Det siger regeringens nationale sikkerhedsrådgiver, U Thaung Tun, ifølge flere medier.
Hærens såkaldte sikkerhedsoperation har været i gang, siden ni politifolk blev dræbt under et angreb mod en grænsepost i oktober.
Siden da er omkring 69.000 rohingya-muslimer flygtet fra urolighederne og har søgt tilflugt på den anden side af grænsen i Bangladesh.
Derudover menes omkring 24.000 at være fordrevet internt i Rakhine-delstaten eller nogle af de tilstødende delstater, vurderer FN.
Rohingya-muslimerne er en minoritet i Burma, som for størstedelens vedkommende bor i den fattige Rakhine-delstat under kummerlige forhold. Burma betragter dem ikke som sine borgere, men derimod som ulovlige indvandrere fra Bangladesh, på trods af at mange familier har været i landet i flere generationer.
13-årige piger voldtaget
I en rapport der udkom tidligere på måneden beskrev flere rohingya-flygtninge over for OHCHR, hvordan deres landsbyer var blevet angrebet tidligt om morgenen af soldater, der beskød indbyggerne tilsyneladende tilfældigt.
Kvinder beretter om gentagne voldtægter, mens flere kan fortælle om drab på familiemedlemmer.
Forinden havde Human Rights Watch i en anden rapport dokumenteret, hvordan piger helt ned til 13-års-alderen havde været udsat for voldtægt, massevoldtægt og andre former for grove seksuelle overgreb.
Suu Kyi lover undersøgelse
Regeringen, som reelt ledes af Aung San Suu Kyi, har lovet, at der vil komme en undersøgelse af de beskyldninger om grove menneskeretslige krænkelser, der fremkom i OHCHR-rapporten.
Suu Kyi og hendes regering har fået kritik internationalt for at være stort set tavse om konflikten i den nordlige delstat.
I sidste uge opfordrede Human Rights Watch Suu Kyi og hendes regering til at holde sikkerhedsstyrkernes ledende officerer ansvarlige for de rapporterede overgreb mod civilbefolkningen.