Det vil ændre din måde at tænke på.
Ved at dykke ned i arkivdata om slavehandlen og sammenholde dem med længevarende feltarbejde i Afrika og Caribien (endestationen for store dele af handlen) får man et klart billede af ”mennesket bag de tingsliggjorte afrikanere” på vej over Atlanten. Det har jeg gjort i bogen Crossing Boundaries –When a voyage becomes so much more, som udkom i juni.
På den måde får vi en langt mere overbevisende og ganske anderledes tilfredsstillende og meningsfuld indsigt end den, som gængs historieskrivning formidler – og med budskaber om black lives, der er relevante for vores nutid.
I historien om slavehandlen figurerer slaver generelt kun som ejendom, brændemærket som tilhørende det ene eller andet handelsselskab, og tal, og atter tal. Pointen i den nye fremstilling er at vise, at de er så meget mere end blot ejendom eller tal. At de er individer med følelser og viljer, mennesker, som du og jeg, med hver deres individuelle verden og stammende fra en rig kultur, et hjem og en familie, som de rives bort fra.
Amina er det manglende led
I mangel af personlige vidnesbyrd har jeg i denne fremstilling være nødt til at opfinde personen Amina. Hun er en ung og energisk slavegjort kvinde fra Senegal. Hun udgør det ”manglende led” og forbinder alle prikkerne i fuld harmoni med arkivdata (som blandt andet omfatter en fransk slavelæges memoirer), kendskab til Afrika og antropologisk forskning.
Personaen Amina læner sig tæt op ad forskning og lader den gå op i en højere enhed, eller syntese. Endelig kan vi tage det harmoniske savanne- og landsbyliv til os, et liv, som hun og uendelig mange andre afrikanere på brutal vis blev tvunget ud af. Hun symboliserer derfor alt det menneskelige og afrikanske, der går tabt. Amina er ”en uundværlige menneskeliggørelse” af slavehandlen; hun er forbindelsen til mennesket, Afrika og black lives, som har været usynlig alt for længe.
Nutidigt feltarbejde og franske rejseberetninger om Afrika fra det 18. århundrede, deponeret i det franske nationalbibliotek i Paris, bekræfter Aminas troværdighed og giver os mulighed for at nyde det rige afrikanske landsby- og savanneliv, som bliver ødelagt af grådige europæere. Man kommer uundgåeligt til at tænke på Chinua Achebes banebrydende debutroman fra 1958, Things Fall Apart, om det prækoloniale liv i Igboland i det sydøstlige Nigeria, og den negative indflydelse på samfundet og den traditionelle kultur fremkomsten af kristendom og vestlige missionærer havde.
Den nye fremstilling står i skarp kontrast til den almindelige historieskrivning og dens “numbers game”, der reducerer mennesker til ting og varer og upersonlige tal som transporteres over Atlanten i stort omfang, anslået til 12,5 millioner. Oven i dette tal skal lægges de seks-syv millioner, der døde i fangenskab i Afrika, før de kunne transporteres videre. Pointen er dog, at disse tal i sig selv ikke har en selvindlysende betydning. De skal gøres personlige og menneskeligegøres, før de rigtig kan betyde noget – derfor kan man ikke komme uden om personen og mennesket Amina.
Hver syvende afrikaner forsvandt
På mange måder er det virkelig kun vigtigt at kende til størrelsesordenen af slavehandlen i grove træk for at forstå handlens dybe moralske alvor. Men når det er sagt, betyder tallene dog noget, når man ser på omfanget af den “befolkningskatastrofe”, som Afrika oplevede, med op til 20 millioner afrikanere, der gik tabt i slavehandlens dage fra 1500 til 1866. Katastrofen, der ramte Afrika, skal ses i forhold til et kontinent, der faktisk kun talte omkring 150 millioner i 1850. Altså et tab på en syvendedel af befolkningen!
Lyt nøje til Aminas historie. Den vil ændre dig. Hendes budskab insisterer på at blive hørt. Du vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved traditionelle beretninger og undre dig over, hvis historie der bliver undertrykt, og hvorfor. Aminas historie fortjener at blive uddybet og hørt ordentligt. Det er nu en meget rigere historie.
Gang på gang lærer vi, sammen med Amina, at se afrikanerne som rigtige mennesker, der allerede i begyndelsen af deres tvungne overfart på det franske slaveskib Les Trois Amis (1742) modsætter sig bortførerne og gør oprør, som dog til sidst bliver slået ned.
Oprør var almindelige på skibene
Oprør var faktisk almindelige, især tidligt på den transatlantiske rejse, før slaveskibene havde ladt kysten helt ude af syne og det afrikanske hjemland stadig kunne ses i det fjerne, og ikke ville give slip på de tilfangetagne. Længslen nåede et bristepunkt. Oprør var derfor den naturlige udvej for mennesker, der så pludseligt og brutalt var blevet rykket op med rode og frataget deres frihed af de hvide ”kannibaler” (som de blev opfattet som).
Efter en voldsom orkan og et skibbrud i Caribien, stifter vi igen bekendtskab med deres handlekraft som overlevende på en ø ubeboet af europæere og fri for livet som slaver på slaveskibet – parate til at begynde et nyt kapitel og et nyt liv, fulde af livskraft.
Man regner med at godt 1.000 skibe, ud af de 36.000 skibe, der krydsede Atlanten i perioden 1500-1866, led skibbrud. Mange slaver omkom, når skibe sank, men nogle nåede i land og begyndte at genopbygge deres liv i frihed, en positiv slutning, der bekræfter modstands- og livskraften hos afrikanere og mennesker, der har fået deres liv sønderknust.
For eksempel transporterede skibet Trouvadore slavegjorte afrikanere fra Afrika til Cuba, da det forliste ud for Caicos kyst på Turks- og Caicosøerne i 1841. Alle 192 afrikanere ombord overlevede. De blev reddet af lokale myndigheder, og fordi slaveri var ulovligt i det britiske imperium på det tidspunkt, blev de befriet og bosatte sig på øerne. Deres efterkommere bor stadig i området i dag.
Et vidnesbyrd om slavernes modstandsdygtighed knytter sig ligeledes til slaveskibet Clotilda (1860), det sidste kendte amerikanske slaveskib, der ulovligt transporterede slavegjorte afrikanere til Alabama, USA. Skibet blev bevidst sænket for at skjule beviser for forbrydelsen, men alle 110 bortførte afrikanere ombord overlevede transporten og blev senere befriet efter borgerkrigen. De grundlagde samfundet Africatown nær Mobile, Alabama.
De overlevende fra Clotilda skabte et samfund, hvor de kunne leve frit og bevare deres kulturarv. Africatown står som et af de få steder i USA, hvor efterkommere af slavegjorte afrikanere videreførte et samfund baseret på afrikanske traditioner.
På intet tidspunkt fremstår Amina og hendes lidelsesfæller derfor som passive størrelser og blotte tal, statistikker og brikker, der bliver flyttet rundt på i den hvide mands spil og historieskrivning. De ses derimod som rigtige, livskraftige mennesker, der er revet ud af deres hjemlige miljø, gør modstand og oprør for senere ”at tage hævn” ved at overleve, genopbygge deres liv og dermed tage kontrol over deres egen fremtid og skæbne.
Prøv også at se videoen med den ghanesiske kunstner Kwame Akoto-Bamfo herunder, hvor han forsøger, at finde ind til menneskene i de bortførte slaver.
Denne fremstilling burde være meget tiltalende, ikke mindst i disse Black Lives Matter-tider, med sit fokus på ondskab, lidelse og modet/udholdenheden til at overvinde store genvordigheder og genopbygge et liv i frihed.
Mennesket og afrikaneren ignoreres af de hvide slavehandlere og historieskrivningen, som har det med at ”hvidvaske”, det vil sige rense historien for alt det menneskelige hos de slavegjorte afrikanere for at fokusere på sig selv og den hvide fortælling. Men baseret på feltarbejde i Afrika og Caribien samt forskning i europæiske arkiver og introduktionen af mennesket Amina, opstår en markant anderledes fortælling, mener jeg.
Når slavehandelen ses gennem disse briller, er historien en helt anden. De slavegjorte træder i fuld karakter og viser sig som rigtige mennesker og ikke blot som passiv ejendom uden følelser og egen vilje. Historien om mennesket og slavehandlen udvider vores forståelse af fortiden, nutiden og vores empati for hinanden. Blandingen af fakta og fiktion (Amina) gør det endeligt muligt at bringe disse problemstillinger til live.
Ja, Black Lives Matter. Det er blot den gængse historiefortælling, der halter og er blind over for mennesket i de bortførte afrikanere. Tiden er inde til at rette op på det.
Men der er også en anden historie her, vi ikke må glemme. Fordrevne mennesker har været nødt til at genopbygge deres liv igennem hele menneskehedens historie, og evnen til at tilpasse os og ”begynde på en frisk” er det, der definerer os som mennesker. Viden om det faktum og det mod, det kræver at konfrontere det onde, udvider vores empatiske evner og forståelse og former den måde, vi forholder os til hinanden og sameksisterer med kulturelle og andre forskelle – nu og i fremtiden.
Amina, der selv er et offer, men ikke lader sig underkue og holde nede. Hun viser vejen for os andre og viser hvordan man kan fortsætte med at leve livet i en kold, ubarmhjertig verden. Hun var bestemt ikke den eneste bannerfører, tænk bare på det mere eller mindre succesfulde slaveoprør på øen Sankt Jan i Dansk Vestindien i 1733. Black Lives betyder virkelig noget, meget mere end vi tror!
