Antallet af flygtninge og fordrevne er ikke højere end nogensinde

gettyimages-1163055334
Forfølgelsen af rohingya-minoriteten sendte i 2017 hundredetusinder af flygtninge fra Myanmar til Bangladesh. Mange af dem bor i dag i flygtningelejren Kutupalong ved byen Cox’s Bazar, Bangladesh.
Foto: Allison Joyce/Getty Images.
Laurits Holdt

7. oktober 2019

70,8 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem. Ifølge BBC er en ud af hver 110 mennesker i verden flygtning, internt fordrevet eller asylansøger. Det er skræmmende mange ulykkelige skæbner, men det er formentlig ikke uden fortilfælde, sådan som BBC fornyligt har fortalt – og som Globalnyt tidligere har skrevet. Eller sådan som UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, lader forstå. Og sådan som man ofte hører og læser i medierne.“I bedste fald er det vildledende, men det kan også give bagslag, når det bliver brugt i fortalervirksomhed, skriver Benjamin Thomas White, forsker og underviser i flygtningehistorie på Glasgow Universitet, på nyhedsmediet for krisejournalistik, The New Humanitarian.

For det første, så var der under Anden Verdenskrig omkring 200 millioner fordrevne mennesker i Europa og Asien – næsten 100 millioner i Kina alene. Det nuværende antal, skal fordobles eller tredobles for at nå i nærheden af, at kunne kaldes rekord-stort eller uden fortilfælde.

For det andet, ja så har vi slet ikke de nødvendige oplysninger til at kunne sammenligne over tid, skriver Benjamin Thomas White.

Opgørelserne findes ikke

Han giver UNHCR gode karakterer for at samle troværdige statistikker om de mennesker, der ligger under UNHCR’s mandat. Det har flygtningehøjkommissariatet gjort siden 1951. Men UNHCR’s oprindelige mandat var snævert. Det skulle hjælpe flygtninge, der var fordrevet fra Europa før 1. januar 1951. Først i 1967 fik UNHCR til opgave at assistere flygtninge overalt – bortset fra de palæstinensiske.

Det største hul i statistikkerne er de internt fordrevne. Som Verdensbanken også gjorde opmærksom på for nogle år siden, har man stort set kun talt internt fordrevne siden 90’erne, da UNHCR begyndte at få et vist ansvar for dem. Internt fordrevne er svære at tælle – også fordi regeringer, der selv kan være ansvarlige for fordrivelsen, ikke er interesseret i at lade nogen tælle de fordrevne. Så tallene er og har altid været usikre.

Benjamin Thomas White peger på, at store historiske begivenheder, der har resulteret i massive fordrivelser, ikke tæller med. Delingen af det britiske Indien, Algeriets uafhængighedskrig med Frankrig, Kulturrevolutionen i Kina for eksempel.

Alt dette betyder, at vi ikke aner, om der er flere fordrevet i dag end tidligere.

Hertil kommer, at opgørelserne er i absolutte tal. Hvis man nu så på, hvor stor en andel af verdens befolkning, der er eller var fordrevet, så er billedet helt anderledes. I slutningen af 1940’erne var verdens befolkning omkring to milliarder. Hvis det passer, at op imod 200 millioner mennesker blev fordrevet under og lige efter Anden Verdenskrig, ja så var det 10 procent, hvert tiende menneske i verden, der var eller havde været fordrevet.

Samtidigt er verden rigere, staterne er stærkere, og der findes et internationalt hjælpesystem i dag. Vi er langt bedre i stand til at håndtere situationen i dag.Derfor er det også forkert at tale om situationen, som noget, der er uden fortilfælde.

Overdrivelse skader sagen

Benjamin Thomas White frygter, at den fremherskende overdrivelse giver bagslag. Han betegner det som forståeligt, at hjælpeorganisationer håber at kunne mobilisere både folkelig og politisk støtte. Organisationerne håber, at kunne bevæge befolkninger til både at donere penge og engagere sig. Og at regeringer også vil støtte humanitære aktioner, og arbejde på fredelige løsninger af krisen, og i øvrigt genbosætte nogle af flygtningene.

Og måske er det også sådan – på kort sigt. Men han ser det som lige så sandsynligt, at det har den modsatte effekt. At man skaber frygt og en følelse af magtesløshed i forhold til den “hidtil værste krise”. At det snarere udløser lammelse end handling, og i øvrigt nærer en mere generel migrationskritisk politisk retning.

Og så irriterer det i øvrigt forskeren fra Glasgow at se alverdens komplekse kriser og deres konsekvenser kogt ned til en enkelt uløselig kæmpekrise af hidtil usete dimensioner. Det reducerer millioner af enkelte mennesker til bare et stort tal. Og det er et problem, skriver Benjamin Thomas White. For ingen føler sympati for en statistik.