sit eget væk.
Derfor har Al-Jazeera heller ikke haft problemer med at rapportere om de brutale rydninger i de brasilianske favelaer op til VM i 2012, om homofobi i Rusland op til slutrunden i 2018 og om brudte menneskerettigheder op til vinter-OL i Beijing i 2022.
Til gengæld har nogle af de store begivenheder, som præger hele verden i dag, givet Al- Jazeera en ny chance.
“De har været relativt gode til at dække corona og krigen i Ukraine, så det er måske en chance for dem, nu vi er langt væk fra Qatar og den arabiske verden, til at generobre et troværdigt renomme,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
“I mine øjne har de haft deres guldalder. Det ville være fint, hvis de nu kan få en form for sølvalder, men så skal jeg se mere, før jeg tror på det.”
