Så bliver der masser at skrive om. Der er i hvert fald nok af magthavere med massevis af år ved magten, som – alt efter smag og vurdering – må betegnes som mere eller mindre fine i kanten.
I skrivende stund klamrer Ghaddafi sig formentligt til teltpælene i sit hastigt sammenpakkede beduin-telt et eller andet sted, som kun han selv og få andre kender. Han tygger sikkert på det seneste ultimatum fra de libyske oprørere til sine tilbageværende loyalister, der har forskanset sig i eks-diktatorens hjemby, Sirte på Middelhavs-kysten. Lægger de ikke våbnene inden på lørdag, vanker der.
Fru Ghaddafi og en del af de hovedrige børn har fået husly hos en anden magthaver, der har svært ved at kende forskel på privat ejendom og en hel stat, præsident Abdelaziz Bouteflika, ovre i Algeriet.
Hvis Ghaddafi også er derovre, i Algeriet, har han måske under rejsen gennem eller over Tunesien fået styr på tankemylderet og rableriet og erkendt, at det var i netop Tunesien, at hans 42 år ved magten reelt begyndte at smuldre. Måske tænker han ligefrem som de fleste af os andre, at 2011 vil gå over i historien som en af de mest dramatiske og begivenhedsrige år, som næppe mange havde forestillet sig den 17. december i fjor, da en ung tunesisk gadehandler, Mohammed Bouazizi, satte ild til sig selv som protest mod de tunesiske myndigheders ydmygelser af den jævne befolkning. Mohammed blev ”over night” et symbol på modstanden mod det tunesiske regime, som havde ulmet længe i landet.
Da Mohammed døde den 4. januar, deltog over 5.000 mennesker bagefter i en begravelsesprocession, som fik vidtrækkende konsekvenser. Selvom myndighederne gjorde alt for at dæmpe menneskemængden, genlød de sørgendes sang alligevel over det ganske Tunesien og hinsides grænserne: ”farvel Mohammed, vi vil hævne dig. Vi græder i dag, men vi skal få dem, der slog dig ihjel, til også at græde”.
Og ”de, som slog Mohammed ihjel”, kom til at græde. Mindre end to uger senere, den 14. januar, tog den tunesiske præsident Ben Ali, benene på nakken og flygtede til Saudi Arabien , og verden blev et begreb rigere: ”det arabiske forår”.
Siden er det gået hurtigt. Hosni Mubarak i Egypten blev væltet efter 30 år ved magten og længere nede på det afrikanske kontinent, i Elfenbenskysten, kulminerede en fire måneder intens magtkamp i, at præsident Laurent Gbagbo blev væltet og arresteret efter 11 år ved magten.
Konfrontationerne og uroen i Elfenbenskysten var ganske vist umiddelbart i en noget anden kontekst end ”det arabiske forår”, men magtkampen mellem Gbagbo og den reelle vinder af præsidentvalget i 2010, Alassane Ouattara, mindede igen om, at magthavere i Afrika har særdeles svært ved at slippe magten, når de først har fået fingrene i den.
Nu hvor Ghaddafi reelt er fjernet fra magten, er Ækvatorial Guineas præsident Teodore Mbasago med 32 år ved magten rykket op på en førsteplads som længst-siddende afrikansk præsident, og den mand er der næppe mange, der vil beskylde for overdrevne demokratiske tendenser. Tværtom er han kendt for en helt ustyrlig og hensynsløs udsugning af det energi-rige afrikanske land. Når og hvis Mbasago en dag væltes, kan han måske flygte ud i sønnens lystyacht, som han, altså sønnen Teodorin Obiang, erhvervede tidligere i år til den nette sum af 2 milliarder kroner.
Et kig ned ad listen over afrikanske magthavere og deres år ved magten vidner om, at et eventuelt syd-udvidet arabisk forår kan blive meget lang:
Efter Mbasago kommer:
José Santos, Angola, 32 år
Robert Mugabe, Zimbabwe, 31 år
Paul Biya, Cameroon, 29 år
Yoweri Museveni, Uganda, 25 år
Kong Mswati III, Swaziland, 25 år
Blaise Campaoré, Burkina Faso, 24 år
Omar Bashir, Sudan, 21 år
Idriss Déby Itno, Tchad, 21 år
Premierminister Meles Zenawi, Ethiopien, 20 år
Issaias Afewerki, Eritrea, 18 år
Yahya Jammeh, Gambia, 17 år
Premierminister Pakalitha Mosisili, Lesotho, 13 år
Ismail Omar Guelleh, Djibouti, 12 år
Kong Mohammed VI, Marokko, 12 år
Abdelaziz Bouteflika, 12 år
Abdoulaye Wade, Senegal, 11 år
Paul Kagame, Rwanda, 11 år
