Borgmester dræbt i mexicansk narkohøjborg

Forfatter billede

Borgmesteren i delstaten Jalisco i det vestlige Mexico formodes at være det seneste offer i landets blodige narkokrig. Mexico har i løbet af syv år oplevet 50 uopklarede drab på embedsmænd og folkevalgte.

Manuel Gomez Torres var på vej hjem til sin ranch, ”La Mesa”, da han sent søndag aften blev dræbt af skud fra ukendte gerningsmænd.

Torres, der var borgmester i byen Ayutla i det vestlige Mexico, blev dræbt sammen med sin livvagt, skriver Latin America Herald Tribune.

Endnu har myndighederne ikke offentliggjort mange oplysninger om drabet på borgmesteren, men mistanken retter sig mod nogle af de kriminelle bander, der har forbindelse til Mexicos berygtede narkokarteller.

Jalisco-delstaten er højborg for narkokartellet Jalisco New Generation, der står bag meget af narkosmuglingen langs den mexicanske Stillehavskyst.

Kartellet og tilknyttede bander mistænkes også for at stå bag andre drab.

Så sent som i juni blev den lokale vicepolitichef, Juan Ramon Ramirez, fundet dræbt af to skud i samme region, hvor borgmester Torres blev dræbt. Endnu er ingen anholdt for drabet på vicepolitichefen.

Torres er den anden borgmester, der er blevet dræbt i Mexico i år.

Den første var Gustavo Garibay fra byen Tanhuato, der døde af skud, da han var ved at tage hjemmefra en dag i marts.

Sammenslutningen af lokale myndigheder i Mexico har krævet en undersøgelse af uopklarede drab på mere end 50 lokale embedsmænd i løbet af de seneste syv år.