CARE venter på udviklingsministerens politiske vilje

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Kom i gang med din egen politik! lyder overskriften på en pressemeddelelse fra CARE Danmark, som i et åbent brev svarer udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Kære Udviklingsminister

Du mener, at løsningen på den kroniske krise i Sahel er at flytte befolkningen. Men du ved, at fattigdom og sult ikke handler om vejret, eller om hvorvidt man bor tæt på en ørken eller ej. Det handler om rettigheder.

I Danmark har vi ret til mad både på papiret og i virkeligheden. Det hedder kontanthjælp. Hvis høsten slår fejl, hvis man mister sit job, eller hvis man bliver syg, betyder det ikke sult i Danmark. I USA hedder det madkuponer. Og heller ikke dér behøver uheldige omstændigheder at betyde sult.

I Niger og hele Sahel har de retten til mad på papiret. Men denne rettighed er ikke blevet omsat til realpolitik, så systemer er på plads, og folk sulter, når en krise indtræffer.

Ulandsbistanden handler om at hjælpe med at omsætte retten til mad fra en artikel i en international konvention til en del af folks hverdagsliv. Dét er rettighedsbaseret udvikling! At flytte mennesker fra deres hjem gennem generationer er ikke rettighedsbaseret udvikling.

Vi ved, hvad der skal til, nu venter vi blot på den politiske vilje. Kære Minister, du sidder på en del af løsningen: Nemlig at realisere dine udtalelser om, at Danmark skal investere i svage stater.

Niger har en helt ny politik for fødevaresikkerhed, men med over 60 procent af befolkningen, der lever for under 1.25 dollar om dagen, er der ikke et tilstrækkeligt beskatningsgrundlag til at implementere den.

De er fuldstændig afhængige af bistand til at udføre politikker til sultbekæmpelse. Og det er her, du har en helt central rolle at spille. Danmark giver Niger70 millioner i udviklingsbistand om året. Et mellemindkomst land som Ghana giver du 500 millioner kroner, og Tanzania får 660 millioner kroner om året.

At flytte folk er ikke løsningen. Løsningen er at støtte langsigtede løsninger i Sahel, så landenes befolkninger også reelt får retten til mad.

Jeg havde generalsekretæren for den største nomadeforening i Niger på besøg for en måned siden. Hans besked var klar: Niger behøver ikke være afhængig af velgørenhed. Selvom landet er ørken, ligger vandspejlet ikke ret langt nede. Niger har kæmpearealer til kvægdrift og en efterspørgsel på kød og mælk, som eksploderer i nabolandet Nigeria. Derfor har Niger mest af alt brug for hjælp til at implementere de politikker, der langsigtet gør det muligt og leve og bo i Niger. De politikker eksisterer – men de samler støv i ministerierne.

Niger er verdens næst fattigste land, alligevel er der kun meget få, der har taget ophold uden for landets grænser. Det er ikke kun, fordi folk ikke har penge til at rejse væk (der findes også en elite i landet), men selv verdens næst fattigste befolkning har en stor kærlighed til deres land og træffer et aktivt valg om at blive.

Jeg har også haft besøgende med til Niger. En af dem var sociologen og foredragsholderen Emilia van Hauen, der er ambassadør for CARE. Det var hendes første besøg i Afrika. Jeg havde forberedt hende på, at hun ville møde ekstrem fattigdom. Alligevel var fattigdommen i Niger er så dyb og ekstrem, at den overrumplede hende. Det er ekstrem fattigdom. Totalt overrumplende. Det er grimt, ubehageligt, og det klareste udtryk for uretfærdighed. Dét skal vi gøre noget ved. Ikke med et par procent ekstra bistandskroner, men ved at gøre, hvad vi taler så meget om og investere i svage og ekstremt fattige stater.

Din debat om flytte folk bevirker to ting:

1) Du forstærker en generel forståelse i befolkningen om, at Afrika er håbløst.

2) Du bidrager til, at vi i den rige verden fralægger os ansvaret for vores bidrag til sulten i Syd og styrker en fejlagtigt forståelse af, at det handler om vejret og tørker.

Danmark har EU formandskabet, og en vigtig opgave er at lede forhandlingerne om reformen af EUs fælles landbrugspolitik, som er med til at fastholde afrikanske landmænd i fattigdom. Et slående eksempel er, at 80 procent af efterspørgslen på mælk i Niamey tilfredsstilles via importeret pulvermælk, da det sælges til lavere priser end lokalt produceret mælk. Det kaldes ’dumping’.

Så kære Minister, sult er et politisk problem. Det handler om fordeling af ressourcer nationalt og internationalt, der kræver politiske løsninger.

Du er politiker og kan levere en vigtig del af løsningen ved at støtte Sahel-landene med langsigtede løsninger gennem et fokus på rettigheder. Du har selv sagt, at det er det du vil. Det er nu, du skal rykke på det!

Kærlig Hilsen Marianne Haahr – CARE Danmarks koordinator for Niger.

Kontaktinformation: Marianne Haahr, Niger-ekspert: 53727243