Amal
Instruktør: Mohamed Siam
81 min.
Filmen vises for sidste gang den 25.3.18 kl. 19.30 på Hotel Cecil.
Læs mere om filmen her
Amal, hvis navn betyder håb på arabisk, er et ønskebarn. Overdænget med kærlighed og altid fokuspunkt for farens hjemmevideoer. Og i de håndholdte videoklip af Amals første svømmetur i havet, Amals fire års fødseldsdag og af Amal, som stjæler scenen ved at puste lysene ud på sin mors fødselsdagskage, får man fornemmelsen af en bombastisk personlig i en lille krop.
At hun befinder sig midt i protesterne mod Mubaraks styre på Tahrir-pladsen i Kairo ved udbruddet af den egyptiske revolution i januar 2011 er derfor måske ikke så mærkeligt. Men optagelserne af den 14-årige pige iklædt lilla hættetrøje, der i håret bliver slæbt henover pladsen af en politibetjent, står ikke desto mindre i stærk kontrast til farens kærlighedsvideoer.
I Mohamed Siams dokumentar af samme navn følger vi Amals udvikling fra hun er fjorten til tyve år – fra at være en rebelsk oprører og igennem hendes noget kontrastfulde søgen efter en mening med livet.
Et lille kønspolitisk oprør som en del af en større protest
Den egyptiske revolution bragte forskellige samfundslag, aldre og køn sammen i protesten mod Muburaks tredive år lange styre i 2011. Filmen understreger især Amals kamp for at sin plads i samfundet som ung, egyptisk kvinde i en oprørstid.
På én side er Amals rolle i protesterne accepteret og støttet af hendes gruppe af venner, som alle er unge mænd. På den anden side ser vi Amal med hætten trukket over hovedet græde over at blive sendt hjem i en taxa, da de samme venner opfordrer hende til at forlade centrum – for klokken er over midnat.
Selv påpeger hun, at ”jeg blev nødt til at være en mand for, at jeg kunne have en plads både i og uden for protesterne – men jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller ked af det, når de ser mig som en dreng, som dem selv.”
Filmen igennem afspiller kampen imod egne og samfundets forventninger sig på en meget tydelig måde, da den ofte tager plads i det offentlige rum. Vi ser gentagne gange Amal vælge at tage sin hijab af for så at tage den på igen; at klippe håret helt kort for så at gro det ud igen; at tage lipgloss og eyeliner på den ene dag og hættetrøjen på den anden. Hun spiller fodbold, diskuterer politik højlydt, kommer sent hjem eller ryger på gaden, selvom det indbyder til fordømmende blikke og kommentarer fra fremmede.
At håndtere sorgen over at miste
Amals egen protest imod kønsroller kan ses som et produkt af en oprørstid, hvori alle samfundsnormer for en stund er ophævede, og luften stadig emmer af forandring. Men filmen portrætterer også en ung kvindes kamp for at håndtere et liv præget af sorg, og revolutionen kommer rigtigt under huden på Amal, da hendes kæreste går bort under Port Said-optøjerne i 2012.
En fodboldkamp imellem de egyptiske hold al-Masry og al-Ahly tog en dyster drejning, da vinderholdet al-Masrys fans stormede tribunerne og overfaldt modstandernes fans med knive, flasker og fyrværkeri. Hvad resulterede i 74 døde og over 500 sårede, blev af mange set som en hævnaktion fra politiet og militærets side mod al-Ahly-fans, som havde været aktive i Tahrir-protesterne året forinden.
I en af scenerne ser vi Amal stå midt i en kaotisk menneskemængde på en togstation i Kairo, hvor alle venter på, at de døde og sårede fragtes fra Port Said i det nordlige Egypten til Kairo med tog.
I starten af filmen bruger Amal meget tid med at diskutere politik, korruption og hendes plads i revolutionen. Senere hen reflekterer hun mere og mere over, hvordan sorgen over at miste har påvirket hendes tilværelse, hendes identitet og de valg, hun har taget på vejen.
Selvom Amal er en højtråbende og til tider frustrerende karakter, giver filmen et indblik i, hvordan sorg, kærlighed, politik, historie, køn og samfund er med til at forme et liv – og mest af alt understreger Amals historie det allestedsnærværende i forsøget på at finde sin egen plads på hylden.
Filmen kan stadig nås på CPH:DOXs sidste dag på Hotel Cecil.