Anmeldelse: Arabisk identitet og arkitektur på Louisiana

Forfatter billede

Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk

I fredags åbnede Louisiana udstillingen “Det Arabiske Nu”. Med udgangspunkt i arkitekturen forsøger man at finde ind til den arabiske identitet. Det er meget ambitiøst, og man søger måske de forkerte steder.

Det er samtidig kunstmuseets anden udstilling i udstillingsrækken “Arkitektur, identitet og kunst”. Første udstilling var “New Nordic” i 2012.

“Det arabiske hus er et hus med mange rum”, skriver Louisiana i udstillingskataloget. Hvor man som nordbo gerne lader grænserne for det private og det offentlige flyde sammen, er det arabiske hus helt opdelt.

Mens vi gerne slår stue og køkken sammen og tilmelder os bolig-programmer for at vise gud og hver mand vores soveværelser frem, er araberne anderledes private. Man sover i soveværelset og man tager i mod i prydstuen.

Louisiana gør med samme klart, at man ikke kan tale om en fællesarabisk identitet.

Parasoller på pladsen foran Al-Masjid An-Nabawi moskéen, Saudi Arabien, 2011
SL Rasch GmbH Special and Lightweight Structures, Tyskland

Det eneste, der forbinder Nordafrika i vest med golfstaterne på den Arabiske Halvø i øst, er sproget – det arabiske sprog. Og det er først og fremmest Islams sprog. Som Louisiana også skriver, er religion en dominerende faktor i arabisk arkitektur.

Som det islamiske slør er mashrabiyaen (skærmvæggen) en måde, hvorpå man kan tillade kvinderne at tage del i det offentlige liv. Man kan se ud, men ikke ind.

En gigantisk installation i form af en 1:1 majlis (modtagelsesrum) møder publikum ved udstillingens begyndelse. Den giver en eksotisk fornemmelse af den mystiske Orient, hvor anderledes værdier hersker.

Men når spændingen ved det ukendte har lagt sig, kommer klaustrofobien, når det går op for én, at masser af kvinder må leve livet gennem en skærm eller et slør, fordi de ikke har en medfødt ret til en plads i det offentlige rum.

Det er der ikke noget spændende eller eksotisk ved.

Pladsen som symbol på revolution

Professor i religionshistorie ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, bidrager til Det Arabiske Nu med artiklen “Rum, offentlighed og folkelighed i arabiske byer”.

Skovgaard-Petersen skriver om pladsen, der er gået fra at være militærets paradeplads til at blive et symbol på revolutionen – det arabiske forår.

Det er selvfølgelig først og fremmest Tahrir-pladsen i Kairo, han tænker på. Ja, pladserne lægger endda navn til TV-stationer. Tahrir 25 åbnede i 2011, men blev senere lukket, fordi den støttede afsatte præsident Mursi og hans muslimske brødre. Konkurrenten al-Miyadeen betyder simpelt hen pladserne.

Tahrir-pladsen, Cairo, januar 2011
Foto: Jonathan Rashad

Man kommer til at tænke på, hvordan det arabiske forår havde set ud, hvis ikke folket havde haft et stort åbent rum at forene sig på, at forme sig til én stor samlet flok på. Havde det skullet sno sig som en menneskeslange ned gennem gaderne?

På udstillinger om arkitektur fungerer enorme fotografier og videoprojektioner rigtigt godt, fordi det giver en rumfornemmelse, og derfor er det ærgerligt, at ingen har tænkt på det. Man savner at se Skovgaard-Petersens pladser på en måde, hvor man kan mærke folket og revolutionen.

Den blå bh

I afsnittet om det arabiske forår går en blå bh går igen i fotografier, i graffiti og i porcelæn.

17. december 2011 blev en kvinde tæsket af politiet i Kairo og fik tøjet flået af, så hendes blå bh kom til syne.

Den er blevet symbol på revolutionens kvinder, fordi de forsøges holdt nede med henvisninger til den traditionelle opfattelse af, at ordenlige kvinder ikke hører hjemme i det offentlige rum.

Den blå bh blev verdenskendt pga. et andet offentligt rum – det virtuelle rum. For sociale medier er som skabt til den arabiske og religiøst konservative verden.

De giver araberne mulighed for at mødes (især med det modsatte køn), forene sig og dele ting som overgrebet mod kvinden med den blå bh.

Udstillingens mange mobiltelefoner fortæller denne historie.

Golfstaternes vanvidsprojekter

Langt fra folkets krav om brød og frihed finder man de rige golfstater.

Det er svært at forestille sig Berlin uden museumsøen med Pergamonmuseet, der er opkaldt efter det fantastiske Pergamonalter hentet i slutningen af det 19 århundrede i den tyrkiske by, der havde dette græske navn.

Alteret er en fortælling om religionsdyrkelse og dermed en særlig verdensopfattelse for antik middelhavskultur i det vestlige Tyrkiet på et givent tidspunkt.

Alteret er også fortællingen om en tid, da kulturarv var forbeholdt europæerne, og hvor man derfor uden at blinke rev templer, obelisker og alle mulige andre monumenter og kunstværker op ved deres kulturelle rødder og sendte dem hjem til de europæiske museer.

Begge fortællinger er sådan set lige interessante. De åbner en dør ind til en fjern eller fremmed kultur og mentalitet – det samme sigte som Det Arabiske Nu har.

Men mest af alt er det en fortælling om trofæer. Havde man været i stand til at flytte Keops-pyramiden til Berlin, London eller Paris den gang, da arkæologi som disciplin nok mindede mere om det, vi i dag ville kalde gravrøveri – ja, så havde man gjort det.

Det handler i bund og grund om at vise omverdenen, hvordan man (på lovlig eller ulovlig vis) er i stand til erhverve sig andres kulturskatte. Det handler om at udstille sin egen kulturs overlegenhed.

Abu Dhabi vil også have en museumsø

Golfstaterne er ikke imperialister som europæerne var og de behøver slet ikke stjæle noget. De er nemlig i besiddelse af oliedollars i så store mængder, at ubegribeligheden minder om universets sorte huller.

Man har købt rettighederne til Guggenheim og Louvres søstermuseer og man har hyret verdens førende arkitekter til at realisere søstermuseerne i den arabiske ørken.

I udstillingens afsnit “Fra genius loci til genius logo” (fra stedernes ånd til logoets ånd) kan man se nogle af disse verdensanerkendte tegnestuers forslag til ørkenmuseerne. Både Zaha Hadids Performing Arts Center og Zayed National Museum er eksempler på dét, der også kaldes Google Earth arkitektur – det skal kunne ses fra luften.

Det virker som om man bruger kunstværkerne som endnu en anledning til at iværksætte endnu et præstigebyggeri – se hvad vi kan, fordi vi kan!

Det er svært at forstå, hvorfor det bliver ved med at være interessant.

Den arabiske filosofi

Meget mindre anmassende og langt mere eftertænksomt og poetisk er mødet med den egyptiske arkitekt Hassan Fathy og den tuaregiske forfatter Ibrahim Al Kouni.

De to mænd repræsenterer noget, der kun alt for ofte overskygges af oliestaternes potensprojekter og regionens alt for mange konflikter.

Fathy og Al Kouni repræsenterer filosofien i det arabiske væsen – en filosofi, som med regionens politiske og klimatiske forhold tvinger sine børn til at søge langt ind i sig selv for at finde mening i galskaben.

Og når de er der inde, finder de noget almenmenneskeligt, som vi alle kan lære meget af: Hvad er det, der gør os til mennesker? Og hvad skal vi bruge vores menneskelighed til?

Ørkenen er et fænomen, som næsten alle arabere må forholde sig til og leve med, da 80 procet af den arabiske verden består af sandørken. Ørkenen er naturens arkitektur, dér hvor mennesket udfordres mest.

Al Kouni filosoferer over ørkenen i et videointerview skudt op på væggen, dér hvor man entreer afsnittet med golfbyggeriet. Man får en påmindelse om, at araberne også er vise og poetiske mænd, inden man endnu engang skal slås visuelt om kuld af golfstaternes fallotiske byggeri.

“Ørkenen er i virkeligheden ikke et sted. Et sted kræver forudsætninger og én af forudsætningerne er vand. Ørkenen har intet vand, og derfor bliver ørkenen stedløs. Men i sin stedløshed bliver ørkenen også symbolet på den ultimative frihed. Frihed, fordi mødet med ørkenen minder om mødet med døden”.

Måske er det i virkeligheden dødsangst, der driver golfarabernes til med djævelens vold og magt at forsøge at tæmme ørkenen ved at påtvinge den skøjtebaner og skiløjper?

Fathy (1900-1989) søgte væk fra koloniarkitekturen og brugte i stedet lokal tradition og materialer til sine projekter. Han ville skabe smukke huse til de fattige. Hans mest kendte er New Gourna i Egypten.

Balancen mellem tradition og modernitet

Fra Egyptens Tahrirplads til golfstaternes Google Earth arkitektur og de smukke, traditionelle semi-offentlige rum er der noget, der mangler. Og det er de rum, de fleste arabere har deres hverdag i – nemlig hjemmet.

For som alle os andre bor de fleste arabere i typehuse /lejligheder. Arkitektur, der er skabt ud fra devisen om, at det skal være praktisk, billigt og masseproduceret.

Det ville have været interessant at se, hvordan man som araber tolker de rammer.

Dvs i en lejlighed med de obligatoriske ting som entré, værelser og balkon – hvordan bruger man som araber de rum? Hvordan sætter man som araber sit personlige præg på de rammer?

Hvordan adskiller en lejlighed i Beirut, Bagdad eller Dubai sig fra New Nordic? Hvad får en araber til at føle sig hjemme?

Det havde været sjovt at se “Kender du typen” på arabisk. Hvad fortæller en arabers køleskab og sofa os om ham?

Afsnittet “Hvad er arabisk identitet for dig” kommer tættest på den almindelige araber. Som en hestesko lægger en række af små boder og nicher sig omkring det store majlis. Det virker intimt.

Dét, der går igen i de 27 værker, er søgen efter en balance mellem tradition og en verden i forandring.

Saudiske Ahmed Maters værk hedder “Antenna” og er en antenne bøjet i neon. TV-et fylder rigtig meget i de arabiske hjem. I dag kæmper et hav af satellitkanaler om ens opmærksomhed. Engang var man nød til stå på taget med sin antenne for at finde et signal.

Den libanesiske kok, Kamal Mouzawak, udtrykker sig gennem den lokale madkultur og bæredygtig produktion. I 2004 åbnede ham Souk el-Tayeb, et marked, som han fortæller om i en video.

Det centrale spørgsmål: Hvad er arabisk identitet?

Også fotoserien “Fathers” af palæstinensiske Taisir Batniji er interessant i den sammenhæng.

Billederne viser traditionen med at hænge billeder af patriarken op i sin butik – det være sig familiens patriark, afdøde Yassir Arafat eller Hamasleder sheik Yassin. Man gør dem til ikoner i en verden, hvor der er billedforbud i religionen.

“Hvad er arabisk identitet for dig” og “Fathers” er langt mere interessante end hvad danske tegnestuer nu har lavet i Saudi Arabien og Emiraternes groteske skyskrabere, fordi det er dem, der bedst besvarer det spørgsmål, som Louisiana stiller – hvad er arabisk identitet.

For spørger man de lokale i Dubai, hvad de tænker om sheikens byggerus, har mange svært ved at se, hvem det er til for. Mange føler, at deres kultur er ved at drukne.

I Det Arabiske Nu mærker man kun det arabiske i glimt.

For praktisk information om udstilligen klik her http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger

P1s Arabiske stemmer har lavet udsendelsen Hjemme hos araberne. Hør der her http://www.dr.dk/arkivP1/Arabiskestemmer/Udsendelser/2012/09/28133139.htm