Jublen var øredøvende på den centrale plads, Plaza Italia, i Chiles hovedstad Santiago, hvor titusindvis af chilenere samlede sig søndag aften.
De var kommet til pladsen for at fejre den overbevisende støtte til en ny forfatning ved folkeafstemningen samme dag.
Et par stykker af de fremmødte projekterede ordet ”genfødsel” op på et tårn ved pladsen. De skød fyrværkeri af, mens nogle faldt i armene på hinanden, og andre brød sammen i glædestårer.
”Denne triumf tilhører folket,” fortalte 37-årige Daniel til Reuters. ”Det er takket være alles anstrengelser, at vi kan stå her i dag og fejre dette øjeblik.”
I samme folkeafstemning stemte et overvældende flertal også for at en folkevalgt komite af borgere bestående af lige mange mænd og kvinder skal formulere den nye forfatning. Udformningen af Chiles fremtid kan derfor i bogstavelig forstand komme til at ligge i de chilenske borgeres egne hænder.
Presset skal forblive
29-årige chilenske Nicolás Palacios arbejder til dagligt for ngo’en Emergency Architecture & Human Rights i København, og han har blandt andet været aktiv i Danmark og Sverige med fundraising-initiativer til støtte for protestbevægelsen i Chile.
Ifølge ham er folkeafstemningen langt fra et og-de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende scenarie.
”Kampen fortsætter. Politikerne indvilligede kun i at afholde denne folkeafstemning, fordi landet var ved at falde fra hinanden, og det ville have været politisk selvmord ikke at gøre det.”
30-årige sygeplejerske Carolina Navarrete kalder folkeafstemningen et godt udgangspunkt.
”Men fra politisk side har jeg så mange gange oplevet, at gode ideer i sidste ende blev dårligt implementeret. Det virkelige arbejde begynder, når vi skal til at diskutere konkrete elementer i den nye forfatning.”
Både Navarrete og Palacios håber, at folkeafstemningen betyder en ende på demonstrationerne men ingen af dem er sikre på det.
”Den eneste måde, vi har set betydelige politiske ændringer i Chile blive skabt på, er gennem konstant og kontant pres på magthaverne,” siger de begge.
Metrobilletter og undtagelsestilstand
Det var netop et sådant pres gennem måneders massedemonstrationer, der udløste folkeafstemningen.
For et år siden samlede titusindvis af chilenere sig på Plaza Italia – ikke for at fejre men for at demonstrere mod, at myndighederne indført en stigning på 4 procent på prisen på metrobilletter i myldretiden i Santiago. Det svarer til en stigning på 30 pesos (cirka 25 øre). Det lyder ikke af meget, men det var nok til at få de allerede økonomisk pressede chilenske studerende til at gå på gaden samme dag og blandt andet opfordre borgere i Santiago til at omgå metroens betalingssystem.
Det hjalp ikke på situationen, at økonomiministeren stillede sig op og sagde, at hvis folk var utilfredse kunne de bare stå tidligere op for at undgå at skulle betale for myldretidsbilletten.
For fattige chilenere i Santiagos forstæder, der i forvejen må meget tidligt op for at have en chance for at komme på arbejde i Santiagos myldretidstrafik, var udtalelsen en fornærmelse. Det var samtidig for dem et tydeligt tegn på en regering ude af trit med den almindelige chileners hverdag.
Situationen eksploderer med lynets hast. På under 24 timer er 22 metrostationer brændt ned, tusindvis af folk er gået på gaden og den chilenske præsident Sebastián Piñera indfører undtagelsestilstand med udgangsforbud efter klokken 18 og sender sågar militæret på gaden i Santiago for at komme urolighederne til livs.
Det er yderligtgående tiltag, der ikke er set, siden diktatoren Augusto Pinochet var ved magten i 70’erne og 80’erne.
Regeringen trækker prisstigningen på metrobilletterne tilbage, men på det tidspunkt er det for sent.
Ikke 30 pesos, men 30 år
Studenterdemonstrationerne har vokset sig til en slagkraftig folkebevægelse, og nu drejer det sig ikke længere om metrobilletter.
”Det handler ikke om 30 pesos, men om 30 år,” fortæller 28-årige idrætslærer Stephanie Díaz til Vox.
”Det er 30 år siden, at vi vendte tilbage til demokratiet, men vi har bibeholdt en forfatning skabt under et diktatur.”
Chiles nuværende forfatning er et levn fra Augusto Pinochets tid som diktator i Chile. Den har betydet en gennemgribende privatisering af alt fra pensionssystemer, til uddannelse, til sundhedsvæsnet. Selv rindende vand i dag en privat handelsvare.
For den svulmende og lederløse protestbevægelse med mange forskellige mål, blev det kravene om en ny forfatning og et opgør med den politiske elite, der trængte tydeligt igennem.
Regeringen holder dog fast ved en hårdhændet strategi mod demonstranterne og bruger optøjerne og plyndringerne, der er opstået i kølvandet på demonstrationerne, som anledning til at slå hårdt ned på demonstranterne især gennem brugen af landets berygtede nationalpoliti, Carabineros.
Der skal ikke lægges låg på
Modpolerne tørner sammen, og i løbet af de første to måneder siden starten på demonstrationerne bliver over 13.000 mennesker såret under sammenstødene ifølge landets sundhedsministerium. Justitsministeriet noterer samtidigt over 2.500 klager om menneskerettighedsovertrædelser fra myndighedernes side.
Derudover har medlemmer af Carabineros en grim vane med at sigte mod demonstranternes øjne med gummikugler, hvilket har ført til mindst 350 øjenskader, hvor flere har mistet et eller begge øjne.
Menneskerettighedskrænkelserne fortsætter, og selv i starten af oktober i år kunne demonstranter overvære en gruppe fra Carabineros smide en 16-årig dreng ud fra en bro i Santiago.
”Det kan godt være, at vi fik vores folkeafstemning, men vi skulle ned ad en brutal vej for at nå dertil,” siger Nico Palacios.
”Der er stadig mange fængslede demonstranter og mange tilskadekomne, der endnu ikke er blevet kompenseret eller fået overgrebene anerkendt.”
Ifølge ham er det bare et par af de udestående uretfærdigheder, som myndighederne har begået i forbindelse med demonstrationerne, og som ikke kan ignoreres bare fordi, der kommer en ny forfatning.
Opmærksomhed indefra og udefra
Derfor har både Palacios og Navarrete været med til at organisere demonstrationer i Danmark og Sverige mod krænkelserne begået af myndighederne i Chile.
”Det er vigtigt at vi spreder opmærksomhed også i udlandet om det, der har fundet sted, og som stadig finder sted i Chile,” fortæller Navarrete.
”Det er ikke et demokrati værdigt og ved at presse regeringen fra så mange fronter som muligt, kan vi forhåbentlig garantere, at forandringen og søgen efter retfærdighed ikke stopper efter denne folkeafstemning.”
