Appel: Hjælp med at genopbygge Egyptens nedbrændte kirker

Forfatter billede

Den folkekirkelige missionsorganisation, Danmission, opfordrer danske menigheder til at få venskabsmenigheder i Egypten. De kristne er klemt, mange kirker er brændt ned og de har behov for en økonomisk håndsrækning, fremgår det af en pressemeddelelse torsdag.

”For få dage siden var jeg i Egypten. Formålet var at besøge nogle af de 139 kirker og kirkelige institutioner, der blev angrebet i august 2013″, siger Danmissions generalsekretær Mogens Kjær.

“Det var et voldsomt syn at se udbrændte kirker med bunker af forkullede Bibler og salmebøger, og det gjorde også et stærkt indtryk at møde og tale med de kristne her. De har brug for vores forbøn, følgeskab og en økonomisk håndsrækning til at få deres kirker på fode igen”.

Bag angrebene i august stod militante islamistiske grupperinger og bøller, som opildnede til hævnangreb på kirker, fordi mange kristne støttede hærens opløsning af demon-strationer, efter at militæret havde afsat præsident Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

”Der er blevet færre kristne i Mellemøsten. Vi kan og skal støtte dem, så de stadig kan blive der i betydeligt tal. Som enkeltpersoner, som organisation og som nation skal vi råbe vagt i gevær, når der begås overgreb mod kristne”, anfører Mogens Kjær og fortsætter:

“Vi skal bakke op om dialog og konfliktløsning og arbejde for demokrati og lige rettigheder, som vi gør i Danmission. Men de egyptiske menigheder har her og nu også brug for følgeskab med danske menigheder – de kristne i Mellemøsten er ikke og må ikke føle sig glemt”.

Muslimer må ikke støtte kirkebyggeri

Den egyptiske hær har lovet at støtte genopbygningen af kirkerne, men på grund af et forbud mod at muslimer bidrager til kirkebyggeri, lader støtten vente på sig.

Støtten vil – ifald den overhovedet kommer – kun dække genopbygningen af selve kirkebygningen.

Menigheder mangler derfor ressourcer til at indrette kirkerne igen, så de kan bruges til gudstjenester og til det sociale arbejde, som udgår fra kirkerne.

”De danske menigheder kan samle penge ind til kirkerne i Egypten, men lige så vigtigt er det at bygge bånd til egyptiske kristne – bl.a. er der mulighed for en besøgsrejse til Egypten i oktober 2014. En venskabsmenighed er lig med en fælles opgave og fælles gave til sognet,” siger Mogens Kjær.

Man kan selvsagt også som enkeltperson give et bidrag til genopbygning af de egyptiske kirker via Danmission.

Man kan læse mere om at blive venskabsmenighed på
http://danmission.dk/project/egyptens-kirker-skal-genopbygges

Danmissions dialogarbejde i Egypten:

Danmissions arbejde med dialog forebygger religiøse stridigheder og konflikter og giver mulighed for, at Egypten kan udvikle sig frem mod et velfungerende demokrati.

Siden 2002 har man samarbejdet med Den Evangelisk-Koptiske Udviklingsorganisation, CEOSS, der er en af Egyptens største ikke-statslige organisation (NGO). Egypten er det land i Mellemøsten, der har flest kristne.

Se også www.danmission.dk/egypten

Yderligere oplysninger hos:
Birgitte N. Warming, teamleder for netværk,
tlf. 41 99 93 15 eller [email protected]