2,9 millioner mennesker i Sahellandet Niger i Vestafrika er alvorligt truet af fejlernæring, viser tal fra FN.
Der er stor risiko for, at tallet vil stige, vurderer CARE. Samtidig spænder fødevarekrisen ben for den genrejsning, som har fundet sted efter fødevarekrisen i 2010, skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse freag.
Det er blot halvandet år tilbage, at CARE sidst sendte advarsler ud om truende fødevarekrise i Niger.
Nu står det barske ørkenagtige land igen i samme situation. Nigers regering har bedt om støtte til 2,9 millioner mennesker, der efter al sandsynlighed vil blive ramt af fejlernæring. Og det ser ikke ud til at stoppe der:
– Der er stor risiko for, at det kan blive meget mere. De humanitære organisationer i Niger havde regnet med at behandle 200.000 børn for fejlernæring i år. I dag, to måneder før årets udgang, er dette tal allerede steget med 17.000 børn, siger Amadou Sayo.
Han er CAREs regionale katastrofekoordinator og kender Niger indgående fra sit arbejde med fødevarekriserne i 2005 og 2009-2010.
Årsagen til dette års fødevarekrise er uregelmæssig regn og insektangreb på landbrugsproduktionen.
Sendt tilbage til nulpunktet
– Den alvorlige tilstand, som landet nu igen befinder sig i, truer den genrejsning af hverdagen, som nigererne har kæmpet for siden sidste års fødevarekrise, siger Marianne Haahr, CARE Danmarks programkoordinator for Niger.
– Men hvis vi gør noget nu, kan vi forhindre, at Nigers befolkning mister alle deres ejendele, må reducere deres måltider, tage deres børn ud af skole og kæmpe med sygdomme og fejlernæring. Dette er et klart signal om, at der skal handles nu!, anfører hun.
Det argument understøtter FNs beregninger fra fødevarekrisen i Niger i 2005. De når frem, at det blot ville have kostet en dollar (ca. 5,40 kr.) om dagen at forhindre fejlernæring blandt børn, hvis man havde sat ind med det samme.
Men situationen fik lov at udvikle sig, og i juli 2005, da det allerede var for sent, kostede det 80 dollar (ca. 430 kr.) at redde de selvsamme fejlernærede børns liv.
Der skal tænkes kortsigtet og langsigtet
CARE i Niger gør sig klar til at hjælpe 300.000 mennesker her og nu.
– Hvis vi skaffer mad, dyrefoder, medicin og bedre adgang til vand samtidig med, at vi hjælper endnu flere børn gennem madprogrammer i skolerne, så kan vi forhindre det værste, siger Marianne Haahr.
På længere sigt styrker CARE nigerernes evne til at klare sig igennem de gentagne tørker, f.eks. ved at oprette kornbanker, som hovedsageligt er ledet af kvinder, hedder det.
CARE har arbejdet med udviklingsprojekter i mere end 65 år og er i dag en af verdens største humanitære organisationer. I 2010 bistod CARE 82 millioner i 87 lande.
Yderligere oplysninger hos:
Liv Helstrup Østergaard, kommunikationsmedarbejder i CARE Danmark
tlf. 35 20 01 31 og e-mail: [email protected]