Brasiliens Rousseff har kurs mod genvalg

Forfatter billede

Meningsmålingerne har bevæget sig som en rutsjebanetur forud for søndagens præsidentvalg i Brasilien. Nu har den siddende præsident, Dilma Rousseff, udvidet føringen. Det store spørgsmål ser ud til at være, hvem hun skal møde i anden valgrunde.

To dage inden det brasilianske præsidentvalg tyder meget på, at Dilma Rousseff også fremover vil være i spidsen for verdens syvendestørste økonomi.

En ny meningsmåling viser, at 40 procent af vælgerne foretrækker at lade hende fortsætte på præsidentposten, mens 24 procent foretrækker udfordreren Marina Silva.

Silva har især ført valgkamp på at beskytte miljøet og Brasiliens regnskove, men har fået kritik for ikke at kunne svare konkret på, hvad hun vil gøre ved Brasiliens sociale og økonomiske udfordringer.

Meningsmålingerne viser lidt af en rutsjebanetur for Silva, som på et tidspunkt havde en føring over Rousseff på 10 procentpoint.

Modstandere var hårde mod Rousseff

En anden udfordrer, midterkandidaten Aecio Neves, ligger også stadig pænt i meningsmålingerne med en vælgeropbakning på 21 procent.

Hvis det lykkes ham at slå Silva og snuppe andenpladsen ved første valgrunde, kommer han videre til anden valgrunde, hvor modstanderen altså efter alt at dømme vil være Dilma Rousseff.

Silva satser dog stadig hårdt på at gå videre til anden valgrunde.

I den afsluttende tv-debat, der fandt sted torsdag aften, langede Silva hårdt ud efter præsidenten med hårde spørgsmål om, hvad Rousseff vidste eller ikke vidste om en stor korruptionsskandale, der involverer det statskontrollerede olieselskab Petrobas.

Også socialdemokraten Aecio Neves gik hårdt til Rousseff med spørgsmål om den skrantende økonomi og korruptionen i landet.

Og det kan måske være lige netop denne tv-debat, der kan afgøre, hvem af dem, der går videre til anden valgrunde.

”Dette er Brasilien, og meningsmålingerne har hoppet vidt omkring – ofte af årsager, der ikke har gjort undertegnede meget klogere,” skriver BBC’s korrespondent i Rio de Janeiro, Wyre Davies.