Assads styrker presser oprørere væk fra grænseområde

Forfatter billede

Syriske regeringsstyrker har taget kontrollen med vigtige byer nær grænsen til Libanon. Præsident Assad siger, at hans styrker er ved at have det militære overtag i kampen mod oprørerne. Ifølge en avis er der desuden valg under opsejling.

Det syriske regime kontrollerer nu tre byer ved grænsen til Libanon, som for nylig var på oprørernes hænder.

Byerne ligger på den forsyningslinje, oprørerne benytter sig af, så der er tale om en strategisk vigtig erobring for præsident Bashar al-Assads styrker.

Tidligere har nogle af de grupper, der kæmper i Syrien, smuglet våben, mandskab og diverse forsyninger ind herfra og i retning mod hovedstaden Damaskus.

Ifølge tv-stationen al-Arabiya drejer det sig om de tre byer Sarkha, Maaloula og Jibbeh. Andre kilder i lokalområdet siger imidlertid til tv-stationen, at Jibbeh ikke før har været på oprørernes hænder.

Det statslige syriske nyhedsbureau meddeler, at Assads soldater tvang oprørsstyrker på flugt fra Sarkha mandag morgen, inden de rykkede videre og tog kontrol med Maaloula.

Flere kilder oplyser, at Maaloula, som er en ældgammel by med en stor kristen befolkning, har været centrum for hårde kampe.

Tv-kanalen al-Manar, der er ejet af den libanesiske shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der støtter Assad, rapporterer, at tre af dens journalister blev dræbt under mandagens kampe.

Hizbollahs krigere har ved flere lejligheder kæmpet side om side med Assads regeringsstyrker. Det er endnu ikke oplyst, om den libanesiske milits deltog i erobringen af de vigtige byer i grænseområdet.

”Hæren har taget fuld kontrol over Maaloula og genoprettet sikkerhed og stabilitet”, siger en syrisk sikkerhedskilde ifølge tv-kanalen al-Jazeera.

Et af byens hoteller, al-Safir, hvor oprørerne har holdt til, ligger i ruiner, rapporterer nyhedsbureauet AFP ifølge al-Jazeera.

Et vendepunkt for Assad

Erobringen kommer dagen efter, at præsident Assad sagde til statsligt syrisk tv, at krigen nu er vendt til hans fordel.

”Dette er et vendepunkt i krisen, både militært i form af hærens resultater i krigen mod terror, og socialt i form af en national forsoningsproces og en stigende bevidsthed om sandheden bag angrebene mod landet”, sagde Assad ifølge syrisk tv.

Krigen i Syrien har kostet over 150.000 mennesker livet og sendt omkring ni millioner syrere på flugt, enten i eller uden for Syrien.

Den har i stigende grad taget en sekterisk drejning og skabt stridigheder mellem de forskellige trosretninger, både i Syrien og nabolandene. Særligt i Libanon har der adskillige gange været kampe mellem tilhængere og modstandere af Assads styre.

Præsidentvalg kan være på vej

Mens Assads hær erobrer strategisk vigtige byer mod den libanesiske grænse, lyder der også nyt fra den politiske front.

Ifølge det syriske dagblad al-Watan, der er tæt på den syriske regering, vil den syriske parlamentsformand i næste uge meddele, at landet skal holde præsidentvalg.

Det vil formentlig finde sted i juni, skriver al-Watan ifølge den libanesiske nyhedsportal Naharnet.

Bashar al-Assad efterfulgte sin far, Hafez al-Assad, på præsidentposten i 2000. Yil juli udløber hans nuværende syv-års periode.

Reglerne for at kunne stille op til præsidentvalget afholder dog alle eksilerede politikere fra at kunne udfordre Assad ved stemmeurnerne, skriver Naharnet.

I de foregående år, hvor Syrien har været præget af den væbnede konflikt, har Bashar al-Assads regime også holdt valg eller folkeafstemninger, men iagttagere har affærdiget dem som propaganda og uden reel betydning.