“Alle taber, hvis vi fortsætter som hidtil. De europæiske lande taber, fordi den irregulære migration skaber frygt og politisk stilstand. De afrikanske lande mister deres unge. Og migranterne risikerer overgreb, tortur og død,” siger Mohamed Yahya, UNDP’s landechef i Nigeria og hovedforfatter til rapporten Scaling Fences – Voices of Irregular African Migrants to Europe.
Det er første gang, der er blevet lavet så stor en undersøgelse af, hvem de irregulære afrikanske migranter er, hvem de var derhjemme, og hvem de er i Europa.
“De er Afrikas springbrætsgeneration. De er de unge, der har haft gavn af de seneste årtiers udvikling i de afrikanske lande. Men deres ambitioner er vokset hurtigere end landets udvikling, siger Ahunna Eziakonwa, der er assisterende generalsekretær i FN og direktør for UNDP’s regionale Afrikakontor – og leder af arbejdet med rapporten.
Hurtigt op på toppen af kurven
De unge migranter – gennemsnitsalderen er 24 for de afrikanere, der trodser farerne gennem Sahara og over Middelhavet – er typisk bedre uddannede end de fleste i deres hjemlande, og mange af dem havde arbejde, da de drog afsted. Det kræver ressourcer, både økonomiske og menneskelige, at tage ud på så uvis og farefuld en færd, som har kostet i hvert fald 30.000 mennesker livet siden 2014. Derfor er en af rapportens kontroversielle konklusioner, at det er forventeligt, at flere unge afrikanere søger den vej i takt med udviklingen.
“Det betyder ikke, at vi skal indstille ethvert samarbejde med de afrikanske lande,” siger Mohamed Yahya. Han viser en kurve over den økonomiske udvikling og migrationen ud af de afrikanske lande. ”Det gælder om at komme op på toppen af kurven så hurtigt som muligt, om at nå op på det økonomiske niveau, hvor migrationen aftager. Så de afrikanske unge, som vores, kan vælge at migrere i stedet for at bruge det som en desperat udvej.”
Der er andet end økonomi, der driver unge afrikanere af sted på den rædselsfulde tur, som de stort set alle fortæller, at de ville tage igen, hvis det blev nødvendigt. Langt de fleste fortæller, at de føler sig sat uden for indflydelse i deres hjemlande, og at de har meget lidt tiltro til institutionerne.
Det, der trækker i Europa, det er især håbet om at kunne udleve sine ambitioner og om at kunne få et job og sende penge hjem. En del ender med at leve under kummerlige forhold og opnår ikke, det de ville. Men mange andre finder arbejde, måske endda et legalt arbejde, og sender penge til familien. Bemærkelsesværdigt er det, at de succesfulde er markant mere villige til at returnere, end dem, det ikke lykkedes for. Ingen ønsker at vende hjem som fiasko.
Ufuldendt udvikling
Nogle af rapportens konklusioner er kontroversielle i hvert fald i den politiske diskussion i Europa, så hvorfor vælger FN’s store udviklingsorganisation frivilligt at træde ind på den scene. Det spurgte Globalnyt Ahunna Eziakonwa om.
“Migrationen er et vigtigt emne også for UNDP. Vi ser det som et udviklingsspørgsmål, hvor den lille gruppe, der migrerer til Europa, har stjålet den politiske opmærksomhed i Europa og på en måde trukket Afrika med. Det er vigtigt for os at skabe en sammenhæng mellem viden og politik. Vi har en fornemmelse af, at der på dette punkt, på migrationsområdet, sker en masse, der ikke bygger på viden,” siger hun.
“Vigtigst er indsigten om, at udvikling skal gøres færdig. Vi kan ikke bare stoppe midtvejs, gøre en smule og så forsvinde. Vi må blive ved med at investere, indtil folk virkelig føler, at deres behov bliver opfyldt og deres håb kan blive opfyldt tættere på hjemmet. Vi skal investere i en fælles fremtid og i at den udvikling er inkluderende. Så folk ikke føler sig marginaliserede og uden håb,” siger hun.
Erfaringen fra de seneste 20-30 år, fortæller os, at i Europa kan man vinde og tabe valg på spørgsmålet om migration. Det vil viden vel ikke ændre på, spørger Globalnyt.
Alle taber på status quo
UNDP-direktørens vurdering er, at europæerne er blevet anti-migration på grund af den ukontrollable form, som det har taget. De føler, at deres regeringer har mistet kontrollen med grænserne. Samtidigt blev alt blandet sammen i 2015. Mennesker der flygtede fra konflikt og søgte beskyttelse og asyl blev i den offentlige debat blandet sammen med mennesker, der søgte bedre muligheder, og så skete det hele i en tid med terrorangreb. Det udløste megen frygt hos europæerne og førte til det, der blev opfattet som en krise, der skulle løses.
Mohamed Yahya tilføjer, at tiden måske er inde til at tale om migration på en anden måde. Til at finde ud af, hvilken form for migration, de europæiske lande ønsker, og om det kan passes sammen med de unge afrikanere. Måske i en form af midlertidige arbejdstilladelser, så dem der kommer, kommer på en legal, ordentlig og kontrolleret måde, Som det er nu, taber alle, siger han.
Ahuna Eziakonwa peger på, at der er ved at ske store forandringer i mange af de afrikanske lande. Der er generelt langt større åbenhed end for bare 10 år siden, og medierne fungerer bedre end tidligere. Digitaliseringen har givet de unge en langt stærkere position i samfundet end tidligere, fordi de er meget bedre end deres forældre til ny teknologi. Mange lande har udarbejdet nationale udviklingsplaner, der er baseret på verdensmålene, der i hendes optik er den vigtigste køreplan for udviklingen overhovedet.
Men for det store flertal af afrikanske lande kniber det stadig med at skabe et inkluderende samfund og en økonomi, hvor alle kan være med. Noget handler om god regeringsførelse, men ikke alt. Hun nævner handelsvilkår, konsekvenser af klimaforandringer som naturkatastrofer, der banker landene tilbage til start. Alligevel er hendes vurdering, at fremtidens udvikling ligger i Afrika. Det skulle europæerne måske have med i deres overvejelser.
